Når parforholdet stinker...

Og alle følelser koger over...!!
Føler ikke vores forhold holder, vi spiller mod hinanden i stedet for med hinanden, jeg hader vores morgener hvor jeg føler jeg er enlig mor, fordi han bare sover, og jeg bruger flere resourcer på at vække ham end vores barn!
Jeg hader hans måde at blive gal på, kaste med alting og skræmmer mig og vores barn.
Jeg elsker ham, jeg elsker hans måde at deltage i de daglige pligter, når først han er oppe, jeg elsker hans leg med vores barn, jeg elsker at se ham synge godnatsang og putte med vores barn.
Jeg elsker at han er far til vores kommende barn.
Jeg elsker når vi kysser/putter/ hr sex/spiller noget sammen/ ser film sammen.

Men for helvede hvor er det svært!!
Føler jeg kæmper hele tiden, føler vi har det godt, for at føle vi har det af helvede til, elsker babyen i maven, men samtidig tænker jeg "vil jeg evt. være enlig mor til 2??"
Er det egoistisk at sætte et barn mere til verden, hvis mor og fr ikke bor sammen??
ABORT?!
Nej nej nej nej elsker den lille bitte i min mave (uge 7).

Åhh hvor er det hele bare noget LORT nogen gange!!!
Skulle bare lige ud med mine følelser og tanker, og se det hele på skrift selv, både positivt og negativt.

Stikker lige mig selv en masse og skruer ned for hormonniveauet

Du for lige en masser herfra. Kender nogle af jeres problemer, desværre og vi flytter fra hinanden her til den første.

Husk nu det med hormonerne, de er onde og får det værste frem i een.
Og så husk hvor dejligt det er at være en familie, når I ikke er pressede, husk ar der kommer et liv, hvor du ikke er gravid og der ikke er nogen der vågner hele tiden, og husk så: at de færreste mænd oprigtigt synes det er fedt med bleer, hormoner, maver, babymad over det hele, manglende nattesøvn, tøjvask und so weiter.
Jeg synes sku da heller ikke at lort og bræk er specielt interessant, men tilgengæld gider min mand tage begge børn med i svømmehaller, og ud at se fodbold og ud at cykle en tur og den slags ting der gør, at jeg får min egen tid.

Mener bare: livet ændrer sig hele tiden. I vil ikke altid være i babyland. Husk det, inden du smider manden ud.

Klematis skriver:

Husk nu det med hormonerne, de er onde og får det værste frem i een.
Og så husk hvor dejligt det er at være en familie, når I ikke er pressede, husk ar der kommer et liv, hvor du ikke er gravid og der ikke er nogen der vågner hele tiden, og husk så: at de færreste mænd oprigtigt synes det er fedt med bleer, hormoner, maver, babymad over det hele, manglende nattesøvn, tøjvask und so weiter.
Jeg synes sku da heller ikke at lort og bræk er specielt interessant, men tilgengæld gider min mand tage begge børn med i svømmehaller, og ud at se fodbold og ud at cykle en tur og den slags ting der gør, at jeg får min egen tid.

Mener bare: livet ændrer sig hele tiden. I vil ikke altid være i babyland. Husk det, inden du smider manden ud.

Puha... Husk at han faktisk er en dejlig far, som du beskriver.. Det er så super svært at holde et forhold kørende og der kan bare være SÅ mange forskellige ting der kører ind over som gør at han virker helt uduelig lige nu... Penge, plads, spekulationer omkring jobbet og ikke mindst hormoner... Selvom du tænker at du ikke tænker på det til hverdag, så lægger alle de ting i din underbevidsthed og drøøøner derudaf med 180 i timen...

Det lyder som du kan skrive en masse positive ting... Og det som der er negativt, kan i jo heldigvis snakke om.. Hvorfor reagerer han så voldsomt med at smide med ting osv? Få ham til at forstå at han faktisk gør dig bange og utryg, forklar ham at du ikke vil have dit barn skal vokse op i sådan et miljø.. De tænker meget mere over tingene end vi lige går og tror, men de skal selvfølgelig også have at vide hvad vi gerne vil have lavet om før de kan gøre noget ved det!

 

Kæmpe  til dig!!