Kæresten er periodevis depressiv

Håber på lidt hjælp herinde...

Min kæreste gennem knap 6 år, har altid periodevis været depressiv. Oftest i forbindelse med vinterperioder, perioderne har været forholdsvis korte og milde...

Mendet sidste prs tid er perioders blevet hyppigere og "værre". Minkæreste startede op som selvstændiguformel et halvt pr siden Ig det tærer voldsomt på både ham og vores forhold - der nærmest ikke er eksisterende mere - men sagen er den... Når min kæreste har sine gode perioder eengang fantastisk, sjov og dejlig. I hans meredepressive perioder er alt ligegyldigt: hans egen eksistens osv. Han er ligeglad - hvilket er hans møde at kunne kapere det på, ved at lukke fuldstændig ned. Vi har sammen en datter på knap 2 år, han kan heldigvis godt træke sig selv op til at være far for hende og hun er hans lyspunkt selv når han har det værst. Her er hun det eneste der gør ham glad...

jeg har det enormt hårdt og synes det er møghamrende svært at stå på sidelinjen i de perioder, hvor han har det skidt. Jeg har for det første svært ved at sætte mig ind i hans ligegyldighed, selvom jeg ved det er et forsvar, går det mig på. Jeg har ikke megen forståelse for hans situation og kan ikke se mig selv blive hængende i etforhold, hvor jeg er overflødig og skal være overbærende konstant. Leve i et forhold hvor det altid er mig der skal hive os op, komme med energien og stå ved hans side imens jegfuldstænding forsømmes på alle måder.

Jeg ved godt det er egoistisk af mig, men det er nu engang sådan jeg har set Jeg har også brug for at mærke kærligheden og føle mig værdsat fremfor hele tiden, at skulle bidrage med envejs følelser...

Jeg vil dels høre om der er andre der er samlevere med en depressiv person og hvordan I takler det/har lært at leve med der? - hvis det er muligt!

Jeg har også en mand, der lever med depression. Hans er ikke vekslende, men har været svær i to år og først nu er han på vej fremad. Det har IKKE været let og jeg kan genkende hvert et ord, du skriver.
Samtidig er jeg psykiatrisk sygeplejerske, har depressive patienter i hænderne hver dag, og er ansat i en pårørenderådgivningsfunktion, så mit liv har kredset utrolig meget om den forbandede sygdom i mange år efterhånden.
Jeg vil gerne dele mine erfaringer med dig, men ikke i en tråd af hensyn til min kæreste. Du kan skrive til mig.

Du er også velkommen til at skrive privat til mig. Jeg bor sammen med min kæreste som og så lider af periodevis depression...

Jeg har ingen gode råd, men hold op det lyder hårdt. til dig.

Anonym skriver:

Håber på lidt hjælp herinde...

Min kæreste gennem knap 6 år, har altid periodevis været depressiv. Oftest i forbindelse med vinterperioder, perioderne har været forholdsvis korte og milde...

Mendet sidste prs tid er perioders blevet hyppigere og "værre". Minkæreste startede op som selvstændiguformel et halvt pr siden Ig det tærer voldsomt på både ham og vores forhold - der nærmest ikke er eksisterende mere - men sagen er den... Når min kæreste har sine gode perioder eengang fantastisk, sjov og dejlig. I hans meredepressive perioder er alt ligegyldigt: hans egen eksistens osv. Han er ligeglad - hvilket er hans møde at kunne kapere det på, ved at lukke fuldstændig ned. Vi har sammen en datter på knap 2 år, han kan heldigvis godt træke sig selv op til at være far for hende og hun er hans lyspunkt selv når han har det værst. Her er hun det eneste der gør ham glad...

jeg har det enormt hårdt og synes det er møghamrende svært at stå på sidelinjen i de perioder, hvor han har det skidt. Jeg har for det første svært ved at sætte mig ind i hans ligegyldighed, selvom jeg ved det er et forsvar, går det mig på. Jeg har ikke megen forståelse for hans situation og kan ikke se mig selv blive hængende i etforhold, hvor jeg er overflødig og skal være overbærende konstant. Leve i et forhold hvor det altid er mig der skal hive os op, komme med energien og stå ved hans side imens jegfuldstænding forsømmes på alle måder.

Jeg ved godt det er egoistisk af mig, men det er nu engang sådan jeg har set Jeg har også brug for at mærke kærligheden og føle mig værdsat fremfor hele tiden, at skulle bidrage med envejs følelser...

Jeg vil dels høre om der er andre der er samlevere med en depressiv person og hvordan I takler det/har lært at leve med der? - hvis det er muligt!

