Anonym skriver:
Dette er sådan noget man kun læser om, og man tror nogle gange ikke helt på historien, så jeg sidder også her og tænker WTF, selvom hun er min veninde (hun er ikke herinde)
Min veninde (midt 20'ere) har altid haft samme holdning som sin kæreste, at børn er søde, men de skulle så absolut ingen have. Han (start 30'er) er helt pjattet med sin nevø, men med en lettere socialfobi og et stort brug for bare at kunne være sig selv efter en dag på arbejde, så er børn bare nogle der skal lånes og afleveres tilbage.
Hun har ENDELIG fået en elevplads, som hun er rigtig glad for og er nu startet på at få sin uddannelse efter lang tids sygemelding fra tidligere elevplads, hvor hun blev mobbet psykisk ned... af en af cheferne! Hun har ar på armene fra da hun skar sig, når livet blev for hårdt, så hun har heller en fantastisk baggrund eller økonomi for at skulle have barn.
Alligevel har hun i et stykke tid klaget over træthed, hovedpine og for halvanden uge siden, fortalte hun, at hun var begyndt at gå laaange ture med hunden, fordi hun havde taget 4/5 kg på. Jeg nåede lige at tænke tanken, men slog den væk, da hun udover p-piller altså også har PCO og er på lykkepiller, så hvad skulle chancen lige være?
Men hun skrev til mig sidste onsdag, om jeg ikke kunne snakke, for hun havde brug for adspredelse inden hun skulle til læge. Og det første hun fortæller mig, er at hun dagen før havde testet positivt. Og ikke bare svagt, men galoperende positivt med det samme. Så hun ville lige til læge for at dobbelttjekke, selvom hun nu godt vidste, det var rigtigt. Men hun havde haft det skidt længe, så hun havde ingen anelse, hvor langt hun var henne, men vidste at hun bare så gerne ville have den abort. Hendes mens har altid været helt hen i vejret pga PCO, så det havde hun ikke skænket en tanke.
Lægen bekræftede at hun var gravid, og hun kom til scanning dagen efter... Og hold nu fast... Hun er i uge 23. I UGE 23!!!! 
Hun var fuldstændig i chok og kæresten i chok, for hvordan fanden er det lige sket? Heldigvis er der ingen synlige misdannelser på trods af hun har været til fester og har drukket og røget og taget sine lykkepiller. Men første tanke herfra var: Hvad så mentalt? Åh kan slet ikke bære tanken, for havde hun vidst det tidligere var hun stoppet.
Hun har så snakket med en psykiater for at få tilladelse til at få en sen abort. Det etiske råd skulle give svar i går, men hun blev ringet op, og spurgt om hun ikke kunne komme til Århus (200 km væk) for at få beslutningen at vide af dem personligt i dag - de ville lige diskutere det her til morgen nemlig.
Hun skrev så i går, at sagde de nej, så ville hun beholde det. Hun har sin families støtte og kan slet ikke se hvordan hun skulle kunne bortadoptere sit barn. For en time siden fik jeg en sms med ordene:
Jeg skal være mor... ( )
De har nu noget der ligner 16-17 uger at forstå at de skal være forældre og få fundet al det man behøver osv osv og om et par dage får de at vide, hvilket køn barnet har.
Åha, jeg synes det er vildt, vildt, vildt! Selvom vores baby var et ønskebarn gik jeg i panik, da jeg testede positiv, men havde trods alt 36 uger til at forstå det i og forberede mig i.
Og hvordan får man lige det sagt til den almene befolkning uden der starter en masse spekulationer og tøhø'er som man nok ikke lige har brug for i denne situation. Især når de jo aldrig skulle have børn.
De har heldigvis pladsen, da han har hus, men økonomien og måske nok især deres parforhold, som i forvejen er meget op og ned, ja jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Håber sådan bare det bedste og mest af alt at baby er sund, rask og perfekt!
