Står der idiot på ryggen af mig??

... ja det gør det vist...

Jeg har altid sagt jeg ALDRIG ville blive sådan en der blev ved og blev ved med at gå tilbage til eks'en, men det er jeg vist blevet, og ikke kun en gang, men ja fire gange, og ikke som skal vi være kærester igen, men lad os bare ses og se hvad der sker.

Første gang var vi kun ret kort sammen, og så stoppede han det fordi han ikke havde tiden med hans arbejde og afstanden, anden gang var vi sammen i et år og så blev han pludselig mere og mere "væk" og så stoppede jeg det efter jeg ikke havde set ham i 7 uger.. Det er et år siden. For 4-5 måneder siden skrev han pludselig på facebook og sagde han savnede mig, og savnede jo egentlig også ham og vi blev enige om at prøve at være venner. Han var her 3 gange (og han sov på sofaen), og vi endte med at have en ret "hed" telefonsamtale og vupti så var han væk igen, og svarede ikke på mine beskeder, følte mig ret meget til grin. For 3 uger siden skrev han så igen, og ja dum som jeg jo er, selvom jeg godt vidste det umuligt kunne ende godt sagde jeg ja til at besøgte mig, det blev så til 2 gange. Sidste uge fik han mig så overtaget til at prøve noget ret så grænseoverskridende i sengen (, selvom jeg var lidt skeptisk) Han tager så i byen i weekenden og havde ikke rigtig hørt noget side, skriver så til ham, og ja, han har så mødt i en pige i byen...

Jeg var ikke ude på at finde sammen igen, og jeg vidste jeg legede med ilden som havde brændt mig 3 gange før, så er ikke engang sur på ham (jo, lidt) men mere på mig selv. Nu sidder jeg her og føler mig totalt tilgrin, igen, igen, igen... Og skriver han ikke vil holde mig for nar og han holder af mig, men forstår ikke helt hvorfor han prøver at overbevise mig om at det ikke er mig. Han gik fra mig fordi han arbejde for meget, det har ikke ændret sig, så fatter ikke hvordan han har tid til en anden kæreste...

Aaaargh bare lige et tude indlæg, øv hvor har jeg røde øre og hvor føler sig mig bare som en klaphat. Men aldrig mere, må snart lærer det... suk suk suk...

Jeg er ked af at sige det men når "man ikke har tid" til en kæreste betyder det som oftest at man ikke er helt så vild med personen som man kunne være, og ikke ser dem som kærestepotentiale

- men blot sjov og hyggelig tidsfordriv (synes hun/han er sød og alt det der men så heller ikke mere end det)

Og det har jo et eller andet sted været "nemt" nok at hygge sig med dig; du er helt sikkert sød, men også naiv (du må ikke blive ked af det) for du er jo faldet i ind til flere gange og gør det for nemt for ham at udnytte dine følelser.

Man skal sige fra og ikke lade sig bruge til tidsfordriv og hygge hvis man ikke selv er indstillet på, at det kun er det man vil

Nej, der står ikke idiot på ryggen af dig, du er bare for sød!

 

UnderCover35 skriver:

Jeg er ked af at sige det men når "man ikke har tid" til en kæreste betyder det som oftest at man ikke er helt så vild med personen som man kunne være, og ikke ser dem som kærestepotentiale

- men blot sjov og hyggelig tidsfordriv (synes hun/han er sød og alt det der men så heller ikke mere end det)

Og det har jo et eller andet sted været "nemt" nok at hygge sig med dig; du er helt sikkert sød, men også naiv (du må ikke blive ked af det) for du er jo faldet i ind til flere gange og gør det for nemt for ham at udnytte dine følelser.

Man skal sige fra og ikke lade sig bruge til tidsfordriv og hygge hvis man ikke selv er indstillet på, at det kun er det man vil

 

Tak for svar... Ved det godt, det er det der er det værste, og derfor jeg er så pokkers sur på mig selv. Ville ikke finde sammen med ham igen, så vidste godt vi ikke ville blive kærester, så et eller andet sted burde jeg ikke være sur/ked af det, men det gør sgu lidt ondt alligevel.

Jeg er bare en klovn, især fordi der er den sødeste fyr i hele verden der står og vil gøre alt for mig hvis jeg bare tør tage springet, men alligevel fumler jeg rundt med gamle fusere... havde svoret jeg aldrig ville være "hende"...

Anonym skriver:

Tak for svar... Ved det godt, det er det der er det værste, og derfor jeg er så pokkers sur på mig selv. Ville ikke finde sammen med ham igen, så vidste godt vi ikke ville blive kærester, så et eller andet sted burde jeg ikke være sur/ked af det, men det gør sgu lidt ondt alligevel.

Jeg er bare en klovn, især fordi der er den sødeste fyr i hele verden der står og vil gøre alt for mig hvis jeg bare tør tage springet, men alligevel fumler jeg rundt med gamle fusere... havde svoret jeg aldrig ville være "hende"...

