Kronisk dårlig samvittighed

Er jeg den eneste der er indehaver af kronisk dårlig samvittighed?
Og er min mand og jeg de eneste der til tider spørger os selv og hinanden, om vi er gode nok forældre?
Vires tvillinge drenge har alt ; mangler intet. De har en stor familie som alle elsker dem meget højt og de er især tæt knyttet til mine forældre (altså deres bedsteforældre)
Jeg er pædagog og arbejder i en vuggestue og er så heldig aldrig at have længere arbejdsdage end til kl 16.30
Min mand arbejder 12 timers vagter og har derfor også meget "frihed". Så børnene er meget sammen med os, når vi har fri.
Børnene går i dagpleje, som de er meget glade for begge to.
Alle siger, at vi har harmoniske og glade børn, og vores dagplejer siger, at man kan se på vores børn, at de har det godt.
Alligevel synes jeg, at jeg til tider plages af dårlig samvittighed! Er jeg virkelig den eneste???

Tror jeg absolut ikke du er..
tror uanset hvad man gør, og for fortalt af andre, vil man altid have i baghovedet om man nu også er god nok som forældre

Sådan tror jeg vi alle har det engang i mellem og vil sige det er helt normalt.
Det er jo bare tegn på at man er opmærksom på sine børn..
Så selvom det er svært, så smid de tanker i baghovdet og nyd dine guldklumper..

Kh Pia.

Kender det mest i denne sammenhæng:

Hvis de (især den mindste) har lavet noget lort, som en dag hvor hun havde fået fat i en melpose og det var ud over det hele. Så får jeg dårlig samvittigehed over at irettesætte hende/dem for jeg kunne jo bare have været mere opmærksom, så var det sikkert ikke sket. Men synes også hun på en ordentlig måde skal have at vide at det er forkert det hun har gjort.

Nu går jeg hjemme og bruger meget tid på pc, for at få tiden til at gå og nogen gange får jeg den ikke lige sluppet selv om jeg har hentet hende fra dagplejen, for hun er god til at aktivere sig selv, men så sker de små upsere hvor det i bund og grund er min egen fejl.

KHS skriver:

Er jeg den eneste der er indehaver af kronisk dårlig samvittighed?
Og er min mand og jeg de eneste der til tider spørger os selv og hinanden, om vi er gode nok forældre?
Vires tvillinge drenge har alt ; mangler intet. De har en stor familie som alle elsker dem meget højt og de er især tæt knyttet til mine forældre (altså deres bedsteforældre)
Jeg er pædagog og arbejder i en vuggestue og er så heldig aldrig at have længere arbejdsdage end til kl 16.30
Min mand arbejder 12 timers vagter og har derfor også meget "frihed". Så børnene er meget sammen med os, når vi har fri.
Børnene går i dagpleje, som de er meget glade for begge to.
Alle siger, at vi har harmoniske og glade børn, og vores dagplejer siger, at man kan se på vores børn, at de har det godt.
Alligevel synes jeg, at jeg til tider plages af dårlig samvittighed! Er jeg virkelig den eneste???

Vil ik sige jeg har kronisk dårlig samvittighed, men jeg er da ret så hurtig ud af døren fra jobbet for at sku hente mine piger i inst - ofte dog bare for at blive mødt af sure miner, der hellere ville ha leget videre ;-)

Her bruger vi også stort set alt arbejdsfri tid som familie tid, og arbejder jeg længe eller noget er mormor og morfar dem der henter og hygger med pigerne, og dem som passer dem når de er syge. Jeg tror i er nød til at lægge den kroniske dårlige samvittighed fra jer og nøjes med at ha en samvittighed hvilke jeg mener at så tænker I da over hvordan I har det og vil gøre det, men ik behøver at ha det dårligt over det - er det helt hen i skoven ?? ;-)

Kh Camilla der har sit livs første barn syge dag i dag...