Spiseforstyrrelse

Har længe overvejet og skrive dette indlæg, og nu prøver jeg for 10. gang tror jeg, og håber det bliver skrevet færdigt.

Har gjort mig mange overvejelser om at skulle være anonym, men tror ikke det vil hjælpe mig. Det skal ud i det åbne - offentliggøres. Først der indser jeg nok hvordan hele min verden hænger sammen.

Har endnu ikke snakket med noget om dette, Jonas, min kæreste, kommer til at læse dette når jeg har skrevet det. Hvis jeg kan nosse mig sammen til at vise ham det.

Starter fra begyndelsen, og håber at der bare er en enkelt der læser hele vejen igennem, det bliver nok lidt langt...

Da jeg var 12, blev jeg indlagt med anorexi, jeg var meget afkræftet, så afkræftet at jeg ikke kunne stå på mine ben. 163cm høj og var nede på en vægt der sagde sølle 26kg. Min krop havde næsten givet op, men nogle meget dygtige læger hjalp med at få mig på ret køl igen, det tog lang tid, men det hjalp.

Siden har jeg været igennem 3 graviditeter, den første kom der er en smuk engel ud af, Sasha, en engel der var 33 fulde uger da hun blev født. Siden er Emma og Xander kommet til verden. Og jeg har "selvfølgelig" fået en del mere på sidebenene end inden jeg blev gravid første gang hvor vægten sagde 40kg.
Nu siger den 60. Og jeg har det elendigt.

Jeg har det så elendigt at jeg ikke spiser mere, eller jo det gør jeg, men ikke nødvendigvis hver dag, og det jeg spiser kan varierer fra alt mellem 1 riskiks, til en portion aftensmad. Det er sjældent jeg spiser mere, eller andet.

Jeg er begyndt at blive besat af at få min vægt ned! Men jeg har ikke rigtig overskuddet til at få noget gjort, får jo ingen næring længere.

Jeg har fået få hentydninger om at jeg er ved at blive lidt småtyk, og for helvede hvor gør de da ondt, og i op til en uge efter undgår jeg gerne alle former for mad hvis jeg kan.

Min kæreste er træner for et floorball hold 3 aftener om ugen, så han er ikke hjemme til at kunne se dette.

Min børn får selvfølgelig det mad de har behov for - det må i endelig ikke være i tvivl om.

Jeg har flere gange overvejet om jeg skulle snakke med nogen om det, men har været bange for at gøre alvor af det. Jeg er bange for at sidde ved lægen og fortælle ham alt dette, for tænk nu hvis det ender med at jeg får frataget mine børn. Tænk nu hvis de ser mig som en elendig skod mor fordi jeg ikke spiser?! - Kan godt selv hører at det lyder mærkeligt, men det er nu en gang sådan jeg tænker.
Har ikke rigtig grund til at frygte noget, da vi ikke har været under opsyn, og der har aldrig været grund til at være under opsyn. Så burde vel egentlig ikke frygte noget, eller gør jeg?

Puha, det har været en svær omgang at skrive dette her. Og hvis du ikke kan finde hoved og hale i noget som helst kan jeg godt forstå det. Men føler det er på tide at jeg kommer ud med noget af alt dette.

Tak fordi du læste med, hvis du kom her til.

kæmpe kram til dig!! det er bare ik sjovt at have det sådan indeni..

kunne skrive en hel masse, men det korte af det lange er - ned til lægen og fortæl vedkommende om det her. For dine børns skyld, de fortjener en mor med "fred" i sjælen og et overskud... du ved det er det rigtige selv også. og nej, de tager ikke børnene fra dig 

Stéphanie skriver:

Har længe overvejet og skrive dette indlæg, og nu prøver jeg for 10. gang tror jeg, og håber det bliver skrevet færdigt.

Har gjort mig mange overvejelser om at skulle være anonym, men tror ikke det vil hjælpe mig. Det skal ud i det åbne - offentliggøres. Først der indser jeg nok hvordan hele min verden hænger sammen.

Har endnu ikke snakket med noget om dette, Jonas, min kæreste, kommer til at læse dette når jeg har skrevet det. Hvis jeg kan nosse mig sammen til at vise ham det.

Starter fra begyndelsen, og håber at der bare er en enkelt der læser hele vejen igennem, det bliver nok lidt langt...

Da jeg var 12, blev jeg indlagt med anorexi, jeg var meget afkræftet, så afkræftet at jeg ikke kunne stå på mine ben. 163cm høj og var nede på en vægt der sagde sølle 26kg. Min krop havde næsten givet op, men nogle meget dygtige læger hjalp med at få mig på ret køl igen, det tog lang tid, men det hjalp.

