What to do, what to do.. (Bedstefar med kræft.)

Min mands bedstefar har fået konstateret testikel kræft og det er jo faktisk ret alvorligt. men vi har pt. ret svært ved lige at forholde os til det herhjemme.

For hvad ringer man og siger? Sender man blomster og ønsker god bedring?

Problemet er at vi ikke har fået det afvide af bedsteforældrene selv, men af min mands mor og jeg ved derfor ikke rigtig hvordan man reagere i den her situation?

jeg synes jo vi har et godt forhold til disse mennesker, vi ses et par gange i måneden, men vi er da nok ikke det man kalder "tætte".?

hvad ville i gøre? jeg synes virkelig det er svært.:/

Anonym skriver:

Min mands bedstefar har fået konstateret testikel kræft og det er jo faktisk ret alvorligt. men vi har pt. ret svært ved lige at forholde os til det herhjemme.

For hvad ringer man og siger? Sender man blomster og ønsker god bedring?

Problemet er at vi ikke har fået det afvide af bedsteforældrene selv, men af min mands mor og jeg ved derfor ikke rigtig hvordan man reagere i den her situation?

jeg synes jo vi har et godt forhold til disse mennesker, vi ses et par gange i måneden, men vi er da nok ikke det man kalder "tætte".?

hvad ville i gøre? jeg synes virkelig det er svært.:/

Tror det er svært lige meget hvordan man gør det, i skal nok bare gøre hvad i føler jer mest sikre i - eller måske skulle i helt lade være og nævne det før de selv nævner det.

Men ud over det, så har jeg selv en syg morfar og et godt råd jeg har er at lade være med at tænke sygdom  Min morfar kan næsten ingenting, han bliver så forpustet og skal have sin medicin, men alligevel prøver vi så godt som muligt at tage ham med til ting, besøge ham og lade hham hundse rundt med os andre fordi det elsker han  Og så har han det sjovt med det hehe. 

F.eks skulle vi trimme træer nede af deres vej og så henter han hans elscooter og så kører han rundt og dytter af os og laver hjulspin istedte for at sidde indenfor i et hjørne  hehe

 

Anonym skriver:

Min mands bedstefar har fået konstateret testikel kræft og det er jo faktisk ret alvorligt. men vi har pt. ret svært ved lige at forholde os til det herhjemme.

For hvad ringer man og siger? Sender man blomster og ønsker god bedring?

Problemet er at vi ikke har fået det afvide af bedsteforældrene selv, men af min mands mor og jeg ved derfor ikke rigtig hvordan man reagere i den her situation?

jeg synes jo vi har et godt forhold til disse mennesker, vi ses et par gange i måneden, men vi er da nok ikke det man kalder "tætte".?

hvad ville i gøre? jeg synes virkelig det er svært.:/

Min far fik det i en alder af ca. 40 år.

Han har det fint idag og lever et normalt liv. Den eneste ændrig for han var at han ikke kunne få flere børn.

Jeg ville besøge ham og tage en lille ting med.

min svigerfar har også lige fået konstateret prostatakræft.

vi tog en tur derud forbi. snakkede med dem om det, gav dem lov til at dele deres bekymringer med os.

tror det vigtigste er bare at være der for ham. giv ham lov til at snakke om sin sygdom, men lad være med at spørge til hans sygdom som det første når i mødes. det er vigtigt at hans liv får lov til at være andet end sygdommen.