Jeg er normalt ikke typen, som fortæller andre at det går dårligt på hjemme fronten. Men nu bliver jeg nødt til det, inden jeg ender med at gå ned..
Nååhh men jeg er blevet enormt træt af kæresten. Synes han er en idiot, og havde vi ikke haft vores søn, var jeg skredet.
I længere tid har det gået dårligt herhjemme, men vi har været "gode til" at lægge en facade på. For vi ønsker jo den fantastiske kerne familie. Men for en måned tid siden , tog jeg snakken med ham.
I starten ku' han slet ikke se hvad jeg brokkede mig for. ( laver jo inter andet end at brokke mig, mener han 
) men til sidst ku han egenligt godt se, at vi kører hinanden "psykisk ned" altså vi er bare ikke gode for hinanden. -- vi aftalte så , at vi villw give forholdet en god chance, for vi elsker jo stadig hinanden.
Han kritisete mig hver dag. Siger jeg er sløv ( jeg laver ALT herhjemmr) siger jeg ik gær noget for ar få et job.. Jeg er oftes tip samtaler, men bliver til sidst afvist , fordi jeg har min søn på et år.. Normalt ville jeg sige " jaja " men efter min graviditet er jeg blevet følsom. Har brug for bekræftelse. Og det gar jeg konfronteret ham med. Og alligevel kører han mig ned..
Nu sKal jeg opereres i min arm, og er rigtig nervøs. Min kærer veninde tager med, også for at se hvordan jeg har det efter narkosen. Det jo ret vigtigt at man ikke er alene efter.. 
Msnden er lige starter nyt job, sp kan drrfor ikke være der..
Men jeg går så ind i stuen til kæreste , og fortæller jeg faktisk er rigtig bange, ( håbe på et kys og et jeg ved det kommer til at gå.
Men næ nej " åhhhh forhelvee. Så tag dig dog sammen. De laver det indgreb hele tiden. Så slap nu af ��������������������
Nu ligger jeg her og tænker ( hvad pokker bilder han sig ind,) tror faktisk snart jeg skrider.. Det er somom han er ligeglad med mig..
Sådan der snakker man da ik, og slet ik til barnets mor. ��
Har følelsen i kroppen af, at min kærlighed er ved at gå til had��
Vil hellere stoppe, mens legen det er god.
Tak hvis i læste med 
det lettede lidt på mig
