Tidligere emne "døende mor" opdatering

Jeg har tidligere skrevet indlægget "Døende mor" - indlægget handler i bund og grund om at min mor er meget kræft syg, og kun får smertestillende og ingen anden behandling - kort sagt har hun altså kun ganske kort tid igen at leve i.

Min søn på 7 år er meget stærkt knyttet til hende, der har altid været et helt særligt bånd i mellem de to.

Han ved at hun snart skal dø, og han er ulykkelig...

Den anden dag sad han lige så stille, og jeg kunne se at han var ked af det, og jeg spurgte lidt ind til hvad han var ked af osv., men desværre reagerede han ved at blive vred, tørrer tårerne bort og sige "jeg er ikke ked af det, jeg er ikke ked af det".

I skolen var han den anden dag pludselig blevet væk, en lærer havde fundet ham grædende på en øde gang - her fortalte han til læreren at han var ked af det fordi hans elskede mormor skal dø. Der blev heldigvis taget godt af ham, han kom med på kontoret hvor han fik slik, og en lang snak med en lærer han er fortrolig med. Læreren på skolen har foreslået at han kommer med i en sorggruppe, hvilket jeg har sagt ja til.

Egentlig er jeg rigtig ked af at han ikke vil tale om det her hjemme, men på den anden side tror jeg også det er godt for ham at tale med nogen som ikke er direkte relateret til hans mormor.

Så er jeg også kommet til at tænke på om vi overreagerer, der er jo børn der mister deres forældre, som selvfølgelig har det endnu værre, og de har da mere "ret" til at være med i en sorggruppe, end min søn har? Der er jo massere af børn der mister deres bedsteforældre, så det er jo ikke noget helt specielt  eller hvad?

Anonym skriver:

Jeg har tidligere skrevet indlægget "Døende mor" - indlægget handler i bund og grund om at min mor er meget kræft syg, og kun får smertestillende og ingen anden behandling - kort sagt har hun altså kun ganske kort tid igen at leve i.

Min søn på 7 år er meget stærkt knyttet til hende, der har altid været et helt særligt bånd i mellem de to.

Han ved at hun snart skal dø, og han er ulykkelig...

Den anden dag sad han lige så stille, og jeg kunne se at han var ked af det, og jeg spurgte lidt ind til hvad han var ked af osv., men desværre reagerede han ved at blive vred, tørrer tårerne bort og sige "jeg er ikke ked af det, jeg er ikke ked af det".

I skolen var han den anden dag pludselig blevet væk, en lærer havde fundet ham grædende på en øde gang - her fortalte han til læreren at han var ked af det fordi hans elskede mormor skal dø. Der blev heldigvis taget godt af ham, han kom med på kontoret hvor han fik slik, og en lang snak med en lærer han er fortrolig med. Læreren på skolen har foreslået at han kommer med i en sorggruppe, hvilket jeg har sagt ja til.

Egentlig er jeg rigtig ked af at han ikke vil tale om det her hjemme, men på den anden side tror jeg også det er godt for ham at tale med nogen som ikke er direkte relateret til hans mormor.

Så er jeg også kommet til at tænke på om vi overreagerer, der er jo børn der mister deres forældre, som selvfølgelig har det endnu værre, og de har da mere "ret" til at være med i en sorggruppe, end min søn har? Der er jo massere af børn der mister deres bedsteforældre, så det er jo ikke noget helt specielt  eller hvad?

ingen har mere ret end andre til at være i en sorggruppe, og vurderes det at din søn har behov for det, så skal han endelig have lov.. det kan være en meget stor ting at miste bedsteforældre, ofr nogen børn er de faktisk tættere med dem end de er med deres forældre (jeg siger ikke det er sådan ved jer, men ved nogen)

uanset hvad så kan man ikke sætte en definition på hvordan det er tilladt at sørge, og din søn er tydeligvis meget præget af at hans mormor skal dø, og derfor skal han have lov til at være med i en sorggruppe på lige fod med andre børn som mister nogen tæt på.. Som du også skrev, så har de to et helt særligt bånd, og det skal han nu til at leve videre uden om ganske kort tid..

jeg ysnes det er en god ting at skolen foreslog dette, på den måde får han hjælp til at håndtere hans sorg, og han finder ud af at det er helt legalt at græde ind imellem og han får lov at sætte ord på de ting han tænker på, og han kan hjælpes på en helt anden måde end i kan hjælpe ham på..

åh din stakkels dreng.

undervurder aldrig hvor meget tabet af et andet menneske kan betyde. mine drenge mistede deres farmor og farfar indenfor få måneder. det er nu snart 2 år siden, og min ene søn sørger stadig. han var knap 6 år da først farmor og senere farfar døde. det tog utroligt hårdt på ham. han snakker stadig meget om dem, og kan stadig blive ked af det, og savne dem.

så hvis i kan finde en sorggruppe som din søn kan være en del af, så synes jeg bestemt i skal give ham lov til det.

