Angst for at blive/være pædofil....

Hej. Jeg er en kvinde på 28. Jeg blev mor til en dreng for ca. 12 mdr. Siden. Jeg fik desværre en fødselsdepression lige efter fødslen. Blev behandlet, og fik det godt. Så røg jeg ned i kælderen med en depression efter 7 mdr. Går til psykolog pt. Og er startet på antidepressiv for 2 1/2 ugen siden. Jeg er indrettet sådan, at jeg kan overbeviser om næsten alt. Har lid lidt lidt af angst for alt muligt... Men efter jeg er blevet mor, er det gået helt amok. Var i en lang periode angst for at jeg ikke kunne lide min søn.... Så fik jeg lykkepiller, og angsten forsvandt stille og rolig. Forleden overværet jeg en samtale, men følgende sætning. "han sagde at han var bange for at blive pædofil...." mere hørte jeg ikke, da jeg lynhurtigt adopterede den Angst... Bang... Så blev jeg pludselig(som lyn fra en klar himmel) også bange for at være pædofil... Uden den eneste indikation.... Så forsvandt angsten efter et par dage, og. Jeg grinede faktisk lidt af det... Pludselig dukker den op igen, og har ligesom bidt sig fast... Jeg har ingen forudsætninger for at være pædofil overhoved ! Jeg kan blive helt bange får jeg se min søn, af ren frygt for at "føle" noget forkert!! Jeg har sågar været bange for at skifte hans ble... Når jeg krammer ham eller kysser ham er jeg konstant opmærksom på, om jeg nu skulle føle noget "for neden" og det e SÅ klamt og sygt i mit hoved..... Jeg ville ALDRIG NOGEN SINDE forgribe mig på ham...!!!!! Men angsten for at føle det pædofile gør, er som en klam blodsugende tæe, der bare har suget sig fast i min hjerne.... Angsten for at jeg ikke har kontrol over min forstand/følelser, e så rædselsfuæd.... Det er lige som om, at jeg aldrig har helt fred for angst. Når den ene angst forsvind, overtage enanden angst... Har ikke brug for råd omkring psykolog og hjælp, da jeg er i gang. Har bare enormt meget brug for at vide, at jeg ikke e den eneste med disse grimme tanker...??? Ps. Det skal lige siges at jeg elske min søn pv alt på jorden!! Vl aldrig gøre ham noget!! Baretanken give mig koldsved og kvalme....!!

Anonym skriver:

 

Hej. Jeg er en kvinde på 28. Jeg blev mor til en dreng for ca. 12 mdr. Siden. Jeg fik desværre en fødselsdepression lige efter fødslen. Blev behandlet, og fik det godt. Så røg jeg ned i kælderen med en depression efter 7 mdr. Går til psykolog pt. Og er startet på antidepressiv for 2 1/2 ugen siden. Jeg er indrettet sådan, at jeg kan overbeviser om næsten alt. Har lid lidt lidt af angst for alt muligt... Men efter jeg er blevet mor, er det gået helt amok. Var i en lang periode angst for at jeg ikke kunne lide min søn.... Så fik jeg lykkepiller, og angsten forsvandt stille og rolig. Forleden overværet jeg en samtale, men følgende sætning. "han sagde at han var bange for at blive pædofil...." mere hørte jeg ikke, da jeg lynhurtigt adopterede den Angst... Bang... Så blev jeg pludselig(som lyn fra en klar himmel) også bange for at være pædofil... Uden den eneste indikation.... Så forsvandt angsten efter et par dage, og. Jeg grinede faktisk lidt af det... Pludselig dukker den op igen, og har ligesom bidt sig fast... Jeg har ingen forudsætninger for at være pædofil overhoved ! Jeg kan blive helt bange får jeg se min søn, af ren frygt for at "føle" noget forkert!! Jeg har sågar været bange for at skifte hans ble... Når jeg krammer ham eller kysser ham er jeg konstant opmærksom på, om jeg nu skulle føle noget "for neden" og det e SÅ klamt og sygt i mit hoved..... Jeg ville ALDRIG NOGEN SINDE forgribe mig på ham...!!!!! Men angsten for at føle det pædofile gør, er som en klam blodsugende tæe, der bare har suget sig fast i min hjerne.... Angsten for at jeg ikke har kontrol over min forstand/følelser, e så rædselsfuæd.... Det er lige som om, at jeg aldrig har helt fred for angst. Når den ene angst forsvind, overtage enanden angst... Har ikke brug for råd omkring psykolog og hjælp, da jeg er i gang. Har bare enormt meget brug for at vide, at jeg ikke e den eneste med disse grimme tanker...??? Ps. Det skal lige siges at jeg elske min søn pv alt på jorden!! Vl aldrig gøre ham noget!! Baretanken give mig koldsved og kvalme....!!

