Alle de bekymringer

Hejsa de damer.

Jeg har 1000 tanker der flyver rundt i mit hoved her for tiden. Måske er der nogle der har prøvet at være i en ligende situation som har nogle råd til mig de kan/ vil dele.

Landet ligger sådan at manden og jeg er flyttet fra hinanden for ca. 6 måneder siden. Nu har vi så valgt at opsøge en parterapeut, i håbet om at hun kan hjælpe os med at finde melodien igen.

Der er så mange tanker der flyver rundt i mit hoved i den forbindelse. En del af dem omhandler selvfølgelig vores søn. Hvordan påvirker det er ham både nu her og på sigt.

Inden vi startede terapi, var han nogenlunde fast ved mig 12 dage og så 2 dage ved far. I løbet af de 12 dage ved mig, hentede far ham ca. 4 gange i vuggestuen og tog ham med hjem til mig, hvor vi så lavede mad sammen, og han gik hjem når vores dreng sov.

Vores dreng spurgte tit efter sin far når han ikke var ved os.

Nu er vi så begyndt at se hinanden lidt mere igen. Det er en nødvendighed hvis vi overhovedet skal få noget ud af den terapi vi går i. Derfor er far mere ved os, også til overnatninger. Jeg kan tydeligt se på min dreng at det påvirker ham positivt, og han bliver ikke længere meget ked når far går fx for at tage på arbejde eller andet. Det er jo nok, fordi han nu fornemmer ham kommer tilbage igen.

Men Jeg synes ikke det går super godt i vores terapi, jeg har svært ved at finde ud af hvor jeg står i det her, og om jeg skal blive ved med at kæmpe for noget jeg næsten ikke kan forestille mig hvordan skal kunne lykkes. Det er så her jeg selvfølgelig tænker på min søn. Bør jeg blive ved med at kæmpe for at få det til at lykkes, det gode forhold? Det er jo klart for en hver, at det hvis det lykkes os at skabe det vi ønsker, at det vil være de bedste opvækst vilkår for vores søn. Igen hvis det ikke lykkes og vi går hver for sig er det selvfølgelig ikke det mest optimale for ham, men det er vel bedre end vi bliver ved at kæmpe og kæmpe og ikke komme vidre?

Det jeg tænker i kan give mig nogle svar om er.

Hvordan har i kunnet mærke på jeres barn at i er gået fra hinanden, og hvor lang tid tog det før hverdagen var normaliseret med de nye forhold. Altså hvor barnet forstår at det skal skifte sted en gang i mellem, og at mor og far ikke er kærester og bor sammen.

Jeg tænker selvfølgelig meget på den dag far få en ny kæreste også. Men mindst lige så meget på om jeg nogen sinde selv får en ny kæreste, er der mon nogle der vil have en, der allerede har et barn, kommer der til at blive gjort forskel, osv.

Havde i også alle disse tanker?

+ Jeg har svært ved at forestille mig en graviditet, fødsel og spædbarnstid med en anden mand, end ham der er far til min søn. Er det naturligt fordi det er de eneste minder jeg har at forholde mig til? Eller er det et tegn på at jeg skal blive ved ham?

Lidt langt og rodet tror jeg det blem, men håber der er nogle der kan finde hoved og hale i det og evt. har nogle erfaringer at dele.

Jeg blev selv skilt fra min søns far, da vores søn var to år, og jeg kender godt alle de tanker, du går med.

Hvor længe man skal kæmpe... Tja... jeg synes du skal blive ved med at kæmpe, så længe du har bare et lille bitte håb indeni om at det kan lykkes.
Hvis du så vælger at give op, så kan du også sige til dig selv, at du HAR prøvet alt hvad du kunne.

Der er jo ingen af os, der ønsker at gøre vores børn til skilsmissebørn, men jeg synes heller ikke, at man skal blive sammen for enhver pris.
Det kan godt lade sig gøre at få det til at fungere ok som skilsmisseforældre, hvis begge er indstillet på det. Og ja, så mener jeg klart at det er bedre end en mor og far der bor sammen, uden at ville det.

Nu ved jeg ikke, hvor gammel jeres søn er. Men 2 dage ud af 14 hos sin far ville under ingen omstændigheder have været nok for min dreng. Vi startede med 4 eller 5 dage hos far, så vidt jeg husker, og han savnede sin far meget.
Vi har dog altid haft det sådan, at han kunne ringe til ham, at far kunne kigge forbi osv. Det har nok hjulpet på det.

Vi har været heldige, at han kun virkelig sjældent har været ked af det, og aldrig har haft et håb om, at vi skulle finde sammen igen. Han var to år, da vi blev skilt, og kan ikke huske, at vi har boet sammen - det har nok også gjort det nemmere for os.

Mht. at være alene... lige da jeg var blevet skilt kunne jeg heller ikke forestille mig at skulle "gøre det igen" med en anden. Det tog tid, jeg var alene i 6 år, men er nu gift og venter barn med en "ny" mand. Og det føles nøjagtig lige så rigtigt, som første gang!

