Så er der for 117. gang drama i vores kvarter. Et par huse fra os bor en familie, som er gået helt i hundene over de sidste 4-5 år, måske længere. Der råbes og skriges og grædes derindefra, og vi kan høre ALT - og det gør bare så ondt at følge det på afstand.
Min datter på 18 er en god ven af den ene søn og har forklaret os, hvad der sker. Vi har altid troet, at moren, som har et alkoholproblem, var den primære årsag til problemerne, men det er mere komplekst end som så.
Her er, hva jeg ved: Moren, ca. 50 år, drikker meget. Hun var velfungerende indtil for 5-7 år siden, men så gik det ned ad bakke. Jeg er i tvivl, om hun har arbejde.
Faren er langtidsarbejdsløs og har - eller har haft - en depression. Han er meget stille af sig, hvor moren råber og skriger, når der er drama. Hun er til gengæld også den mest nærværende af forældrene, når hun altså ikke er fuld.
De to sønner er 16 og 18 år gamle. Jeg ved meget lidt om den yngste, men den ældste har ADHD og har slet ikke styr på sit liv. Han har netop meldt dig syg fra sit job i to uger, men drikker og holder fest i et væk under sygemeldingen.
Aftenens drama gik på, at den ældste søn holdt fest - onsdag aften - og moren bad ham skrue ned for musikken, fordi hun ville sove, men lidt efter skruede han op igen. Hun smed så hans venner ud under råben og skrigen, og ham svarede igen ved at kalde hende "dit stive apparat". Lidt efter stak han af, og så hørte vi moren hulke til manden, at hun havde brug for at få talt med drengen. Herefter skældte hun faren ud, fordi han ligger på sofaen dagen lang og intet gør.
Min datter tog affære og gik ud på vejen for at tale med drengen. Hun er meget værdsat af hans forældre og prøver virkelig at tale sin ven til fornuft, opfordre ham til at passe sit job osv. Over for mig forsvarer hun også moren og siger, at sønnerne gør, hvad der passer dem.
Det er SÅ svært abifinder hoved og hale i det hele. Moren har klart svigtet drengene pga alkoholmisbruget - og den ældste søn har nok ikke "bare"ADHD, men er også præget sf svigtet. Hans adfærd får så moren til at drikke mere, og så kører den ellers. Og faren er altså depressiv og kan ikke være noget for sin familie - og så bliver moren frustreret over at stå alene, drikker mere, og selvfølgelig gør det hele kun farens depression værre.
Normalt ville jeg mene, at den store søn, som jo er myndig, bare skulle komme hjemmefra i en fart. Men han vil ikke kunne klare sinetværket faste rammer, som hans familie trods alt udgør - jeg kunne frygte, at han ville fik et misbrug selv, og måske er han allerede på vej til det. Ham er ikke klar til at stå på egne ben.
Hvor går man hen med den viden, vi har? Jeg skammer mig over, at vi ikke gjorde noget, da børnene var yngre, men nu, hvor den ældste er myndig, kan vi vel ikke skrive en underrretning? Den yngste lader til at klare sig bedre, men har det næppe godt. Er det så på hans vegne, at vi bedre sent end aldrig kontakter de sociale myndigheder?