Ej din stakkel

Husk at få snakket med din psykolog om det

for at du snart får det bedre

Jeg har aldrig tænkt eller følt som dig, men er helt sikker på at du må have det ganske forfærdeligt! Jeg tror du gør det eneste rigtige, at bearbejde din angst med en prof. og så skal du nok prøve at overbevise dig selv om, at du intet gør forkert når du skifter eller kysser din søn - det gør alle gode, omsorgsfulde og kærlige mødre  

Det er svært med angst fordi det som regel overdøver alt andet, men det er vigtigt at tænke positivt - prøve at tænke gode tanker, når de dårlige melder sig.

Tror på, at du er den bedste mor for din søn og at du intet ondt vil ham. Håber snart at angsten slipper sit tag, så du kan nyde dit liv med sønnike fuldt ud, uden at føle skyld.

Mange  herfra.

/Fenja

Fenja09 skriver:

Jeg har aldrig tænkt eller følt som dig, men er helt sikker på at du må have det ganske forfærdeligt! Jeg tror du gør det eneste rigtige, at bearbejde din angst med en prof. og så skal du nok prøve at overbevise dig selv om, at du intet gør forkert når du skifter eller kysser din søn - det gør alle gode, omsorgsfulde og kærlige mødre  

Det er svært med angst fordi det som regel overdøver alt andet, men det er vigtigt at tænke positivt - prøve at tænke gode tanker, når de dårlige melder sig.

Tror på, at du er den bedste mor for din søn og at du intet ondt vil ham. Håber snart at angsten slipper sit tag, så du kan nyde dit liv med sønnike fuldt ud, uden at føle skyld.

Mange  herfra.

/Fenja

 

 

Du fik lige formuleret det jeg ikke kunne  

Fik helt ondt i maven, for må det bare være så forstyrrende for Ts at have det sådan og især fordi at tankerne ikke er noget man bare kan lægge sig fra, men er noget indeni een. Hvor må det være frygtelig overdøvende! og håber inderligt at der er nogen der kan dele disse tanker, der fylder så meget som den gør, udover terapeuten. Kan super godt forstå du har brug for at vide at der er andre som dig! 

Jeg vil ikke sige jeg har haft det ligesom dig... Men jeg har oplevet noget lignende da min søn var mindre, han er 2,5 år nu.

Jeg har i perioder lidt af angst - også før jeg fik barn. Har også været på lykkepiller, men det har jeg ikke været i 4 år nu, og håber aldrig jeg kommer dte igen.

Før fødslen af min søn havde jeg forskellige former for angst... Panikangst fx. Husker en gang jeg kørte bil - og en gang jeg sad ved frisøren ´hvor jeg pludselig tænkte "tænk nu hvis jeg falder om og dør nu!" Og BANG jeg fik det mega dårligt, med svimmelhed, hjertebanken osv.

Jeg har også haft mærkelige tanker som fx "når jeg spiser noget med sukker i kan jeg ikke trække  vejret" - fuldstændig ulogisk!

lige før jeg fik barn havde jeg fået ret godt styr på min angst og havde ikke de dumme tanker mere. Men tiden med at spædbarn og den omvæltning det er fik dumme tanker frem igen.... Jeg tror ikke jeg havde en decideret fødselsdepression, men havde en reaktion af en eller anden art som aldrig blev opdaget af andre end mig selv....

