Her er lige lidt input: 
Forfatter: Jesper Juul
Forældre er forskellige. Nogle indstiller sig på at tage imod de ustrukturerede og spontane gaver, børn giver deres forældre. Andre forsøger at strukturere tingene mere, bl.a. ved at give børnene pligter. Hvis man bekender sig til det sidste, er det en god ide med mellemrum at spørge sig selv, om det er børn eller serviceorganer, man ønsker sig.
Når vi taler om børn og pligter, må vi som en begyndelse gøre os tre ting klart:
1) For hvis skyld skal børn have pligter?
2) Er der tale om pligter eller om opgaver?
3) Ingen mennesker trives i det lange løb med kun at modtage fra fællesskabet
”ÅH, VI LEGER LIGE SÅ GODT!”
I takt med, at arbejdsliv og familieliv er blevet mere og mere adskilt, har mange forældre fået den ide, at det er vigtigt for barnets udvikling, at det får nogle pligter derhjemme. Begrundelse: At det er godt og sundt for barnet.
Hvis vi ser på alt, hvad vi ved om barnets udvikling fra 3-4 års alderen til 13-14 års alderen og om barnets evne og vilje til at samarbejde, er der imidlertid intet der tyder på, at denne påstand skulle være sand. Tværtimod ved vi, at det bedste, børn kan foretage sig for at trives og udvikle sig, er at lege så meget som muligt. Ikke alene fremmer legen senere indlæringsprocesser, den ruster tilmed barnet, så det kan klare livets mere alvorlige sider.
At børn skal have mulighed for at lege, betyder ikke, at de ikke skal udføre arbejde hjemme; men det er min erfaring, at jo færre pligter børn har, jo mere hjælpsomme bliver de. Hvis man er af den overbevisning, at det er vigtigt, at børn også under 13-14 års alderen har visse pligter på hjemmefronten, kan man i første omgang se på, hvor mange konflikter dette synspunkt fører til mellem børn og voksne.
Hvis der ikke er konflikt om temaet, er der i og for sig ikke nogen grund til at lave om på tingene. Hvis der derimod, som det ofte er tilfældet, er en del konflikt omkring barnets pligter, er der god grund til at tage sin holdning til dette tema op til revision. Der er en udbredt tendens til, at mange pligter giver mange konflikter.
”VI HAVDE EN AFTALE!”
Mange af disse konflikter opstår, fordi forældrene glemmer at tage hensyn til barnets udvikling og formåen. F.eks. glemmer vi, at børn op til 9-10 års alderen ikke har et særligt veludviklet fremtidsperspektiv. Hvis et barn siger ja til at vaske op 3 gange om ugen, tænker det ikke over, at aftalen også gælder om 3 eller 4 uger eller år.
Barnets villighed til at samarbejde kommer snart i konflikt med dets manglende fremtidsperspektiv. Hvor forældrene for deres indre øje ser en årskalender med livet delt op i timer, uger og måneder, ser barnet et ”her og nu”.
”Vi havde en aftale, og du var selv med til at bestemme”, lyder det bebrejdende fra forældrene.
Vi udtrykker os, som om aftalen var lavet på lige fod mellem lige partnere, hvilket langt fra er tilfældet. Børn siger ja af samme grund, som når ægtefæller i forelskelsens rus udbryder: ”Jeg vil altid elske dig”. Et udsagn, der ikke skal betragtes som et løfte eller en kontrakt, men derimod som en spontan kærlighedserklæring, der udtrykker, hvor intenst kærligheden føles netop i dette øjeblik.
