Jeg har mistet kærligheden til ham

Helt ærlig! Havde skrevet et mega langt indlæg, og så genstartede min pc uden varsel inden jeg fik trykket send

Nå men står virkelig med skægget i postkassen eller hva man siger... er mor til en på knap et år og (ny)gravid med vores nummer 2 barn.. og faren og jeg er sammen... lyder som en drømmesituation, men jeg er bange for jeg ikke elsker ham længere. hvorfor valgte vi så at få dette barn nr 2? der ligger selvfølgelig en masse historie bag og en god periode, så har ikk brug for at blive dunket i hovedet.

vi har haft mange mange mange kriser i vores forhold. de har faktisk altid når jeg tænker tilbage været hans skyld. og det er ikke benægtelse, for jeg har masser af selvindsigt det mangler absolut ikke. i starten havde han problemer med sin vrede.. han kunne flippe skråt og råbe og skrige over ting som var HANS skyld. det fik han til sidst arbejdet med og de der deciderede flip sker ikke længere.

da vi fik vores barn viste han sig som den ultimative egoist. jeg stod med ALT selv. alt det huslige og så på samme tid dette skrigende vidunder som aldrig holdt med at græde. han tilbød aldrig at tage over, at tage vores barn, lave mad eller noget som helst. det var bare mig mig mig hele tiden!! jeg fik aldrig lov at sove længe og havde snakken med ham cirka en milliard gange uden ændring, og til sidst gik jeg så fra ham... da var vores barn 8 mdr. han svor han ville ændre sig hvis jeg gav ham sidste chance og det gjorde jeg så.

og han HAR ændret sig. altså den må jeg alligevel gi ham. han hjælper til, jeg får lov at sove længe med jævne mellemrum og han tager mere initiativ.. men jeg tror jeg har indset det er for sent. al den tid han svigtede mig og vores barn, og viste at hans tv var vigtigere end os, det har bare brudt min kærlighed til ham helt ned hvor jeg ikk engang kan finde en smule af den under gulvtæppet.

jeg kan mærke jeg ikke er lykkelig. jeg er irriteret hver dag. alle de små ting pisser mig af - han kan aldrig komme ud af døren til tiden når vi skal sammen og går ud fra det er MIg der gør vores barn klar. han er en idiot i trafikken og bliver pissesur hvis jeg påpeger at han godt liiiiige må sætte farten ned eller holde afstand til forandkørende...
han misforstår konsekvent ALT hvad jeg siger og alt er tilsyneladende min skyld! fx kan han slet ikke HA hvis man kommer til a vælte et glas vand. den anden aften da jeg var gået i seng, hørte jeg så han væltede et glas vand inde i stuen og så hører jeg ham komme gående ude i gangen og mumle at "det fandme også er utroligt hun skal stillle den der og se nu hvad der skete" - Wauw! Klapsalve! Lykkes ham at gøre det til MIN skyld at HAN væltede sit glas. Idiot. den anden morgen blev han gal, fordi jeg havde kommet til at smide de strømper han havde taget frem til vask. så bare glem alt om jeg lige ALENE have ryddet grundigt op i hele lejligheden, gjort sygt meget rent (endda pudset vinduerne), nej de der sokker var åbenbart dråben!

vi snerrer af hinanden konstant synes jeg. Og vi har INTET sexliv. Jeg gider ikke have sex med ham. jeg har ikke lyst. jeg er for frustreret over alle de problemer han har trukket ind i vores liv, det svigt han har udsat jeg og vores barn for og den dårlige stemning han bringer til vores hverdag..

hvad skal jeg gøre? er jo for helved gravid! jeg kan nå at få en abort, men det har jeg det IKKE godt med!!! Vi så hjerteslag for 1½ uge siden, og kan ikke gøre det mod det lille levende foster. men hvad så? skal jeg så være alenemor til 2 under 2 år??? er studerende så hvordan klarer jeg lige det? og jeg har termin op mod eksamen hvilket er helt fint for det var meningen at han så skulle aflaste de dage jeg skulle skrive opgave, men nu går det da helt galt så.

synes bare ikke vores børn skal vokse op i sådan et negativt hjem. jeg voksede op med forældre der snerrede af hinanden foran mig og det har påvirket mig ekstremt negativt

Anonym skriver:

Helt ærlig! Havde skrevet et mega langt indlæg, og så genstartede min pc uden varsel inden jeg fik trykket send

Nå men står virkelig med skægget i postkassen eller hva man siger... er mor til en på knap et år og (ny)gravid med vores nummer 2 barn.. og faren og jeg er sammen... lyder som en drømmesituation, men jeg er bange for jeg ikke elsker ham længere. hvorfor valgte vi så at få dette barn nr 2? der ligger selvfølgelig en masse historie bag og en god periode, så har ikk brug for at blive dunket i hovedet.

vi har haft mange mange mange kriser i vores forhold. de har faktisk altid når jeg tænker tilbage været hans skyld. og det er ikke benægtelse, for jeg har masser af selvindsigt det mangler absolut ikke. i starten havde han problemer med sin vrede.. han kunne flippe skråt og råbe og skrige over ting som var HANS skyld. det fik han til sidst arbejdet med og de der deciderede flip sker ikke længere.

da vi fik vores barn viste han sig som den ultimative egoist. jeg stod med ALT selv. alt det huslige og så på samme tid dette skrigende vidunder som aldrig holdt med at græde. han tilbød aldrig at tage over, at tage vores barn, lave mad eller noget som helst. det var bare mig mig mig hele tiden!! jeg fik aldrig lov at sove længe og havde snakken med ham cirka en milliard gange uden ændring, og til sidst gik jeg så fra ham... da var vores barn 8 mdr. han svor han ville ændre sig hvis jeg gav ham sidste chance og det gjorde jeg så.

