At være skilt og folks reaktion

Hej.

Jeg mødte her til morgen en, jeg kendte, da jeg var teenager, dvs jeg har ikke set hende i måske 15 år (er snart 30), så der er naturligvis sket en masse, siden vi sidst sås.

Hun spurgte, hvor mange børn jeg har, og om jeg var gift. Jeg svarede, at det har jeg været, men ikke er det mere, og hun reagerede ved at sige noget á la det var da træls og synd osv.
Jeg sagde, at jeg havde det fint med det, og at sådan går det bare nogle gange, men hun blev ved med at have det medlidende blik i øjnene, og jeg kunne slet ikke få fortalt, at jeg faktisk har været gift to gange og har børn med to forskellige mænd, da hun fik mig til at føle mig dårligt tilpas med at være skilt.

Det er ikke første gang, jeg oplever denne reaktion, og jeg hader, at andre kan få mig til at føle mig flov over at have to fædre til mine børn.

Oplever I andre også dette, og i så fald er der nogen af jer, der har nogle gode svar/fif til, når man står i situationen ikke at lade dem få jer til at føle sådan.
Jeg har det virkelig fint med at være alene.
Selvfølgelig var det ikke min barndomsdrøm at være fraskilt x2 og have børn med to forskellige mænd, men det er nu en gang sådan, mit liv er, og jeg går ikke og græder over det, og jeg ønsker heller ikke medlidenhed fra andre over, hvordan mit liv har udviklet sig.

Der er mulighed for at svare anonymt, hvis der er andre, der også står med disse følelser/oplevelser og vil fortælle om det.

Knus

tror det er en meget normal reaktion... da der er mange der går (bevist eller ubevist) med et billed af kernefamilien som det perfekte... og alle der så ikke har det er det synd for...

og det er jo så især synd for dig fordi du har haft det, men har "mistet" det...

tror det er rigtig svært at ændre folks tankegang på den måde... selvom det jo ikke er fair at du skal føle dig som en "stakkel" når du bliver spurgt til hjemme fronten...

men hoved sagen er vel at dig og dine to børn har det godt og det går jeg ik ud fra i havde i de ægteskaber du er kommet ud af...

sys faktisk det er mere synd for dem der bliver i et dårligt forhold fordi de ikke tør blive den "stakkel" der er alene...

Kay skriver:

tror det er en meget normal reaktion... da der er mange der går (bevist eller ubevist) med et billed af kernefamilien som det perfekte... og alle der så ikke har det er det synd for...

og det er jo så især synd for dig fordi du har haft det, men har "mistet" det...

tror det er rigtig svært at ændre folks tankegang på den måde... selvom det jo ikke er fair at du skal føle dig som en "stakkel" når du bliver spurgt til hjemme fronten...

men hoved sagen er vel at dig og dine to børn har det godt og det går jeg ik ud fra i havde i de ægteskaber du er kommet ud af...

sys faktisk det er mere synd for dem der bliver i et dårligt forhold fordi de ikke tør blive den "stakkel" der er alene...

Du har helt sikkert ret i, at folk mener kernefamilien er det vigtigste og alt andet er "synd for personen", men jeg kan bare ikke klare den medlidenhed, de viser, da jeg intet kan bruge den til og har det godt med mine valg - og børnene lider ingen nød ved at have en enlig mor.

Jeg vil bare så gerne lade være med at være "flov" over at have to børn med forskellige fædre, da det jo ikke er noget at skamme sig over, og jeg ikke har gjort noget forkert.

Åh hvor er jeg bare træt af folks fordomme

PT skriver:

Hej.

Jeg mødte her til morgen en, jeg kendte, da jeg var teenager, dvs jeg har ikke set hende i måske 15 år (er snart 30), så der er naturligvis sket en masse, siden vi sidst sås.

Hun spurgte, hvor mange børn jeg har, og om jeg var gift. Jeg svarede, at det har jeg været, men ikke er det mere, og hun reagerede ved at sige noget á la det var da træls og synd osv.
Jeg sagde, at jeg havde det fint med det, og at sådan går det bare nogle gange, men hun blev ved med at have det medlidende blik i øjnene, og jeg kunne slet ikke få fortalt, at jeg faktisk har været gift to gange og har børn med to forskellige mænd, da hun fik mig til at føle mig dårligt tilpas med at være skilt.

Det er ikke første gang, jeg oplever denne reaktion, og jeg hader, at andre kan få mig til at føle mig flov over at have to fædre til mine børn.

Oplever I andre også dette, og i så fald er der nogen af jer, der har nogle gode svar/fif til, når man står i situationen ikke at lade dem få jer til at føle sådan.
Jeg har det virkelig fint med at være alene.
Selvfølgelig var det ikke min barndomsdrøm at være fraskilt x2 og have børn med to forskellige mænd, men det er nu en gang sådan, mit liv er, og jeg går ikke og græder over det, og jeg ønsker heller ikke medlidenhed fra andre over, hvordan mit liv har udviklet sig.