Stort kram herfra - det må være rigtigt hårdt at leve i et parforhold, hvor man skal give så meget.

Har ikke nogle råd - men er sikker på, at de andre herinde vil kunne hjælpe dig.

Kram

Du kan bare skrive, jeg lever også med en kæreste der er periodevis depressiv...
Det startede i sammenhæng med at huset blev sat tilsalg og det skulle færdigrenoveres. Han blev stresset, stoppede med at spise, og tabte sig næsten 10kg.
Jeg har gennem den periode hjulpet ham alt hvad jeg kunne, men han skubbede mig væk og lukkede af, så jeg kunne stå på sidelinjen, se ham blive værre, tage sine receptpligtige depressionspiller, lave aftensmad til ham, og ellers bare snakke med ham når han havde brug for det.
Da det var overstået, billederne blev taget og skiltet sat op, ændrede det sig drastisk for en kort periode. Han blev glad, positiv, fyldt med energi og overskud. Det holdt ca. 14 dage, og så faldt han hen i elendighed igen, ved tanken om at han nu intet havde at foretage sig, hvor hver aften førhen stod på renovering af hus.
Nu er der gået godt og vel 2mdr, og det bliver langsomt bedre og bedre.

Han har dog stadig sine dage hvor jeg egentlig bare kan rende ham, hvor han fortæller mig at jeg skal finde en anden osv i den dur...

Men hold ud! Du faldt for ham af kærlighed til den person han er, og depressionen er noget der overtager og gemmer den person væk som du faldt for. Han er stadig derinde...
Tænk hvis det var modsat og det var dig der havde det svært... Ville du så ikke også ønske at han ville stå der for dig og stadig elske dig og hjælpe dig igennem?
Snak med ham om det, det hjalp os

Babytrold123 skriver:

Du kan bare skrive, jeg lever også med en kæreste der er periodevis depressiv...
Det startede i sammenhæng med at huset blev sat tilsalg og det skulle færdigrenoveres. Han blev stresset, stoppede med at spise, og tabte sig næsten 10kg.
Jeg har gennem den periode hjulpet ham alt hvad jeg kunne, men han skubbede mig væk og lukkede af, så jeg kunne stå på sidelinjen, se ham blive værre, tage sine receptpligtige depressionspiller, lave aftensmad til ham, og ellers bare snakke med ham når han havde brug for det.
Da det var overstået, billederne blev taget og skiltet sat op, ændrede det sig drastisk for en kort periode. Han blev glad, positiv, fyldt med energi og overskud. Det holdt ca. 14 dage, og så faldt han hen i elendighed igen, ved tanken om at han nu intet havde at foretage sig, hvor hver aften førhen stod på renovering af hus.
Nu er der gået godt og vel 2mdr, og det bliver langsomt bedre og bedre.

Han har dog stadig sine dage hvor jeg egentlig bare kan rende ham, hvor han fortæller mig at jeg skal finde en anden osv i den dur...

Men hold ud! Du faldt for ham af kærlighed til den person han er, og depressionen er noget der overtager og gemmer den person væk som du faldt for. Han er stadig derinde...
Tænk hvis det var modsat og det var dig der havde det svært... Ville du så ikke også ønske at han ville stå der for dig og stadig elske dig og hjælpe dig igennem?
Snak med ham om det, det hjalp os

Det er også det vi har gjort indtil nu-snakket sammen...

Jeg er efterhånden trænet i, at skelne mellem hvornår depressionen snakker for min kæreste... Det er desværre baresådan denne gang, at han har lukket fuldstændig i. Isoleret sig fuldstændig fra omverdenen. Kort og godt, jeg kan ikke nå ind til ham som jeg plejer at kunne.

Det gør bare så forbandet ondt, at se ham have det sådan

MorDk skriver:

Du er også velkommen til at skrive privat til mig. Jeg bor sammen med min kæreste som og så lider af periodevis depression...

Tak Skriver til dig når jeg har lidt bedre tid

Kindfed skriver:

Jeg har også en mand, der lever med depression. Hans er ikke vekslende, men har været svær i to år og først nu er han på vej fremad. Det har IKKE været let og jeg kan genkende hvert et ord, du skriver.
Samtidig er jeg psykiatrisk sygeplejerske, har depressive patienter i hænderne hver dag, og er ansat i en pårørenderådgivningsfunktion, så mit liv har kredset utrolig meget om den forbandede sygdom i mange år efterhånden.
Jeg vil gerne dele mine erfaringer med dig, men ikke i en tråd af hensyn til min kæreste. Du kan skrive til mig.

Tak det ville være dejligt du hører fra mig

Tak for jeres respons  

Håber at blive lidt klogere på det hele!