Andre som ikke kender sin far ret godt + og -

ja jeg lærte jo første min far af kende som ca 15 år og vi har aldrig været tæt og jeg har aldrig været et ønske anden en abort + han var kun kort sammen med mig + han nægte mig de var i sfv og prøven sagde positiv så han var min far han fat kort efter en ny dame og blev gift også min ½ lille søster kom til verden den 2 feb 1978 og jeg kom den 29/11 1976 så de gik jo næsten gravid samme + så fik han en mere med min lille søsters mor + han have 7-8 år tidliger fået en datter/min stor søster  med den første damen. Når men igellem mine 15 til 19 år så jeg min far ret fast fra 16-19 år hveranden weekend ferie og ligne og kig også meget godt fik en del penge her og der men var jo ikke det jeg søgt men en far og knus kys kærlighed og en far og da jeg have en voldlig kæreste der ville banke mig mig igellem næsten 1 år + holde mig fange i 3 mdr i sin lejlighed men så kom min mor og min mors mand den gang med politie og fik mig hjem min far var der bare overhovede ikke tros han viste det osv og siden den gang hørt og så jeg ham ikke anden en gang her i sommer 2006 ca to mdr før jeg føde. Jeg var i dec 2005  flytte og boede ikke langt fra ham skal sige han fik  af vide jeg føde den 24/1 -2001 så ham ikke og indbydelser til dåben i jan 2002 men der aflyste han op til han var syg jaja troede jeg ikke en dyt på og igen med min datter der kom til verden den 13 aug 2006 så ham heller ikke der tros jeg have set ham c 2 mdr op til jeg føde hende og vi aftalt vi skulle ses nået mere + fik hans nummer + han mit hørte aldrig fra ham og han kom heller ikke til hendes dåb og nu her med nummer 3 Tobias som er født den 23 dec 2009 der så jeg ham heller ikke og dåben heller ikke der gad jeg så heller ikke inviter ham. Nu er sagen den så af han er slem syg hvis nogle har læst nogle af min andre indlæg fra den uge her og han har været syg i ca 2-2½ år med kræft slem sukkersyg og i forgårs blev han indlagt og det ser slemt ud. Jeg kan slet ikke finde ud af skal jeg få min mand til af køre mig derop skal skal ikke min søster siger selv han er sur på alle osv hun mener han mere er bang og ked af det pga han hved han snart dør.

Skal jeg se ham inden det er forsent eller skal jeg ikke øv en masse møj pt her for mig syntes jeg.

Savner min mandaf tale og kysse og kramme med. Som jeg også lige skrev i et andet indlæg herind

 han arbejde og arbejde mega øv.

er mega forvirre + meget om ørne de næste 14 dag ca.

 

 Sovgodt derud dem der nu læser med.

Henriette

Kære Henriette

Først et .

Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men hvis det var mig, ville jeg ikke gide at have ham i mit liv.

Den mand/far du ønsker at finde frem til eksisterer ikke i ham og jeg tror du søger forgæves.
Jeg frygter det bare er skuffelse på skuffelse.

mor til 4 dejlige børn skriver:

ja jeg lærte jo første min far af kende som ca 15 år og vi har aldrig været tæt og jeg har aldrig været et ønske anden en abort + han var kun kort sammen med mig + han nægte mig de var i sfv og prøven sagde positiv så han var min far han fat kort efter en ny dame og blev gift også min ½ lille søster kom til verden den 2 feb 1978 og jeg kom den 29/11 1976 så de gik jo næsten gravid samme + så fik han en mere med min lille søsters mor + han have 7-8 år tidliger fået en datter/min stor søster  med den første damen. Når men igellem mine 15 til 19 år så jeg min far ret fast fra 16-19 år hveranden weekend ferie og ligne og kig også meget godt fik en del penge her og der men var jo ikke det jeg søgt men en far og knus kys kærlighed og en far og da jeg have en voldlig kæreste der ville banke mig mig igellem næsten 1 år + holde mig fange i 3 mdr i sin lejlighed men så kom min mor og min mors mand den gang med politie og fik mig hjem min far var der bare overhovede ikke tros han viste det osv og siden den gang hørt og så jeg ham ikke anden en gang her i sommer 2006 ca to mdr før jeg føde. Jeg var i dec 2005  flytte og boede ikke langt fra ham skal sige han fik  af vide jeg føde den 24/1 -2001 så ham ikke og indbydelser til dåben i jan 2002 men der aflyste han op til han var syg jaja troede jeg ikke en dyt på og igen med min datter der kom til verden den 13 aug 2006 så ham heller ikke der tros jeg have set ham c 2 mdr op til jeg føde hende og vi aftalt vi skulle ses nået mere + fik hans nummer + han mit hørte aldrig fra ham og han kom heller ikke til hendes dåb og nu her med nummer 3 Tobias som er født den 23 dec 2009 der så jeg ham heller ikke og dåben heller ikke der gad jeg så heller ikke inviter ham. Nu er sagen den så af han er slem syg hvis nogle har læst nogle af min andre indlæg fra den uge her og han har været syg i ca 2-2½ år med kræft slem sukkersyg og i forgårs blev han indlagt og det ser slemt ud. Jeg kan slet ikke finde ud af skal jeg få min mand til af køre mig derop skal skal ikke min søster siger selv han er sur på alle osv hun mener han mere er bang og ked af det pga han hved han snart dør.

Skal jeg se ham inden det er forsent eller skal jeg ikke øv en masse møj pt her for mig syntes jeg.