Der er mulighed for at svare anonymt, hvis der er andre, der også står med disse følelser/oplevelser og vil fortælle om det.

Knus

Åh ja, medlidenheden kender jeg alt til... Folk synes også det er "åh så synd" at jeg er ved at blive skilt, men både min eks og jeg har det jo godt med det og var enige om det. Vi ser det ikke som noget skidt, og hvem siger at man ikke stadig kan få en kernefamilie hvis det er dét man vil have?
Der er jo heller ingen der siger at en kernefamilie nødvendigvis er det eneste der fungerer

Der er nok desværre ikke så meget at gøre, jeg irriteres men prøver at ignorere medlidenheden og siger bare til folk at jeg har det godt med beslutningen; så er det jo op til dem selv om de vil tro på det eller ej.

Wimmie skriver:

Åh ja, medlidenheden kender jeg alt til... Folk synes også det er "åh så synd" at jeg er ved at blive skilt, men både min eks og jeg har det jo godt med det og var enige om det. Vi ser det ikke som noget skidt, og hvem siger at man ikke stadig kan få en kernefamilie hvis det er dét man vil have?
Der er jo heller ingen der siger at en kernefamilie nødvendigvis er det eneste der fungerer

Der er nok desværre ikke så meget at gøre, jeg irriteres men prøver at ignorere medlidenheden og siger bare til folk at jeg har det godt med beslutningen; så er det jo op til dem selv om de vil tro på det eller ej.

Helt ærligt så drømmer jeg ikke om en kernefamilie.
Selvom jeg en dag skulle møde en mand igen, så vil jeg hverken bo eller have børn med ham, og du skulle se folks reaktion på det - de bliver jo nærmest stødt over, at jeg selv fravælger den eneste rigtige måde at være familie på

Jeg skal nok bare blive bedre til at ignorere deres medlidenhed, men jeg får bare nok nogle gange

PT skriver:

Helt ærligt så drømmer jeg ikke om en kernefamilie.
Selvom jeg en dag skulle møde en mand igen, så vil jeg hverken bo eller have børn med ham, og du skulle se folks reaktion på det - de bliver jo nærmest stødt over, at jeg selv fravælger den eneste rigtige måde at være familie på

Jeg skal nok bare blive bedre til at ignorere deres medlidenhed, men jeg får bare nok nogle gange

Ja, det er lidt det samme når nogle kvinder vælger ikke at få børn, folk bliver helt forargede - som om der kun er én ting der gælder her i livet...

Wimmie skriver:

Ja, det er lidt det samme når nogle kvinder vælger ikke at få børn, folk bliver helt forargede - som om der kun er én ting der gælder her i livet...

Ja, nogle gange skulle folk lære at holde deres meninger for dem selv.

PT skriver:

Du har helt sikkert ret i, at folk mener kernefamilien er det vigtigste og alt andet er "synd for personen", men jeg kan bare ikke klare den medlidenhed, de viser, da jeg intet kan bruge den til og har det godt med mine valg - og børnene lider ingen nød ved at have en enlig mor.

Jeg vil bare så gerne lade være med at være "flov" over at have to børn med forskellige fædre, da det jo ikke er noget at skamme sig over, og jeg ikke har gjort noget forkert.

Åh hvor er jeg bare træt af folks fordomme

nej selvfølgelig har du da ik gjort noget forkert  der er jo ingen der kan se ind i fremtiden og jeg er 100% sikker på du har gjort hvad der er bedst for dig og dine børn...

op med hoved og fortæl folk at de der melidenheds blikke kan du ik bruge til en skid... for du og dine børn har det godt... og ikke alle glansbilleder er lige pæne på bagsigen

Kay skriver:

nej selvfølgelig har du da ik gjort noget forkert  der er jo ingen der kan se ind i fremtiden og jeg er 100% sikker på du har gjort hvad der er bedst for dig og dine børn...

op med hoved og fortæl folk at de der melidenheds blikke kan du ik bruge til en skid... for du og dine børn har det godt... og ikke alle glansbilleder er lige pæne på bagsigen

Det er nemlig meget svært at spå om fremtiden, og jeg er gået ind i begge ægteskaber med intentionen om at leve resten af mit liv med den mand - at det ikke blev sådan er, hvad der kan ske.

Kunne være fedt at sige sådan til folk - det må jeg øve mig i

PT skriver:

Det er nemlig meget svært at spå om fremtiden, og jeg er gået ind i begge ægteskaber med intentionen om at leve resten af mit liv med den mand - at det ikke blev sådan er, hvad der kan ske.

Kunne være fedt at sige sådan til folk - det må jeg øve mig i

tror i altfald de klapper kaje og bliver nok også lidt flove det giver dem i altfald noget at tænke over...