Siden har jeg været igennem 3 graviditeter, den første kom der er en smuk engel ud af, Sasha, en engel der var 33 fulde uger da hun blev født. Siden er Emma og Xander kommet til verden. Og jeg har "selvfølgelig" fået en del mere på sidebenene end inden jeg blev gravid første gang hvor vægten sagde 40kg.
Nu siger den 60. Og jeg har det elendigt.

Jeg har det så elendigt at jeg ikke spiser mere, eller jo det gør jeg, men ikke nødvendigvis hver dag, og det jeg spiser kan varierer fra alt mellem 1 riskiks, til en portion aftensmad. Det er sjældent jeg spiser mere, eller andet.

Jeg er begyndt at blive besat af at få min vægt ned! Men jeg har ikke rigtig overskuddet til at få noget gjort, får jo ingen næring længere.

Jeg har fået få hentydninger om at jeg er ved at blive lidt småtyk, og for helvede hvor gør de da ondt, og i op til en uge efter undgår jeg gerne alle former for mad hvis jeg kan.

Min kæreste er træner for et floorball hold 3 aftener om ugen, så han er ikke hjemme til at kunne se dette.

Min børn får selvfølgelig det mad de har behov for - det må i endelig ikke være i tvivl om.

Jeg har flere gange overvejet om jeg skulle snakke med nogen om det, men har været bange for at gøre alvor af det. Jeg er bange for at sidde ved lægen og fortælle ham alt dette, for tænk nu hvis det ender med at jeg får frataget mine børn. Tænk nu hvis de ser mig som en elendig skod mor fordi jeg ikke spiser?! - Kan godt selv hører at det lyder mærkeligt, men det er nu en gang sådan jeg tænker.
Har ikke rigtig grund til at frygte noget, da vi ikke har været under opsyn, og der har aldrig været grund til at være under opsyn. Så burde vel egentlig ikke frygte noget, eller gør jeg?

Puha, det har været en svær omgang at skrive dette her. Og hvis du ikke kan finde hoved og hale i noget som helst kan jeg godt forstå det. Men føler det er på tide at jeg kommer ud med noget af alt dette.

Tak fordi du læste med, hvis du kom her til.

jeg ved ikke ret meget om anoraksi, men først vil jeg give dig et lille kram og fortælle dig at jeg synes du er sej. at du tør stå frem, at du vælger at være ærlig overfor dig selv. om det så havde taget 50 forsøg, det er stadig flot.

Derefter vil jeg sige, find venligst noget meget hårdt og hamre dem i knolden med som siger du er tyk fordi du har taget på.. dén slags siger man da ikke en gang til mennesker som ikke har været igennem det du har, men for dig kan jeg godt sætte mig ind i at det må have været som et slag med en våd klud.

Men jeg synes du skal opsøge din læge og få en snak om det hele, jeg er tæt på 1000 % sikker på at hverken han/hun eller andre vil tage dine børn fra dig, men blot hjælpe dig til at komme op på rette kurs.

Vidunderligeunger skriver:

kæmpe kram til dig!! det er bare ik sjovt at have det sådan indeni..

kunne skrive en hel masse, men det korte af det lange er - ned til lægen og fortæl vedkommende om det her. For dine børns skyld, de fortjener en mor med "fred" i sjælen og et overskud... du ved det er det rigtige selv også. og nej, de tager ikke børnene fra dig 

Mange tak.

Nej det er bestemt ikke sjovt, nærmere et rent helvede.
Ja jeg ved godt jeg skal afsted, men der er virkelig langt fra tanke til handling lige nu

Kan kun anbefale dig at søge hjælp. For din egen skyld, og ikke mindst for dine børns. Det er muligt de får den mad de har brug for, men de ser deres mors adfærd - og det påvirker dem. Nogen børn reagerer ved at kopiere deres mors adfærd. Du signalerer at mad ikke er godt, og det kan skabe børn som selv udvikler et unaturligt forhold til mad. Du signalerer også at du ikke er glad for din krop, og du signalerer at det ikke accepteres at være andet end tynd.

Så søg hjælp - og hvis du ikke vil forbi din læge, kan det også gøres ved at du selv opsøger en god terapeut.

- og ja, jeg har selv været spiseforstyrret, men er efter mange års kamp heldigvis 100% rask.

jydeinden skriver:

jeg ved ikke ret meget om anoraksi, men først vil jeg give dig et lille kram og fortælle dig at jeg synes du er sej. at du tør stå frem, at du vælger at være ærlig overfor dig selv. om det så havde taget 50 forsøg, det er stadig flot.