Savner min mandaf tale og kysse og kramme med. Som jeg også lige skrev i et andet indlæg herind

 han arbejde og arbejde mega øv.

er mega forvirre + meget om ørne de næste 14 dag ca.

 

 Sovgodt derud dem der nu læser med.

Henriette

Jeg har selv haft kontakt til min far men snakker ikke med ham mere. Jeg tror ikke der vil gøre dig noget godt at dukke op på døds lejet. Men hvis han er så gnaven nu. Så er han jo slet ikke sjov at være i nærheden af. Men hvis han gik hen og spurgte efter dig og ville ha redet det hele ud inden det har for sent, er selvfølgelig en hel anden sag. Hvad tænker du selv?

Altså uanset hva, så vil han jo altid være din far, og jeg tænker jeg selv ville få sagt ordenligt farvel til min far hvis det havde været mig. Du har jo mange år endnu, så måske du har muligheden for at sige ordenlig farvel til ham. 

 

Måske har han aldrig været go til at holde jeres aftaler, men du kan jo være den voksne her og ligge det bag dig og tage ordenlig afsked.

Et kæmpe kram til dig, da jeg ved det er en svær beslutning

Jeg har godt nok haft min far i mit liv, men da han var alkoholiker, og bestemt ikke særlig rar når han drak, så var vores forhold ikke særlig godt, da han fik diagnosen uhelbredelig kræft.
Jeg valgte at vi fik sagt ordenlig farvel, og jeg lagde og kørte med ham til kemo m.m. Bare fordi han lavede fejl mod mig som barn, synes jeg ikke retfærdiggjorde, at jeg behandlede ham dårligt. Jeg er sikker på, at han gjorde det bedst mulige han kunne, set ud fra hans egne muligheder i livet.
Jeg gjorde det for mig eneste rigtige, og fik en god afslutning med min far, jeg fortryder intet

Jamen det jeg nemlig tænker er nemlig af når og sig fravel om jeg skal det eller ej og hvis jeg nu ikke gør det om jeg så ville fortryde jeg ikke gjorede det.Ja også tiden pt til af komme derop hvis det er pga mange ting selvom ørne her.

Tak for alle jeres svar.

Mvh

Henriette

kan sagtens forstå dit dilemma, men kan ikke fortælle dig hvad du skal....jeg har ikke selv kontakt til min far, og han var et dårligt menneske i forhold til min familie, så jeg er ret afklaret med at jeg ALDRIG skal se ham igen!! Men jeg tror det er vigtigt at du mærker efter hvad DU har brug for... NEj han bliver aldrig den far du ønsker og mangler, men hvis du har brugt for at sige farvel og at du er ked af jeres forhold, kan det være sidste chance du får. Gør op med dig selv om du kan leve resten af dit liv med tanken om du ikke sagde farvel og fik sagt det der ligger dig på sinde. DEt kan godt være han er sur og tvær, Men det bunder nok i han er bange... Hvis du tager afsted så forvent ikke en masse ad ham, men gør det fordi det di dit behov... Giver det mening??
Pøj pøj med beslutning

wamse skriver:

Jeg har godt nok haft min far i mit liv, men da han var alkoholiker, og bestemt ikke særlig rar når han drak, så var vores forhold ikke særlig godt, da han fik diagnosen uhelbredelig kræft.
Jeg valgte at vi fik sagt ordenlig farvel, og jeg lagde og kørte med ham til kemo m.m. Bare fordi han lavede fejl mod mig som barn, synes jeg ikke retfærdiggjorde, at jeg behandlede ham dårligt. Jeg er sikker på, at han gjorde det bedst mulige han kunne, set ud fra hans egne muligheder i livet.
Jeg gjorde det for mig eneste rigtige, og fik en god afslutning med min far, jeg fortryder intet

Min far var nemlig lidt på samme måde drikker dog ikke mere og ikke gjort det i mange år men gjorede de meget af min barndom men min mor har altid være værre til det.

Henriette

tweety2060 skriver:

kan sagtens forstå dit dilemma, men kan ikke fortælle dig hvad du skal....jeg har ikke selv kontakt til min far, og han var et dårligt menneske i forhold til min familie, så jeg er ret afklaret med at jeg ALDRIG skal se ham igen!! Men jeg tror det er vigtigt at du mærker efter hvad DU har brug for... NEj han bliver aldrig den far du ønsker og mangler, men hvis du har brugt for at sige farvel og at du er ked af jeres forhold, kan det være sidste chance du får. Gør op med dig selv om du kan leve resten af dit liv med tanken om du ikke sagde farvel og fik sagt det der ligger dig på sinde. DEt kan godt være han er sur og tvær, Men det bunder nok i han er bange... Hvis du tager afsted så forvent ikke en masse ad ham, men gør det fordi det di dit behov... Giver det mening??
Pøj pøj med beslutning

Jeg har altid være afklar med han ikke er min far personligt og blever det aldrig i mit hjerte og i ikke af høre fra ham osv sin jeg møde ham og før.ham og min mor er skyld i jeg ikke stoler 100 % på nogle mennesker + på mig selv.

Men nemlig det jeg tænker skal jeg tag en tur til ham så jeg letter det for mit hjerte inden han dør +jeg har haft et ok sådan liv tros alt.

Henriette

RGN skriver:

Kære Henriette

Først et .

Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men hvis det var mig, ville jeg ikke gide at have ham i mit liv.

Den mand/far du ønsker at finde frem til eksisterer ikke i ham og jeg tror du søger forgæves.
Jeg frygter det bare er skuffelse på skuffelse.

Jeg havde overset, at han var alvorligt syg.