Lone

Jeg har tidligere skrevet indlægget "Døende mor" - indlægget handler i bund og grund om at min mor er meget kræft syg, og kun får smertestillende og ingen anden behandling - kort sagt har hun altså kun ganske kort tid igen at leve i.

Min søn på 7 år er meget stærkt knyttet til hende, der har altid været et helt særligt bånd i mellem de to.

Han ved at hun snart skal dø, og han er ulykkelig...

Den anden dag sad han lige så stille, og jeg kunne se at han var ked af det, og jeg spurgte lidt ind til hvad han var ked af osv., men desværre reagerede han ved at blive vred, tørrer tårerne bort og sige "jeg er ikke ked af det, jeg er ikke ked af det".

I skolen var han den anden dag pludselig blevet væk, en lærer havde fundet ham grædende på en øde gang - her fortalte han til læreren at han var ked af det fordi hans elskede mormor skal dø. Der blev heldigvis taget godt af ham, han kom med på kontoret hvor han fik slik, og en lang snak med en lærer han er fortrolig med. Læreren på skolen har foreslået at han kommer med i en sorggruppe, hvilket jeg har sagt ja til.

Egentlig er jeg rigtig ked af at han ikke vil tale om det her hjemme, men på den anden side tror jeg også det er godt for ham at tale med nogen som ikke er direkte relateret til hans mormor.

Så er jeg også kommet til at tænke på om vi overreagerer, der er jo børn der mister deres forældre, som selvfølgelig har det endnu værre, og de har da mere "ret" til at være med i en sorggruppe, end min søn har? Der er jo massere af børn der mister deres bedsteforældre, så det er jo ikke noget helt specielt  eller hvad?

selvfølgelig har din søn lov til at være i en sorggruppe!

mht hvorfor han ikke siger noget derhjemme, kan det så tænkes at han prøver at beskytte dig? for mor er jo også ked af det? måske du også selv kan snakke med ham om at det er helt ok at være ked af det, at du også er ked af det, men at du passer på ham og meget gerne vil tale med ham om hans følelser

ta imod hjælp! det KAN udvikle sig senere i livet, hvis ikke der bliver gjort noget for en dreng som er så ked..

Mine bedste forældre døde hhv i 1996 farfar, 1998 mormor og 2004 morfar og jeg kan love dig for det var hårdt.. Og det er det stadigvæk.. Jeg var 6, 8 og 14 da de døde og efter min farfars død kom jeg ret hurtigt til nogle samtaler med en børnepsykolog, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme at de begge skulle dø + mine forældres sorg.. Det var jo een fra hver side, så først var min mor ked af det i lang tid, så gik det godt og vupti så var min far ked af det.. det skabte også en underlig stemning i vores hjem, kan jeg huske.. Jeg havde/har ingen søskende, så der var ikke rigtig nogen allieret, som IKKE var forældre... Mine kusiner og fætre snakked jeg ikke fortroligt med på daværende tidspunkt. Så som sagt. ta imof hjælpen, det vil virkelig være en god ting for sin søn..

til slut..  til dig, det er ikke rimelig at miste sin mor i så tidlig en alder.. 

og jeg ved så ik hvorfor der er billeder med (kan I slet dem en eller anden moderator?)

Kære anonym!
Sorg er sorg, og for den der oplever sorgen er det uden betydning hvilken relation der er, sorgen er lige virkelig og lige "vigtig", uanset tilknytning.
Derfor har din søn lige så meget ret til at være med i en sorggruppe, som alle andre. 
Det er godt hvis han kan komme med i sådan en gruppe, vi har selv haft det tæt på her i huset, da mine ungers far døde for 4 år siden, og der gav det min mellemste umådeligt meget at kunne tale med andre i samme situation.
Nu er din søn meget ung, og det er sjældent man oplever, at børn så unge reagerer så voldsomt på tab af et familiemedlem.

Jeg var selv 7 år da min elskede morfar døde, men jeg oplevede det ikke som en decideret sorg, ikke som jeg husker det, mere som et savn, der bagefter dukkede op fra tid til anden.
Min den yngste var 10 da hans far døde, og også han reagerede, som børn gør flest, ja han var ked af det, men også forundret og lidt distancerende til det hele.
Men vi kom godt igennem det, ikke mindst fordi jeg også selv tog kontakt til kræftens bekæmpelse og fik en god snak med en psykolog, som gav mig nogle gode redskaber til at håndtere børnenes sorg.
Derfor er mit råd til dig, at du selv får en snak med en psykolog fra netop Kræftens Bekæmpelse, så de kan give dig de rette værktøjer til at støtte din søn. De er kanon dygtige, og arbejder med netop de problematikker i dagligdagen, og ved helt præcist hvad din søn har brug for fra din side.

Jeg sender dig al min dybeste medfølelse...det er hårdt at miste en forældre.
Kærligst
Sussie 

Tusinde tak for alle jeres søde svar.

I har ret, han skal have bearbejdet sorgen, jeg stoler på at de på hans skole ved hvad der er bedst - de virker meget kompetente, og jeg har stor tiltro til dem.