Hej piger.
Jeg er alene med min søn på 2, som er hos sin far flere dage hver anden uge. Vi har boet alene i snart et år, og jeg har fået en ny kæreste, som det bare går supergodt med.
Vi har kendt hinanden i 15 år som fortrolige venner, men først blevet kærester nu, og kender derfor hinanden rigtig rigtig godt. Han er 29 som mig, pædagog og på alle måder en dejlig voksen mand med styr på sit liv, økonomien og sit følelsesliv - ingen skeletter i skabet. Vi har nu været kærester i to måneder.
Min søn er HELT forgabt i ham, spørger efter ham hver eneste dag når jeg henter ham i vuggestuen, og render ham i hælene herhjemme. Min kæreste forguder min søn, elsker at tumle, hygge, læse højt og deltager i de alle daglige praktiske ting, på nær bleskift, bad og putning som jeg insisterer på at gøre selv lidt endnu. Hvis min søn vågner om natten og vil ind til mig og min kæreste sover hos os, rykker kæresten ind på en madras i børneværelset så vi kan sove i dobbeltsengen som ikke er stor nok til os alle tre.
På en uge er min kæreste der nok 3-4 aftener, de andre aftener har vi "alenetid", og så kommer kæresten når den lille er puttet.
Den anden dag pegede min søn op på vores vinduer nede fra gaden og sagde "der bor mor, mig og (min kærestes navn)" og det satte nogle tanker i gang. Vi gjorde det at vi tog over og besøgte min kæreste i hans lejlighed så min søn kunne se at han bor et andet sted.
Mit spørgsmål er - hvornår er det forsvarligt at begynde at overveje at flytte sammen? Vi har hele tiden sagt at det lå langt ude i fremtiden - eller når det ikke ængere giver mening at have to huslejer.
Men hvornår er min søn så knyttet til min kæreste at han "lider" mere under at han kommer og går, end at han er der hele tiden?
Og hvordan forklarer man en toårig at der nu bor en til i hjemmet?
Kh ano