Jeg er så forvirret.. ved ikke hvad jeg skal stille op

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte... Jeg er gift med min mand (sjovt nok) og sammen har vi en søn på to år. Jeg er på den ene hånd ikke i tvivl om at jeg elsker min man men på den anden side sidder jeg bare med en følelse af, at vores forhold er noget bæ. Lige så godt vi kan have det sammen lige så træls kan vi have det sammen. Vi skændes ofte over små-ting og bliver derfor hurtigt uvenner. Derimod kan vi også have det rigtig godt sammen, grine, snakke osv. Nu flød bægret bare over for mig. Vi skiltes i morges som uvenner og det gør bare så ondt at starte sin dag på den måde. (Det var også sådan vi sluttede dagen af i går.) Det startede i går med, at vi hjalp hinanden med at lave noget på huset, hvor jeg så spørger om der er noget jeg skal gøre nu, hvor han så giver mig en opgave som han så selv går i gang med. Herefter kigger han surt på mig og spørger om jeg da ikke snart skal i gang hvortil jeg svarer at han jo lige har gjort det. Han bliver mega sur og siger at det er da lige meget. Han bad jo mig om at gøre det og slutter af med at sige om jeg ikke bare kan gå et andet sted hen. Nu her til aften efter vi var blevet gode venner da vi kom hjem fra arbejde (og endda har haft sex (ikke forsonings) er jeg ved at udfylde nogle forsinkringspapirer og han spørger mig om et tal (hvad det dækker over) hvortil jeg svarer at det jo er ham der har oplyst mig om hvad jeg skal skrive af tal og hvad det dækker over. Her bliver han pisse sur og siger at man fanme aldrig kan få et ordentlig svar af mig og går sin vej!

Hvad sker der? Jeg er et stort spørgsmål mht. vores forhold nogen gange. På den ene side er jeg ikke et sekund i tvivl om at det er ham jeg vil dele resten af mit liv med og på den anden side så.. ja... jeg ved ikke hvilke ord jeg skal sætte på det. Kan i hjlælpe mig?

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte... Jeg er gift med min mand (sjovt nok) og sammen har vi en søn på to år. Jeg er på den ene hånd ikke i tvivl om at jeg elsker min man men på den anden side sidder jeg bare med en følelse af, at vores forhold er noget bæ. Lige så godt vi kan have det sammen lige så træls kan vi have det sammen. Vi skændes ofte over små-ting og bliver derfor hurtigt uvenner. Derimod kan vi også have det rigtig godt sammen, grine, snakke osv. Nu flød bægret bare over for mig. Vi skiltes i morges som uvenner og det gør bare så ondt at starte sin dag på den måde. (Det var også sådan vi sluttede dagen af i går.) Det startede i går med, at vi hjalp hinanden med at lave noget på huset, hvor jeg så spørger om der er noget jeg skal gøre nu, hvor han så giver mig en opgave som han så selv går i gang med. Herefter kigger han surt på mig og spørger om jeg da ikke snart skal i gang hvortil jeg svarer at han jo lige har gjort det. Han bliver mega sur og siger at det er da lige meget. Han bad jo mig om at gøre det og slutter af med at sige om jeg ikke bare kan gå et andet sted hen. Nu her til aften efter vi var blevet gode venner da vi kom hjem fra arbejde (og endda har haft sex (ikke forsonings) er jeg ved at udfylde nogle forsinkringspapirer og han spørger mig om et tal (hvad det dækker over) hvortil jeg svarer at det jo er ham der har oplyst mig om hvad jeg skal skrive af tal og hvad det dækker over. Her bliver han pisse sur og siger at man fanme aldrig kan få et ordentlig svar af mig og går sin vej!

Hvad sker der? Jeg er et stort spørgsmål mht. vores forhold nogen gange. På den ene side er jeg ikke et sekund i tvivl om at det er ham jeg vil dele resten af mit liv med og på den anden side så.. ja... jeg ved ikke hvilke ord jeg skal sætte på det. Kan i hjlælpe mig?

Ja det har jeg. Og han svarer bare at jeg da kan svare ham ordenligt når han spørger pænt. Synes da også jeg svarede pænt igen....?

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte... Jeg er gift med min mand (sjovt nok) og sammen har vi en søn på to år. Jeg er på den ene hånd ikke i tvivl om at jeg elsker min man men på den anden side sidder jeg bare med en følelse af, at vores forhold er noget bæ. Lige så godt vi kan have det sammen lige så træls kan vi have det sammen. Vi skændes ofte over små-ting og bliver derfor hurtigt uvenner. Derimod kan vi også have det rigtig godt sammen, grine, snakke osv. Nu flød bægret bare over for mig. Vi skiltes i morges som uvenner og det gør bare så ondt at starte sin dag på den måde. (Det var også sådan vi sluttede dagen af i går.) Det startede i går med, at vi hjalp hinanden med at lave noget på huset, hvor jeg så spørger om der er noget jeg skal gøre nu, hvor han så giver mig en opgave som han så selv går i gang med. Herefter kigger han surt på mig og spørger om jeg da ikke snart skal i gang hvortil jeg svarer at han jo lige har gjort det. Han bliver mega sur og siger at det er da lige meget. Han bad jo mig om at gøre det og slutter af med at sige om jeg ikke bare kan gå et andet sted hen. Nu her til aften efter vi var blevet gode venner da vi kom hjem fra arbejde (og endda har haft sex (ikke forsonings) er jeg ved at udfylde nogle forsinkringspapirer og han spørger mig om et tal (hvad det dækker over) hvortil jeg svarer at det jo er ham der har oplyst mig om hvad jeg skal skrive af tal og hvad det dækker over. Her bliver han pisse sur og siger at man fanme aldrig kan få et ordentlig svar af mig og går sin vej!

