Hmm ja, hvordan skal jeg forklare det her, uden det lyder dumt, for det ved jeg jo godt det er.
Men jeg datede en fyr for en 3 års tid siden. Lang tid siden nu!! Jeg kan af diverse årsager ikke forklare hele sagens detaljer, men håber i vil svare alligevel. Vi blev hurtigt ret forelskede, men han var en meget stor gentleman. Han kyssede mig ikke før 3. date, fordi han mente det seriøst og ville gå langsomt frem. Og var altid utrolig kærlig og respektfuld overfor mig. Vi endte hurtigt i et slags forhold, selvom vi ikke havde sat ord på det. Jeg var dybt forelsket i ham, og han var forelsket i mig. Jeg glædede mig til at komme hjem til ham efter arbejde, hver gang vi sås..
Men så forlod han mig. Samme dag som han havde sagt hvor vild han var med mig - sagde han ikke kunne magte at forklare mig hvorfor.. Og jeg overnattede og tog hjem næste morgen. Vi skulle ses igen - som venner. Men fra da af ignorerede ham mig, og jeg fik aldrig en forklaring på hvorfor.
Jeg ved han fandt sammen med sin x-kæreste igen, og jeg har forståelse for, at gamle følelser kan blusse op igen, og at man bare MÅ reagere på dem. Så jeg bebrejder ham ikke for at finde sammen med hende igen - men jeg bebrejder ham for aldrig at have givet mig forklaring og tid til at komme videre på en ordentlig måde, når vi havde det sammen, som vi havde. Jeg var ekstremt ensom på det tidspunkt i mit liv - det vidste han godt. Jeg havde det rigtig svært, og det han gjorde sendte mig ud i en svær depression. Det var det endelig skub, for nu havde jeg endelig fundet en, som behandlede mig så godt, og som jeg kunne tale med alle de svære ting om. Og så røvrendte ham mig bare SÅ grusomt og voldsomt trods han vidste hvordan jeg havde det! Og jeg forstår ikke hvorfor, for han var SLET ikke dén type. Han var så sød og som sagt gentleman..
Jeg fik arbejdet mig ud af min depression med meget hårdt arbejde, og i dag har jeg en ny kæreste og barn, og vi arbejder på nummer 2. Men jeg kan bare mærke jeg aldrig rigtig er kommet videre - Jeg føler mig stadig såret og har svært ved at ligge det ekstreme svigt det var, bag mig. Jeg tænker på det med jævne mellemrum, selvom det egentlig kan være ligegyldigt nu, for jeg har jo fået et fantastisk liv uden ham. Men jeg mangler forklaring.. Jeg mangler et undskyld for at han ødelagde mig som han gjorde, en forklaring på hvordan han på dén måde kunne finde på at svigte mig, når jeg havde det så svært. Han kunne bare have sagt, at han ikke kunne tale med mig grundet sit forhold, eller hvad grunden nu var. Bare ET eller andet og et undskyld. Men jeg fik intet...
Og i nat drømte jeg så om ham. Jeg drømte han opsøgte mig og sagde, at jeg havde to valg: Han kunne give mig forklaringen på det hele, men så kunne han aldrig tale med mig igen. Eller han kunne lade være at forklare mig det, men så til gengæld være i mit liv og tale med mig. Og jeg har bare haft det så skidt hele dagen, fordi det vækkede tankerne og følelserne omkring det hele op igen, samt en underlig følelse af, at jeg faktisk savner ham utrolig meget. Ikke som kæreste, slet ikke sådan. Men som ven. Fordi han var så fantastisk et menneske og støtte, og så skred han bare uden en eneste forklaring. Jeg føler mig uafklaret og ked af det..
Hvordan kommer jeg videre og ligger det bag mig for alvor? har forsøgt at sige til mig selv at shit happens, og jeg må videre, men det var bare så voldsom en oplevelse, at jeg ikke rigtig kan glemme det..
Anmeld