Nu så du ikke min rettelse/tilføjelse - men du er ikke en idiot, du er formentligt bare mere glad for ham end du lige selv umiddelbart troede

Jeg har været der, og man bliver helt vildt træt af sig selv!!

Du skrver du har en der gerne vil dig hvis du "tør" - men hvad er det, der gør at du ikke tør?
Eller er du bare ikke vild nok med ham? 

 

Vær nu god ved dig selv og lad være med at slå dig selv mere oven i hovedet, alle begår fejl og din er heldivis ikke noget der er masseødelæggende, omend giver et hak i selvværdet for en tid

 

UnderCover35 skriver:

Nu så du ikke min rettelse/tilføjelse - men du er ikke en idiot, du er formentligt bare mere glad for ham end du lige selv umiddelbart troede

Jeg har været der, og man bliver helt vildt træt af sig selv!!

Du skrver du har en der gerne vil dig hvis du "tør" - men hvad er det, der gør at du ikke tør?
Eller er du bare ikke vild nok med ham? 

 

Vær nu god ved dig selv og lad være med at slå dig selv mere oven i hovedet, alle begår fejl og din er heldivis ikke noget der er masseødelæggende, omend giver et hak i selvværdet for en tid

 

Det er en gammel kammerat jeg har kendt siden jeg var 12 som jeg ikke har haft kontakt med i 4 år der er dukket op igen. Ved ikke helt hvorfor jeg ikke tør, for synes han er virkelig virkelig sød, og lidt lun på ham... Tror måske jeg bare er bange for han ikke "rigtig" vil, som alle de andre, men på den anden side så har han været her 5-6 gange de sidste uger uden såmeget som at kysse mig, kun skrevet han ville... så måske er han ikke som alle de andre...

Og tusind tak for svarene, det hjælper rigtig meget. Måske det slet ikke er så slemt, måske det bare var det der skulle til så jeg eeendelig fattede det

Anonym skriver:

... ja det gør det vist...

Jeg har altid sagt jeg ALDRIG ville blive sådan en der blev ved og blev ved med at gå tilbage til eks'en, men det er jeg vist blevet, og ikke kun en gang, men ja fire gange, og ikke som skal vi være kærester igen, men lad os bare ses og se hvad der sker.

Første gang var vi kun ret kort sammen, og så stoppede han det fordi han ikke havde tiden med hans arbejde og afstanden, anden gang var vi sammen i et år og så blev han pludselig mere og mere "væk" og så stoppede jeg det efter jeg ikke havde set ham i 7 uger.. Det er et år siden. For 4-5 måneder siden skrev han pludselig på facebook og sagde han savnede mig, og savnede jo egentlig også ham og vi blev enige om at prøve at være venner. Han var her 3 gange (og han sov på sofaen), og vi endte med at have en ret "hed" telefonsamtale og vupti så var han væk igen, og svarede ikke på mine beskeder, følte mig ret meget til grin. For 3 uger siden skrev han så igen, og ja dum som jeg jo er, selvom jeg godt vidste det umuligt kunne ende godt sagde jeg ja til at besøgte mig, det blev så til 2 gange. Sidste uge fik han mig så overtaget til at prøve noget ret så grænseoverskridende i sengen (, selvom jeg var lidt skeptisk) Han tager så i byen i weekenden og havde ikke rigtig hørt noget side, skriver så til ham, og ja, han har så mødt i en pige i byen...

Jeg var ikke ude på at finde sammen igen, og jeg vidste jeg legede med ilden som havde brændt mig 3 gange før, så er ikke engang sur på ham (jo, lidt) men mere på mig selv. Nu sidder jeg her og føler mig totalt tilgrin, igen, igen, igen... Og skriver han ikke vil holde mig for nar og han holder af mig, men forstår ikke helt hvorfor han prøver at overbevise mig om at det ikke er mig. Han gik fra mig fordi han arbejde for meget, det har ikke ændret sig, så fatter ikke hvordan han har tid til en anden kæreste...

Aaaargh bare lige et tude indlæg, øv hvor har jeg røde øre og hvor føler sig mig bare som en klaphat. Men aldrig mere, må snart lærer det... suk suk suk...

Det er så let at sige "Jeg bliver aldrig en som....." - og så ender man alligevel med at blive netop det.

Har prøvet det.

I mange forskellige situationer.

Prøv at vende det til noget positivt for dig selv: Du kender dig selv bedre nu, og du har fået en bredere forståelse af, hvordan den slags kan ske. Måske er det netop det, du kommer til at bruge om 35 år, når dit barnebarn kommer ulykkelig på besøg hos sin bestemor og har rod i kærlighedslivet. (Selvfølgelig et totalt hypotetisk eksempel, men faktum er jo, at vi virkelig ikke kan spå om fremtiden, og det som er en negativ erfaring lige nu og her kan faktisk give os noget positivt en anden gang.)