Jeg har datet en masse i min singletid og jeg er ikke en eneste gang løbet ind i en, som har haft problemer med, at jeg havde et barn.

Vi har begge to nye partnere i dag, og det har ikke givet anledning til problemer. Heldigvis gik der lang tid, før vores søn blev præsenteret for ny kærester, så han havde vænnet sig til "skilsmisse-situationen" før han skulle forholde sig til de nye.
Når der har været optræk til småting har vi altid kunnet snakke sammen om, hvordan vi skulle takle det, og det har været guld værd.

Min søn har fået en "bonusstorebror" hos sin far, og det kan vist godt give lidt gnidninger derovre i forhold til om man må gøre forskel osv. Jeg må indrømme, at jeg tit har glædet mig over, at min mand ikke har noget børn.  Men det er selvfølgelig også en stor fordel pludselig at have en søskende, de er oven i købet tæt på hinanden aldersmæssigt og leger for det meste godt sammen.

Det blev lidt langt...  Håber du kan bruge noget af det. Og spørg endelig hvis der er andet, du vil vide.

Håber I finder ud af det på en god måde.

FruK skriver:

Jeg blev selv skilt fra min søns far, da vores søn var to år, og jeg kender godt alle de tanker, du går med.

Hvor længe man skal kæmpe... Tja... jeg synes du skal blive ved med at kæmpe, så længe du har bare et lille bitte håb indeni om at det kan lykkes.
Hvis du så vælger at give op, så kan du også sige til dig selv, at du HAR prøvet alt hvad du kunne.

Der er jo ingen af os, der ønsker at gøre vores børn til skilsmissebørn, men jeg synes heller ikke, at man skal blive sammen for enhver pris.
Det kan godt lade sig gøre at få det til at fungere ok som skilsmisseforældre, hvis begge er indstillet på det. Og ja, så mener jeg klart at det er bedre end en mor og far der bor sammen, uden at ville det.

Nu ved jeg ikke, hvor gammel jeres søn er. Men 2 dage ud af 14 hos sin far ville under ingen omstændigheder have været nok for min dreng. Vi startede med 4 eller 5 dage hos far, så vidt jeg husker, og han savnede sin far meget.
Vi har dog altid haft det sådan, at han kunne ringe til ham, at far kunne kigge forbi osv. Det har nok hjulpet på det.

Vi har været heldige, at han kun virkelig sjældent har været ked af det, og aldrig har haft et håb om, at vi skulle finde sammen igen. Han var to år, da vi blev skilt, og kan ikke huske, at vi har boet sammen - det har nok også gjort det nemmere for os.

Mht. at være alene... lige da jeg var blevet skilt kunne jeg heller ikke forestille mig at skulle "gøre det igen" med en anden. Det tog tid, jeg var alene i 6 år, men er nu gift og venter barn med en "ny" mand. Og det føles nøjagtig lige så rigtigt, som første gang!

Jeg har datet en masse i min singletid og jeg er ikke en eneste gang løbet ind i en, som har haft problemer med, at jeg havde et barn.

Vi har begge to nye partnere i dag, og det har ikke givet anledning til problemer. Heldigvis gik der lang tid, før vores søn blev præsenteret for ny kærester, så han havde vænnet sig til "skilsmisse-situationen" før han skulle forholde sig til de nye.
Når der har været optræk til småting har vi altid kunnet snakke sammen om, hvordan vi skulle takle det, og det har været guld værd.

Min søn har fået en "bonusstorebror" hos sin far, og det kan vist godt give lidt gnidninger derovre i forhold til om man må gøre forskel osv. Jeg må indrømme, at jeg tit har glædet mig over, at min mand ikke har noget børn.  Men det er selvfølgelig også en stor fordel pludselig at have en søskende, de er oven i købet tæt på hinanden aldersmæssigt og leger for det meste godt sammen.

Det blev lidt langt...  Håber du kan bruge noget af det. Og spørg endelig hvis der er andet, du vil vide.

Håber I finder ud af det på en god måde.

Først tusind tak for dit svar, der er rigtig meget i jeg kan bruge.

Vores søn er 19 måneder nu, men kun 11 måneder da vi flyttede fra hinanden.

Det der beroliger mig mest er, at du siger, at det føles lige så rigtigt med den nye graviditet som med den første. Det er bare så svært at foestille sig.

Jeg tror heller ikke at hver anden weekende sammen med far er nok for min søn. Så har overvejet en 5/9 eller 4/ 10, men hvordan gjorde i? var det alle dagene ved far ud i et, eller var de delt over 2 gange fx?

