År 2012 har på ingen måde budt på noget godt. I juli 2012 fik min morfar på knap 72 år konstateret lungekræft og jeg tænkte: Så....... nu kan det virkelig ikke blive værre
Jeg har måtte tro så meget om igen
Torsdag d. 6. september 2012 omkring kl. 10.45 dukkede politiet op hjemme hos min mor imens min 22 årig lillebror og jeg var der. Fra det ene øjeblik efter det andet var jeg fanget i den største psykisk smerte der slet ikke kan beskrives
De havde fundet min højelsket
far død i hans hjem
Min verden brød sammen og jeg græd som pisket
Det ser ud til, at han har fået et hjertestop hjemme i hans sofa inden han skulle på arbejde. Han havde lavet kaffe, tændt for teksttv og tændt en smøg da det skete
Han nåede kun at blive 59 år
Vi fik ringet til de nærmeste familie/venner og så sad vi som stenet hjemme hos min mor. Omkring kl. 14 ankom min 25 årig lillesøster og så stod hun, min lillebror og jeg og omfavnede hinanden og græd. Jeg tog kort tid efter hjem og hentede
ungerne og så hjem i kort tid inden vi blev hentet af deres oldemor og blev kørt ud til min mor igen. Omkring kl. 17 tog min lillesøster, lillebror, mor og jeg til Hobro hvor vi skulle ind til bedemanden og ordne alt det praktiske. Synes tiden derinde var uendelig lang. Alt det der skulle tages stilling til så kort tid efter vi havde fået beskeden - ja til sidst irriterede det mig, så jeg var millimeter fra, at sige hun bare kunne skrive noget på
Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, men lysten var der virkelig.
Vi fik bedemanden til, at ringe til kapellet om hvornår vi kunne komme og se ham. Det kunne vi heldigvis med det samme, så vi kørte direkte derop bagefter. Det var godt nok med svedige hænder og bankende hjerte da vi trådte ind. På en måde havde jeg ikke lyst, men vidste at jeg ville fortryde hvis jeg ikke gjorde det. Portøren fortalt hvordan han lå, så vi ikke fik et andet billed inde i hovedet og viste os så ind i et lille rum.
Vi gik hen til ham, kiggede på ham og så omfavnede min søster og jeg hinanden og græd som pisket og det samme gjorde min mor og lillebror
Han så heldigvis ikke ud til, at ha lidt. Han så ganske fredfyldt ud i ansigtet. Gudskelov. Vi stod derinde i et stykke tid. Så aede jeg ham let på kinden, fortalte ham hvor meget jeg elskede ham, ønskede ham en god rejse til hvor han nu skulle hen og at han skulle stå klar til at tage imod mig når det en dag bliver min tur <3 Men det var svært at mærke hans kind. Han var så kold
Jeg vidste det jo egentlig godt inden, men det forskrækkede mig alligevel lidt. Og samtidig svært når man sådan håbede han ville åbne sine øjne. Man ved jo godt, at han ikke gør det, men seriøst... man ventede bare på det
I bilen på vej hjem til min mor var der ikke rigtig nogen af os der sagde noget. Vi kunne ikke rigtig. Og det blev ikke til meget søvn den nat.
I går - dagen efter min fars dødsdag var det så min fødselsdag. 28 år. Men skal ærligt indrømme, at jeg var total ligeglad. Hold op hvor har det været svært at miste min
far så tæt på en mærkedag. Mine fødselsdage fremover vil aldrig blive det samme igen. Jeg har aldrig gået op i mine fødselsdage, og nu skal jeg ærligt indrømme, at det bliver hårdt fremover når vi nærmer os. Jeg ved godt det bliver bedre med tiden, men ligenu ser det bare virkelig sort ud.