Men jeg kunne få tanker som " Tænk nu hvis jeg kunne komme til at slå min søn når han græder" Selvom jeg ligesom dig inderst inde ved at jeg ALDRIG ville gøre det - så var jeg bange for at jeg pludselig ikke kunne styre mig altså helt uden grund - har ALDRIG ydet vold på nogle mennesker og kommer aldrig til det men "frygtede" det - ligesom du beskriver dine tanker om pædofili...

Det er IKKE sjove tanker at gå med - men nu hvor min søn er 2,5 har jeg ikke flere af de dumme tanker og min angst er stort set væk (dog kommer den ofte frem når jeg kører bil, netop fordi jeg har oplevet noget ubehageligt angst engang jeg kørte så frygter jeg automatisk angsten kommer igen).

Godt du snakker med psykolog om det... Det hjælper... Og så vil jeg sige at jeg ved du slipper af med dem igen - men angst er et mareridt mens det står på...

Puha det er da en grim en du render rundt med.. Men super godt, at du snakker med nogen prof. om dine angstanfald.

Jeg har aldrig haft samme tanke som dig, men en anden tanke, sidder ofte i mig nu..

Jeg læser på pædagogseminariet, og for tiden har jeg stødt meget på børn der bliver tvangsfjernet i medierne. Samtidig bliver vi overdynget med tekster osv omkring anbringelser, anmeldelser osv på børn.

Af den grund, har jeg måske også en form for angst. - En angst for, at MIT barn en dag bliver fjernet. Jeg forestiller mig, at når det ringer på døren, er der nogen der vil have mit barn med, fordi hun skal tvangsfjernes. Jeg er konstant bange for, at jeg gør noget forkert og at nogen ser skævt på mig fordi jeg fx kommer til at råbe for højt af hende..

Men jeg VED jeg gør det godt, og at der på ingen måder ville være belæg for, at fjerne mit barn, men alligevel sidder tanken dybt i mig. Tanken om hendes reaktion og min reaktion hvis det skulle ske.. Jeg er PANISK, og jeg har tænkt mig at tage en snak med læreren på skolen, fordi jeg simpelthen er angst for at miste hende..

Men det korte af det hele er, at du ikke er ene om trælse tanker.. Men jeg synes da bestemt dine tanker og konstante tilbagevænnende angstanfald skal tages meget seriøst, for det er da alvorligt, som jeg læser det..

De bedste tanker herfra

jeg nikker genkendende til den angst. Jeg blev selv misbrugt som barn og derfor har jeg også haft den hængende over hovedet hele tiden. Jeg turde næsten ikke røre min søn af frygt for at jeg var ligesom den pædofile bror jeg har.

Heldigvis er jeg kommet over det. Jeg brugte min logiske sans og grunden til at jeg havde de stærke følelser var jo alt i alt bare fordi jeg ønsker at beskytte min søn. I dag kan jeg glæde mig over ham og tørre ham. han skal ikke have skiftet ble længere og jeg ved at jeg er en god mor. Men det kræver at man får balance i hjernen og begynder at forstå at det er fordi man gerne vil beskytte sit barn at man føler det.

Puha nogle svære ting du slås med.. Angst og tanker kan være skrækkelige og nærmest umulige at bekæmpe når de får taget i en. Min mor har også oplevet fødselsdepression og jeg ka huske hun fortalte hendes psykiater havde sagt at de ting man kan sætte ord på er oftest ufarlige i den forstand at det ikke er noget man vil gøre men at det er noget man er bange for og frygter. Det er altså ikke noget man gør eller der er sket med en men noget man er angst for sker med en. Min moster har også fotalt at hun i en periode med sine børn var bange for at ville smide dem ud over altanen når de stod derude. Det repræsenterede  en frygt hun havde for at de netop skulle falde ud over og bestemt IKKE var noget hun planlagde at gøre.

Du slås dog med en massiv angst der skal tøjles og afhjælpes. Håber du kan få den fornødne hjælp for det er jo forfærdeligt at være så plaget i ens sind.