Hvad havde du gjort? (begravelse)

Hej.

Sagen er den, at min mands fætter døde igår. Han har kæmpet mod kræften de sidste 3 år, og igår døde han så.
Der kommer så en begravelse, men kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg har mødt manden én gang før, og det samme med hele hans familie. Har aldrig snakket med dem eller noget. Min mand har ikke rigtig haft noget forhold til den del af familien de år jeg har været inde i hans liv (3 år). Jeg har det meget svært med begravelser. Får det fysisk dårlig bare af tanken - får klodsved og er ved at kaste op og besvime. Kan slet ikke styre mine følelser, og jeg ved, at hvis jeg tager med, vil jeg komme til at sidde og vræle, til trods for at jeg aldrig har snakket med ham der er død før. Min mand siger, at han er ligeglad med om jeg tager med, men han tror at hans forældre vil synes det er mærkeligt, hvis ikke jeg gør det. Han siger at de nok ser anderledes på det, nu vi er gift (men vi er altså kun 20 og 23).
I mit hoved er en begravelse meget meget personlig, og ville synes det var meget mærkeligt, at jeg tog med, når nu jeg slet ikke kender den del af familien.
Hvad tænker I? Og hvad havde I gjort?

Anonym skriver:

Hej.

Sagen er den, at min mands fætter døde igår. Han har kæmpet mod kræften de sidste 3 år, og igår døde han så.
Der kommer så en begravelse, men kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg har mødt manden én gang før, og det samme med hele hans familie. Har aldrig snakket med dem eller noget. Min mand har ikke rigtig haft noget forhold til den del af familien de år jeg har været inde i hans liv (3 år). Jeg har det meget svært med begravelser. Får det fysisk dårlig bare af tanken - får klodsved og er ved at kaste op og besvime. Kan slet ikke styre mine følelser, og jeg ved, at hvis jeg tager med, vil jeg komme til at sidde og vræle, til trods for at jeg aldrig har snakket med ham der er død før. Min mand siger, at han er ligeglad med om jeg tager med, men han tror at hans forældre vil synes det er mærkeligt, hvis ikke jeg gør det. Han siger at de nok ser anderledes på det, nu vi er gift (men vi er altså kun 20 og 23).
I mit hoved er en begravelse meget meget personlig, og ville synes det var meget mærkeligt, at jeg tog med, når nu jeg slet ikke kender den del af familien.
Hvad tænker I? Og hvad havde I gjort?

Jeg var nok taget med, nok bare i respekt for familien (den del af familien som du ikke har mødt).

Men kan godt forstå din frustration, har det også svært ved begravelser!

Håber du finder den rette løsning.  Det gør mig ondt med din mands fætter.

Anonym skriver:

Hej.

Sagen er den, at min mands fætter døde igår. Han har kæmpet mod kræften de sidste 3 år, og igår døde han så.
Der kommer så en begravelse, men kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg har mødt manden én gang før, og det samme med hele hans familie. Har aldrig snakket med dem eller noget. Min mand har ikke rigtig haft noget forhold til den del af familien de år jeg har været inde i hans liv (3 år). Jeg har det meget svært med begravelser. Får det fysisk dårlig bare af tanken - får klodsved og er ved at kaste op og besvime. Kan slet ikke styre mine følelser, og jeg ved, at hvis jeg tager med, vil jeg komme til at sidde og vræle, til trods for at jeg aldrig har snakket med ham der er død før. Min mand siger, at han er ligeglad med om jeg tager med, men han tror at hans forældre vil synes det er mærkeligt, hvis ikke jeg gør det. Han siger at de nok ser anderledes på det, nu vi er gift (men vi er altså kun 20 og 23).
I mit hoved er en begravelse meget meget personlig, og ville synes det var meget mærkeligt, at jeg tog med, når nu jeg slet ikke kender den del af familien.
Hvad tænker I? Og hvad havde I gjort?

Jeg var taget afsted for kærestens skyld! Det kan godt være, at han siger han er ligeglad, men er du 100% på at han er det og bare ikke vil udsætte dig for en begravelse?

Begravelser er frygtelige, og jeg græder også som pisket, men jeg tager afsted alligevel! Min exkærestes far døde for godt et år siden, og jeg har inderligt fortrudt, at jeg ikke tog med, men det kan ikke gøres om bagefter!

Men måske l skulle snakke med din kærestes forældre om det, hvis du har det så skidt med det?

Anonym skriver:

Hej.

Sagen er den, at min mands fætter døde igår. Han har kæmpet mod kræften de sidste 3 år, og igår døde han så.
Der kommer så en begravelse, men kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg har mødt manden én gang før, og det samme med hele hans familie. Har aldrig snakket med dem eller noget. Min mand har ikke rigtig haft noget forhold til den del af familien de år jeg har været inde i hans liv (3 år). Jeg har det meget svært med begravelser. Får det fysisk dårlig bare af tanken - får klodsved og er ved at kaste op og besvime. Kan slet ikke styre mine følelser, og jeg ved, at hvis jeg tager med, vil jeg komme til at sidde og vræle, til trods for at jeg aldrig har snakket med ham der er død før. Min mand siger, at han er ligeglad med om jeg tager med, men han tror at hans forældre vil synes det er mærkeligt, hvis ikke jeg gør det. Han siger at de nok ser anderledes på det, nu vi er gift (men vi er altså kun 20 og 23).
I mit hoved er en begravelse meget meget personlig, og ville synes det var meget mærkeligt, at jeg tog med, når nu jeg slet ikke kender den del af familien.
Hvad tænker I? Og hvad havde I gjort?

