Talbutikken skriver:
Efter jeg mistede min datter i feb. 2011, har jeg oplevet hvor svært det er for omverden at anerkende hvilken efekt det har haft på mit live men også andre som står i samme situation som mig. På baggrund af dette skrev jeg en tale som jeg fremlage til Folkemødet 2012.. Og denne vil jeg dele med jer bruger her på baby, så i måske kan få en fornemmelse af hvad man som forældre til et død barn gennegår.
Påforhånd tak fordi du læste med!
Danmark svigter når dit barn dør
Som forældre gør vi alle os mange forstilinger om hvordan vi ville reager hvis det værste skulle ske - At vores barn skulle dø.
Men den dag døden banker på din dør, er virkeligheden en helt anden. Den sorg man tror det er; skal ganges med en milliard. Din verden går i stå og ingen kan forstå eller sætte sig ind i det medmindre de selv har oplevet det.
Mit oplæg i dag, vil tage udgangspunkt i denne parallelle verden, som nogle af os er tvunget til at leve i. Maren som ridder på vores skuldre hver eneste dag, og som aldrig giver slip.. Selv om tiden går, 20-30 og 40 år. Vi skal på ny lære at leve, lære at smile og le, uden dårlig samvittighed. Lære at leve med følgerne at den uigenkaldelige sandhed. Livet går videre, men at sorgen forbliver og savnet kun bliver større.
Vi lever i et samfund, hvor døden er tabu.. Døden er ikke noget vi snakker om, for det er ubehageligt.. Og især når vi snakker om døde børn.
Det gør at vi bruger utrolig meget energi på at opretholde en facade, Når vi igen skal ud samfundet, bliver vi nærmest bliver behandlet som spedalsk. Alle ved hvad der er sket, men ingen snakker om det efter kort tid.
Det forventes at vi er vender tilbage til vores gamle liv.. At vi er kommet videre og lagt det ubehagelige på hylden. Men hvordan kan vi lægge det på hylden.. Når alle vores håb og drømme er blevet knus og vi konstant bliver mindet om, hvad vi ikke længere har.
Ville du kære samfund kunne lægge dit barn på hylden ? Og lade som om det aldrig have eksisteret? Du kære samfund må forstå at Sorg er ikke en sygdom! Og at det ikke smitter.
Men at din reaktion på vores sorg, gør det svært for os at vende tilbage til livet, tilbage til arbejdsmarked. I lille Danmark har vi som hovedregel ret til at være syg i 52 uger. Men at være i sorg kan ikke sidestilles med sygdom, du kan ikke sætte tid på, som du feks. Kan med en brækket arm. For sorgen er forskellig for person til person. Men at være sygemeldt er det eneste sikkerheds net vi har, når vi sørger.
Nogle af os kan være klar til at vende tilbage efter kort tid, mens andre aldrig kan vende tilbage. Men sådan som du kære samfund er sammensat i dag, bliver vores procces i mange tilfælde kun skubbet længer og længer tilbage, pga. pres. Fra din side Vi skal ud på arbejdsmarked, ellers mister vi vores indtægt.. Og du kære samfund har jo gjort os afhænge af vores indtægt.. Hvis ikke vi har en indtægt, kan vi ikke betale vores regninger, ikke få mad på bordet.. Altså vi bliver skubbet indnu længer tilbage.. Af frygt for at du kommer og tager det hele fra os, fordi vi ikke er syge og du ikke acceperter vores sorg.
Hvordan kan du kære samfund forvente at vi fra den ene dag til den anden er klar! Til at vende tilbage ?
Tiden lære ikke alle sår… Lad os få den tid det tager… I stedet for at presse os… Tilbage i livet og på arbejdsmarked..
Du kære Samfund.. er med til at Gøre os syge.
Jeg ved at du kære samfund at du ville ændre mening, hvis det skete for dig!
Til sidst et par visdomsord til dig kære samfund.
En elefant til stede. Der er en elefant til stede Den er stor og klodset, så den er svær at komme udenom Vi klemmer os dog forbi med et "Hvordan går det" og "det går godt", og tusind andre former for trivielt hyggesnak. Vi taler om vejret. Vi taler om arbejde. Vi taler om alt andet, end elefanten der er til stede.
Der er en elefant til stede. Vi ved alle at den er der. Vi tænker på den, mens vi taler. Den er konstant i vores tanker. For ser du - det er en meget stor elefant. Den har såret os alle. Men vi taler ikke om elefanten der er til stede.
Åh, vil i ikke godt sige hendes navn
Åh, vil i ikke godt sige hendes navn igen.
Åh, kan vi ikke godt tale om elefanten der er til stede.
- For hvis vi taler om hendes død, kan vi måske også tale om hendes liv!
Kan jeg sige hendes navn til dig, uden at du ser væk ?
For kan jeg ikke det...
så lader du mig helt alene...
med elefanten der er til stede.
Endnu engang skriver du noget så smukt.
Jeg husker så tydeligt, at du mistede din datter, og har fulgt mange af dine oplæg siden. Dine billeder og dine ord, håber du bliver hørt, og at vi som mennesker lærer at blive bedre til at støtte hinanden, når vores nærmeste mister.