Jeg er sikker på vi nok skal få et fornuftigt samarbejde omkring vores søn, og jeg vil heller ikke have noget i mod, at han fx. kom her en gang i mellem for at se ham, selv om at ikke var "hans dag". Ingen af os har trådt hinanden over tærerne og der er derfor ingen had mellem os. Det er jo som såadn dejligt på mange punkter, men en gang i mellem ville jeg alligevel ønske, at han bare havde været mig utro, så ville det være så meget nemmere at tage beslutningen om, at det ikke skulle være os mere.

Jeg tænker ofte på, om jeg hænger for meget i drømmen om kernefamilien, i stedet for at se realiteterne som de er.

Jeg har altid drømt om at få flere børn, og jeg kan mærke det begynder at trække i mig igen nu hvor han er 1½. Jeg har aldrig forestille mig at der skulle være mere end 3 år i mellem dem, men hvis jeg vælger at afslutte det er forhold, kan der jo gå maaaaange år endnu, før det igen kan blive aktuelt med endnu et barn. Det kan jeg mærke er en af grundende til at jeg ikke kan give slip, og sige, at vi ikke har mere at kæmpe for. For hvis det nu lykkes, så ville der måske ikke gå så længe igen før det kunne komme på tale.

Uhh hvor er det altså svært det her

trunte24 skriver:

Først tusind tak for dit svar, der er rigtig meget i jeg kan bruge.

Vores søn er 19 måneder nu, men kun 11 måneder da vi flyttede fra hinanden.

Det der beroliger mig mest er, at du siger, at det føles lige så rigtigt med den nye graviditet som med den første. Det er bare så svært at foestille sig.

Jeg tror heller ikke at hver anden weekende sammen med far er nok for min søn. Så har overvejet en 5/9 eller 4/ 10, men hvordan gjorde i? var det alle dagene ved far ud i et, eller var de delt over 2 gange fx?

Jeg er sikker på vi nok skal få et fornuftigt samarbejde omkring vores søn, og jeg vil heller ikke have noget i mod, at han fx. kom her en gang i mellem for at se ham, selv om at ikke var "hans dag". Ingen af os har trådt hinanden over tærerne og der er derfor ingen had mellem os. Det er jo som såadn dejligt på mange punkter, men en gang i mellem ville jeg alligevel ønske, at han bare havde været mig utro, så ville det være så meget nemmere at tage beslutningen om, at det ikke skulle være os mere.

Jeg tænker ofte på, om jeg hænger for meget i drømmen om kernefamilien, i stedet for at se realiteterne som de er.

Jeg har altid drømt om at få flere børn, og jeg kan mærke det begynder at trække i mig igen nu hvor han er 1½. Jeg har aldrig forestille mig at der skulle være mere end 3 år i mellem dem, men hvis jeg vælger at afslutte det er forhold, kan der jo gå maaaaange år endnu, før det igen kan blive aktuelt med endnu et barn. Det kan jeg mærke er en af grundende til at jeg ikke kan give slip, og sige, at vi ikke har mere at kæmpe for. For hvis det nu lykkes, så ville der måske ikke gå så længe igen før det kunne komme på tale.

Uhh hvor er det altså svært det her

Ja, det er ikke nogen nem beslutning at træffe.

Så vidt jeg husker startede vi ud med at han var hos far fredag-søndag i den ene uge og ondag-torsdag i den anden uge. Plus at vi var sammen på hans fødselsdag, far kom forbi til aftensmad mm.

Jeg kan godt følge dine tanker omkring, at det på en måde ville være nemmere, hvis din mand havde været utro eller et dumt svin på anden måde.
Men tænk på at I, hvis I går fra hinanden, skal kunne samarbejde de næste mange, mange år.
Af den grund har jeg været rigtig glad for, at der ikke var utroskab eller ligende indblandet hos os. Det har helt sikkert betydet noget for vores samarbejde. Og jeg tror at en stor del af grunden til, at vores søn trives som delebarn i dag er, at vi har kunnet samarbejde og fokusere på, hvad der har været bedst for ham. I stedet for at bekrige hinanden.

Jeg har ofte været ked af, at vi ikke nåede at få et barn mere før vi gik fra hinanden, fordi vores søn har været "helt alene". Det havde måske været dejligt for ham, hvis de var to. Men var vi blevet sammen, så tror jeg, at det var gået værre mellem mig og min eks, og så havde vi måske ikke kunnet bevare det gode venskab. Og vi har som nævnt en søn, der stortrives i dag.

Jeg har som dig altid gerne villet have flere børn, min søn skal først nu som 9-årig være storebror. Slet ikke som jeg havde forestillet mig - jeg er 38 år og venter mit andet barn. Men samtidig føles det bare helt rigtigt, at jeg har ventet på ham, som jeg er gift med nu.
Jeg havde dog indstillet mig på, at det ikke var sikkert, at jeg fik flere børn, hvis nu jeg ikke mødte nogen, eller jeg mødte en, som havde masser af børn i forvejen.
Men ja, det er svært at give slip på drømmen om det, man havde forestillet sig. Og jeg synes heller ikke, at man skal gøre det, før man virkelig har prøvet.