Jeg tuder når jeg ser andre tude...

Jeg havde heller ikke det støreste forhold til min mands bedsteforældre, men hylte fordi svigermor stod foran mig og græd.

Tog også med til min venindes fars begravelse, selvom jeg ikke rigtig havde set eller snakket med ham, og hylte da de sang kim larsen, om lidt blir der stille.

Det er jo okay, for det er jo en sørgelig dag. om man har mødt personen eller ej

Hej, jeg synes du skal tage med - uanset om du så kommer til at stortude eller ej. Min mands far døde for et par uger siden og jeg kender heller ikke resten af familien (det er en helt anden historie). Jeg ved godt der er forskel på om der er din mands fætter eller om det var hans far, men det ændrer ikke på at din mand kan have brug for dig - og generelt er det bare et dårligt signal at sende at blive væk fra en begravelse på et så tyndt grundlag (ja, undskyld, men det synes jeg det er).

Jeg håber du tager afsted for din mands skyld - og for at støtte op om familien, for uanset om I ses eller ej, så er det nu din familie, da du har giftet dig ind i det.

jeg var 110% taget med for at støtte min kæreste ingen har jo sagt du skal med ind og se den døde men bare du er med betyder virkelig meget

Jeg havde været sammen med min kæreste i knap 2 mdr da hans søster døde. Jeg havde også kun mødt hende 1 gang. Jeg tog med til begravelsen for at støtte min kæreste. Jeg sad også sammen med ham og resten af familien på hendes dødsleje.

Jeg gjorde det fordi jeg kunne mærke min kæreste havde brug for det, selvom han sagde jeg selv måtte vælge.

Mit råd: lyt til dig selv og læg mærke til din kærestes signaler når i taler om det. Inderst inde kan det være han ønsker at du tager med.

Anonym skriver:

Hej.

Sagen er den, at min mands fætter døde igår. Han har kæmpet mod kræften de sidste 3 år, og igår døde han så.
Der kommer så en begravelse, men kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg har mødt manden én gang før, og det samme med hele hans familie. Har aldrig snakket med dem eller noget. Min mand har ikke rigtig haft noget forhold til den del af familien de år jeg har været inde i hans liv (3 år). Jeg har det meget svært med begravelser. Får det fysisk dårlig bare af tanken - får klodsved og er ved at kaste op og besvime. Kan slet ikke styre mine følelser, og jeg ved, at hvis jeg tager med, vil jeg komme til at sidde og vræle, til trods for at jeg aldrig har snakket med ham der er død før. Min mand siger, at han er ligeglad med om jeg tager med, men han tror at hans forældre vil synes det er mærkeligt, hvis ikke jeg gør det. Han siger at de nok ser anderledes på det, nu vi er gift (men vi er altså kun 20 og 23).
I mit hoved er en begravelse meget meget personlig, og ville synes det var meget mærkeligt, at jeg tog med, når nu jeg slet ikke kender den del af familien.
Hvad tænker I? Og hvad havde I gjort?

jeg kondolerer.

Som en anden skriver, ville det være en go' ide at snakke med din mand og evt. hans forældre om det

Når det så er sagt, var jeg ikke med til min kærestes morfars og farmors begravelse - dels fordi jeg skulle arbejde, og dels fordi jeg kun havde mødt dem én gang. Og det havde min kæreste det ok med.
Jeg synes at begravelse er en personlig begivenhed, og hvis man ingen relation til den afdøde har, bør man ikke tage med - medmindre man er der for at støtte.

Men hvis din mand siger ok, så snak lige også med dine svigerforældre, for at holde din sti ren. De skulle nødigt kigge skævt til dig, på grund af, at du ikke kommer

Anonym skriver:

Hej.

Sagen er den, at min mands fætter døde igår. Han har kæmpet mod kræften de sidste 3 år, og igår døde han så.
Der kommer så en begravelse, men kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg har mødt manden én gang før, og det samme med hele hans familie. Har aldrig snakket med dem eller noget. Min mand har ikke rigtig haft noget forhold til den del af familien de år jeg har været inde i hans liv (3 år). Jeg har det meget svært med begravelser. Får det fysisk dårlig bare af tanken - får klodsved og er ved at kaste op og besvime. Kan slet ikke styre mine følelser, og jeg ved, at hvis jeg tager med, vil jeg komme til at sidde og vræle, til trods for at jeg aldrig har snakket med ham der er død før. Min mand siger, at han er ligeglad med om jeg tager med, men han tror at hans forældre vil synes det er mærkeligt, hvis ikke jeg gør det. Han siger at de nok ser anderledes på det, nu vi er gift (men vi er altså kun 20 og 23).
I mit hoved er en begravelse meget meget personlig, og ville synes det var meget mærkeligt, at jeg tog med, når nu jeg slet ikke kender den del af familien.
Hvad tænker I? Og hvad havde I gjort?

Var taget med 

Tak for jeres svar

Jeg tager lige en snak med manden igen, og muligvis svigerforældrene.