og han HAR ændret sig. altså den må jeg alligevel gi ham. han hjælper til, jeg får lov at sove længe med jævne mellemrum og han tager mere initiativ.. men jeg tror jeg har indset det er for sent. al den tid han svigtede mig og vores barn, og viste at hans tv var vigtigere end os, det har bare brudt min kærlighed til ham helt ned hvor jeg ikk engang kan finde en smule af den under gulvtæppet.

jeg kan mærke jeg ikke er lykkelig. jeg er irriteret hver dag. alle de små ting pisser mig af - han kan aldrig komme ud af døren til tiden når vi skal sammen og går ud fra det er MIg der gør vores barn klar. han er en idiot i trafikken og bliver pissesur hvis jeg påpeger at han godt liiiiige må sætte farten ned eller holde afstand til forandkørende...
han misforstår konsekvent ALT hvad jeg siger og alt er tilsyneladende min skyld! fx kan han slet ikke HA hvis man kommer til a vælte et glas vand. den anden aften da jeg var gået i seng, hørte jeg så han væltede et glas vand inde i stuen og så hører jeg ham komme gående ude i gangen og mumle at "det fandme også er utroligt hun skal stillle den der og se nu hvad der skete" - Wauw! Klapsalve! Lykkes ham at gøre det til MIN skyld at HAN væltede sit glas. Idiot. den anden morgen blev han gal, fordi jeg havde kommet til at smide de strømper han havde taget frem til vask. så bare glem alt om jeg lige ALENE have ryddet grundigt op i hele lejligheden, gjort sygt meget rent (endda pudset vinduerne), nej de der sokker var åbenbart dråben!

vi snerrer af hinanden konstant synes jeg. Og vi har INTET sexliv. Jeg gider ikke have sex med ham. jeg har ikke lyst. jeg er for frustreret over alle de problemer han har trukket ind i vores liv, det svigt han har udsat jeg og vores barn for og den dårlige stemning han bringer til vores hverdag..

hvad skal jeg gøre? er jo for helved gravid! jeg kan nå at få en abort, men det har jeg det IKKE godt med!!! Vi så hjerteslag for 1½ uge siden, og kan ikke gøre det mod det lille levende foster. men hvad så? skal jeg så være alenemor til 2 under 2 år??? er studerende så hvordan klarer jeg lige det? og jeg har termin op mod eksamen hvilket er helt fint for det var meningen at han så skulle aflaste de dage jeg skulle skrive opgave, men nu går det da helt galt så.

synes bare ikke vores børn skal vokse op i sådan et negativt hjem. jeg voksede op med forældre der snerrede af hinanden foran mig og det har påvirket mig ekstremt negativt

Jeg kan nikke genkendende til mange af de ting du skriver. Og det er ikke sjovt!

Men nogle siger, at har man elsket en person, så kan man elske igen. Man skal bare finde de ting, man faldt for ved personen. Jeg tror dog, at kærligheden kan være så nedbrudt, at man helt har mistet lysten til at kæmpe mere for den. Kampen kan føles som en uendelig kamp, man alligevel ikke kan vinde.

Hvad med, om du gik i tænkeboks i en uge? Og virkelig mærkede efter inderst inde i dig selv? For hvis du vil gå fra ham, så er det ikke sikkert, at du vil beholde barnet?

Jeg ved ikke præcist hvad jeg ville gøre i din situation. Men er ret sikker på, at det ville hedde noget med, at jeg gik min vej, og tog mit barn med. Baby i maven må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke ved hvad jeg ville stille op med. Jeg går ud fra, at baby i maven er lavet i drømmen og kernefamilie.

Jeg kan hilse og sige, at jeg kender en med to mindre børn, der læser til jordemoder Det handler bare om planlægning

 

MEN - kunne det være hormonerne, der spiller et puds? Eller frygten for at stå alene igen med en nyfødt, et barn og en mand, at tage sig af, helt selv?

undskyld jeg er så direkte. Men jeg havde gået fra ham... kan godt forstå du holder op med at elske ham når han er sådan. Om ikke andet for jeres barn og kommende barns skyld. Når et forhold udarter sig til at "du har væltet et vandglas" og han kan bliver sur over det .. må han virkelig ikke elske dig og være lykkelig. Det er da ligenu i skulle have det helt fantastisk med et barn på et, og en kommende søster eller bror på vej. Det lyder til at han er meget egoistisk og tænder hurtigt af, det er noget af det værste hvis man skal have en baby. Jeg tager hatten a for dig hvis du ikke vælger en abort. Det gjorde jeg for 3år siden, og nu venter jeg mig med verdens dejligeste mand. min x og jeg havde et lignende forhold til sidst og jeg er ikke i tvivl om at jeg tog det rigtige valg dengang.. selvom jeg kan blive ked af og til over det. Men synes du skal lytte til dit hjerte, og måske ikke fokusere så meget på din situation med at du er studerende.. du kan jo få hjælp til at komme ovenpå selv. 

Du har taget konsekvensen før og er gået fra ham. Han lovede at ændre sig og gjorde det også i en periode. Nu er I så på vej i den forkerte retning igen.
Desværre tror jeg ikke på at han kan ændre sig i det lange løb.

Jeg tror du er bedre tjent alene. Og du kan sagtens klare en tilværelse som enlig mor med 2 små børn. Jeg gjorde det selv da mine var små. Der er 2 år imellem dem og jeg var 23. Det gik fint.

Du er jo ikke glad... Har du nogensinde hørt sætningen: Hvis man er i tvivl er man faktisk aldrig rigtig i tvivl.

Håber du finder en løsning