Hvad sker der? Jeg er et stort spørgsmål mht. vores forhold nogen gange. På den ene side er jeg ikke et sekund i tvivl om at det er ham jeg vil dele resten af mit liv med og på den anden side så.. ja... jeg ved ikke hvilke ord jeg skal sætte på det. Kan i hjlælpe mig?

Hmm.. Det lyder egentlig bare som hverdagsskænderier, nu skriver du også i er gift, så i må jo gå op og ned af hinanden til dagligt, og ligesom at kvinder kan være lidt "mugne i krukken" Så kan mænd også engang imellem, jeg kan da også nogle dage høre på min kæreste at idag skal jeg passe på med hvad jeg siger til ham.. Mon ikke det bare er lidt raseri han skal ud med.? Tror slet ikke du behøver at tage det så tungt.. Skænderier skal der jo være plads til også.. plus det forstærker jeres forhold så meget.. 

Det snakkede vi også om i dag, da vi kom hjem. Altså det med at der jo er skænderier i ethvert forhold og nogen mere end andre og at hvis vi ikke var gået fra hinanden nu efter 9 år sammen så gjorde vi det nok heller ikke bare sådan liiiige.. men alligevel. Vi bliver begge bare så kede af det og det er jo over nogle dumme små ting.  Det kan da ikke passe man ikke kan rydde dem af vejen....?

Jeg tænker at sådanne ting høre et ægteskab til. Jeg er også gift og nogle gange kommer jeg bare helt op i det røde felt og drømmer og det lykkelig liv jeg kunne få hvis jeg ikke var gift med den stodder. Men helt ærligt, så er jeg nu ret sikker på at jeg nok skal komme til at holde guldbryllup med ham. For sådan er et ægteskab, der er gode tider og der er dårlige tider, men på den anden side af de dårlige tider, kommer de gode igen. Nogle gange er der bare timer der er dårlige, nogle gange er det dage eller uger, og jeg tror faktisk også at man kan have gode og dårlige år i et lang (og lykkeligt) ægteskab. Jeg tror rigtig mange giver op når de møder modgange og tænker: Han er ikke den rigtige (det gør jeg selv), men jeg tror ikke på at der findes en mand, med hvem jeg ALDRIG ville blive irriteret på og ønske langt væk. Hvis jeg så skal få fra min mand hvergang jeg før den følelse, så skulle jeg jo ud og finde en ny mand hvert 4. eller 5. år, for med den næste er det lige sådan.

Vi har snart 10års bryllupsdag, og jeg er ikke itvivl om at vi bliver sammen, og naboens græs er kun grønnere at se på, fordi jeg ser det herfra

Mumto3 skriver:

Jeg tænker at sådanne ting høre et ægteskab til. Jeg er også gift og nogle gange kommer jeg bare helt op i det røde felt og drømmer og det lykkelig liv jeg kunne få hvis jeg ikke var gift med den stodder. Men helt ærligt, så er jeg nu ret sikker på at jeg nok skal komme til at holde guldbryllup med ham. For sådan er et ægteskab, der er gode tider og der er dårlige tider, men på den anden side af de dårlige tider, kommer de gode igen. Nogle gange er der bare timer der er dårlige, nogle gange er det dage eller uger, og jeg tror faktisk også at man kan have gode og dårlige år i et lang (og lykkeligt) ægteskab. Jeg tror rigtig mange giver op når de møder modgange og tænker: Han er ikke den rigtige (det gør jeg selv), men jeg tror ikke på at der findes en mand, med hvem jeg ALDRIG ville blive irriteret på og ønske langt væk. Hvis jeg så skal få fra min mand hvergang jeg før den følelse, så skulle jeg jo ud og finde en ny mand hvert 4. eller 5. år, for med den næste er det lige sådan.

Vi har snart 10års bryllupsdag, og jeg er ikke itvivl om at vi bliver sammen, og naboens græs er kun grønnere at se på, fordi jeg ser det herfra

Hvor er det bare klogt sagt!! Tusind tak! Det kan jeg virkelig bruge til noget  Skulle nok bare lige have lidt opmuntrende ord Tror jeg vil gå ud i garagen til ham nu og be om forsoning

Mumto3 skriver:

Jeg tænker at sådanne ting høre et ægteskab til. Jeg er også gift og nogle gange kommer jeg bare helt op i det røde felt og drømmer og det lykkelig liv jeg kunne få hvis jeg ikke var gift med den stodder. Men helt ærligt, så er jeg nu ret sikker på at jeg nok skal komme til at holde guldbryllup med ham. For sådan er et ægteskab, der er gode tider og der er dårlige tider, men på den anden side af de dårlige tider, kommer de gode igen. Nogle gange er der bare timer der er dårlige, nogle gange er det dage eller uger, og jeg tror faktisk også at man kan have gode og dårlige år i et lang (og lykkeligt) ægteskab. Jeg tror rigtig mange giver op når de møder modgange og tænker: Han er ikke den rigtige (det gør jeg selv), men jeg tror ikke på at der findes en mand, med hvem jeg ALDRIG ville blive irriteret på og ønske langt væk. Hvis jeg så skal få fra min mand hvergang jeg før den følelse, så skulle jeg jo ud og finde en ny mand hvert 4. eller 5. år, for med den næste er det lige sådan.

Vi har snart 10års bryllupsdag, og jeg er ikke itvivl om at vi bliver sammen, og naboens græs er kun grønnere at se på, fordi jeg ser det herfra

Den formulering kunne også bruges her af hjertet tak