Derefter vil jeg sige, find venligst noget meget hårdt og hamre dem i knolden med som siger du er tyk fordi du har taget på.. dén slags siger man da ikke en gang til mennesker som ikke har været igennem det du har, men for dig kan jeg godt sætte mig ind i at det må have været som et slag med en våd klud.

Men jeg synes du skal opsøge din læge og få en snak om det hele, jeg er tæt på 1000 % sikker på at hverken han/hun eller andre vil tage dine børn fra dig, men blot hjælpe dig til at komme op på rette kurs.

Mange tak, det er sødt af dig!

Jeg vil også gerne en tur til lægen, men det kræver enormt meget at komme fra tanke til handling.

Prøver ihærdigt, men er god til at finde på undskyldninger...

Stéphanie skriver:

Mange tak, det er sødt af dig!

Jeg vil også gerne en tur til lægen, men det kræver enormt meget at komme fra tanke til handling.

Prøver ihærdigt, men er god til at finde på undskyldninger...

hvis du viser din kæreste dette indlæg, ville det så ikke være en mulighed for dig eller ham at tage hinanden i hånden og så støtte hinanden igennem det forløb?

Stéphanie skriver:

Har længe overvejet og skrive dette indlæg, og nu prøver jeg for 10. gang tror jeg, og håber det bliver skrevet færdigt.

Har gjort mig mange overvejelser om at skulle være anonym, men tror ikke det vil hjælpe mig. Det skal ud i det åbne - offentliggøres. Først der indser jeg nok hvordan hele min verden hænger sammen.

Har endnu ikke snakket med noget om dette, Jonas, min kæreste, kommer til at læse dette når jeg har skrevet det. Hvis jeg kan nosse mig sammen til at vise ham det.

Starter fra begyndelsen, og håber at der bare er en enkelt der læser hele vejen igennem, det bliver nok lidt langt...

Da jeg var 12, blev jeg indlagt med anorexi, jeg var meget afkræftet, så afkræftet at jeg ikke kunne stå på mine ben. 163cm høj og var nede på en vægt der sagde sølle 26kg. Min krop havde næsten givet op, men nogle meget dygtige læger hjalp med at få mig på ret køl igen, det tog lang tid, men det hjalp.

Siden har jeg været igennem 3 graviditeter, den første kom der er en smuk engel ud af, Sasha, en engel der var 33 fulde uger da hun blev født. Siden er Emma og Xander kommet til verden. Og jeg har "selvfølgelig" fået en del mere på sidebenene end inden jeg blev gravid første gang hvor vægten sagde 40kg.
Nu siger den 60. Og jeg har det elendigt.

Jeg har det så elendigt at jeg ikke spiser mere, eller jo det gør jeg, men ikke nødvendigvis hver dag, og det jeg spiser kan varierer fra alt mellem 1 riskiks, til en portion aftensmad. Det er sjældent jeg spiser mere, eller andet.

Jeg er begyndt at blive besat af at få min vægt ned! Men jeg har ikke rigtig overskuddet til at få noget gjort, får jo ingen næring længere.

Jeg har fået få hentydninger om at jeg er ved at blive lidt småtyk, og for helvede hvor gør de da ondt, og i op til en uge efter undgår jeg gerne alle former for mad hvis jeg kan.

Min kæreste er træner for et floorball hold 3 aftener om ugen, så han er ikke hjemme til at kunne se dette.

Min børn får selvfølgelig det mad de har behov for - det må i endelig ikke være i tvivl om.

Jeg har flere gange overvejet om jeg skulle snakke med nogen om det, men har været bange for at gøre alvor af det. Jeg er bange for at sidde ved lægen og fortælle ham alt dette, for tænk nu hvis det ender med at jeg får frataget mine børn. Tænk nu hvis de ser mig som en elendig skod mor fordi jeg ikke spiser?! - Kan godt selv hører at det lyder mærkeligt, men det er nu en gang sådan jeg tænker.
Har ikke rigtig grund til at frygte noget, da vi ikke har været under opsyn, og der har aldrig været grund til at være under opsyn. Så burde vel egentlig ikke frygte noget, eller gør jeg?

Puha, det har været en svær omgang at skrive dette her. Og hvis du ikke kan finde hoved og hale i noget som helst kan jeg godt forstå det. Men føler det er på tide at jeg kommer ud med noget af alt dette.

Tak fordi du læste med, hvis du kom her til.

Kæmpe

Det er så svært, med følelser, tanker og bekymringer..

Det er stærkt at be om hjælp, det beviser at man endnu har kontrol over sig selv!

Har selv været der, før mine graviditeter, og nu hvor jeg for alvor har sat gang i vægttabet kan jeg godt mærke at det kan være strengt og svært at styre.