Kære alle!
Jeg vælger at være anonym for ikke at blive genkendt.
Jeg har virkelig brug for et godt råd, for jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.
Før sommeren gik min kæreste og jeg fra hinanden. Vi havde været sammen i fem år, og haft problemer i vores forhold i omkring et års tid. Det var mig, der trak i håndbremsen, for jeg kunne ikke mere. Vi havde forsøgt og kæmpet længe, men forholdet stod ikke til at redde. Min eks havde et ønske om, at vi skulle forsætte, men jeg holdte fast i beslutningen. Sammen har vi et barn på 2 år.
Siden bruddet er min (og vores barns) verden blevet vendt op og ned. Min ekskæreste har haft det rigtig dårligt efter bruddet, har fået en depression og udvist psykotiske træk, hvilket har betydet at han nu går hos en psykiater (der er altså taget hånd om dette). Min ekskærestes tilstand har betydet, at han har været utrolig svingende og til tider truende og meget ubehagelig overfor mig. Han har svinget over perioder på få timer, altså fra at være okay til at blive ubehagelig til igen at være sur. Han har skrevet tidligt om morgen og sent om natten = på alle tider af døgnet, hvilket har betydet at jeg har måtte slukke min mobil og ofte reageret med at få det fysisk og psykisk dårligt af at få en sms... Vi har talt ud flere gange, for at han derefter igen er vendt og blevet sur og ubehagelig igen. Jeg har aldrig vidst hvor jeg stod, hvilket har skabt meget frustration og uro for mig.
Han er bitter, vred og rigtig såret over, at jeg har gjort det over og er næsten besat af tanken om, at jeg har haft en anden. Dette er ikke tilfældet, men det vil han ikke forstå. Hen over sommeren så min eks vores barn meget lidt, idet eksen havde det dårlig og da jeg satte bremsen i for at varetage mit barns tarv.
I takt med at ekskæresten har fået det bedre og fået "styr på" sin helbredsmæssige situation har han fået vores barn på samvær og det kører efter en ok plan. Samværet har været aflyst få gange af mig, idet eksen ikke har haft det godt. Vores barn er altid glad for at se sin far og har været tilpas og glad efter samværene.
På trods af forbedringer af min ekskærestes helbredsmæssige tilstand oplever jeg stadig store problemer med samarbejdet. Han er forsat meget svingende, hvilket betyder at vi har haft kortere perioder, hvor det har været okay, men det ender altid i, at han igen bliver ubehagelig, til tider truende og sviner mig til over sms. Jeg har siden vi gik fra hinanden sat det krav, at vi skulle holde en god tone, men det har været svært for ham at holde. Min eks er meget imod, at vi går i statsforvaltningen og han lover bedring hver gang jeg har foreslået statsforvaltningen.
Jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal stille op. Jeg har sagt, at vi skal i statsforvaltningen, fordi jeg ikke ved hvordan vi ellers kommer videre. Jeg frygter, at dette kan sætte gang i en lavine af ubehageligheder fra hans side... Min eks synes jeg er helt urimelig, kalder mig egoistisk og at jeg ikke tænker på mit barns og hans forhold. Jeg frygter, at situationen aldrig bliver bedre og at vores barn kommer til at lide under at hans far og mor slet ikke kan sammen.
Jeg har forsøgt at holde en "god" tone overfor mit barns far, selvom det har været svært ikke at kunne give igen. Jeg har skulle kæmpe for ikke at falde til hans niveau, men har altid haft i bagtankerne, at det ville være for nemt at svine ham tilbage. Men gud hvor er det hårdt!
Som situationen er nu, kan jeg ikke passe mit arbejde, jeg sover rigtig skidt og frygter simpelthen for fremtiden.
Egentlig ved jeg ikke, hvad der kan gives af gode råd til min situation. Jeg har nok mest af alt brug for at høre, at selvom situationen ser ret skidt ud nu, at samarbejdet alligevel kan blive nogenlunde fungerende. Forhåbentlig sidder der en eller flere bag skærmen, der har erfaringer med en ligende situation. Jeg er virkelig modløs og opgivende - og aner snart ikke min levende råd længere! Hvad kan jeg gøre for at passe på mig selv, og samtidig sikre at min søn bevarer kontakten til sin far?
