wee eller arg!!!

I går aftalte mig og kæresten at nu skal jeg smide p-pillerne og så ser vi hvad der sker, og jeg er simpelthend bare såå glad, men men er osse total panik slagen for tanken om at skulle blive gravid, så vil egentlig høre om der er andre der os har haft det sådan.

med hensyn til timing er det måske ik det bedste tidspunkt, men nu heller ikke det værste, og hvis vi sku vente på det perfekte tidspunkt er jeg bange for vi skulle vente for evigt.

Vi er begge 27 år og har været sammen 7 år, og vi er forlovet, så ved vi skal være sammen for altid, så ved ik hvor frygten kommer fra, da jeg rigtig rigtig gerne vil være mor, men tanken skræmmer mig osse fra sans og samling

Anonym skriver:

I går aftalte mig og kæresten at nu skal jeg smide p-pillerne og så ser vi hvad der sker, og jeg er simpelthend bare såå glad, men men er osse total panik slagen for tanken om at skulle blive gravid, så vil egentlig høre om der er andre der os har haft det sådan.

med hensyn til timing er det måske ik det bedste tidspunkt, men nu heller ikke det værste, og hvis vi sku vente på det perfekte tidspunkt er jeg bange for vi skulle vente for evigt.

Vi er begge 27 år og har været sammen 7 år, og vi er forlovet, så ved vi skal være sammen for altid, så ved ik hvor frygten kommer fra, da jeg rigtig rigtig gerne vil være mor, men tanken skræmmer mig osse fra sans og samling

sådan tror jeg de fleste har det, fordi man siger "ja" til nået man ikke aner hvad føler med at en titel som mor og far. forstå mig ret ..

og bekymningen om man nu er klar, hvad med plads, penge og tid osv osv osv .. men et godt råd , tag en dag af gangen og nyde den   - det vigtigeste er jo bare at man er enige om at tiden er inde, så skal alt andet nok gå, selvom man ikke selv er herre over hvad der ska ske

held og lykke med det .. i går en FANTASTISK tid i møde og for resten af livet

Altså sådan tror jeg altså langt de fleste har det! Vi starter direkte i behandling, og shit hvor synes jeg det var godt, at en overlæge mere eller mindre tog beslutningen for os for jeg tror faktisk aldrig man bliver rigtig klar, eller jeg gør i hvert fald ikke, før man står med en positiv test

Anonym skriver:

I går aftalte mig og kæresten at nu skal jeg smide p-pillerne og så ser vi hvad der sker, og jeg er simpelthend bare såå glad, men men er osse total panik slagen for tanken om at skulle blive gravid, så vil egentlig høre om der er andre der os har haft det sådan.

med hensyn til timing er det måske ik det bedste tidspunkt, men nu heller ikke det værste, og hvis vi sku vente på det perfekte tidspunkt er jeg bange for vi skulle vente for evigt.

Vi er begge 27 år og har været sammen 7 år, og vi er forlovet, så ved vi skal være sammen for altid, så ved ik hvor frygten kommer fra, da jeg rigtig rigtig gerne vil være mor, men tanken skræmmer mig osse fra sans og samling

Åh den følelse kan jeg godt huske, total panik oven i glæden Men jeg tror som du selv siger at hvis man ska finde det helt perfekte tidspunkt så kommer man til at vente for evigt.. Tror det er en helt normal følelse du har Held og lykke med projektet

Anonym skriver:

I går aftalte mig og kæresten at nu skal jeg smide p-pillerne og så ser vi hvad der sker, og jeg er simpelthend bare såå glad, men men er osse total panik slagen for tanken om at skulle blive gravid, så vil egentlig høre om der er andre der os har haft det sådan.

med hensyn til timing er det måske ik det bedste tidspunkt, men nu heller ikke det værste, og hvis vi sku vente på det perfekte tidspunkt er jeg bange for vi skulle vente for evigt.

Vi er begge 27 år og har været sammen 7 år, og vi er forlovet, så ved vi skal være sammen for altid, så ved ik hvor frygten kommer fra, da jeg rigtig rigtig gerne vil være mor, men tanken skræmmer mig osse fra sans og samling

Det er alt ansvaret man pludselig tænker over der laver ballade Man kommer jo til at tænke hele sit liv igennem og ved at fra der kommer bebs bliver alt anderledes, og det er meget stort for alle

Anonym skriver:

I går aftalte mig og kæresten at nu skal jeg smide p-pillerne og så ser vi hvad der sker, og jeg er simpelthend bare såå glad, men men er osse total panik slagen for tanken om at skulle blive gravid, så vil egentlig høre om der er andre der os har haft det sådan.

med hensyn til timing er det måske ik det bedste tidspunkt, men nu heller ikke det værste, og hvis vi sku vente på det perfekte tidspunkt er jeg bange for vi skulle vente for evigt.

Vi er begge 27 år og har været sammen 7 år, og vi er forlovet, så ved vi skal være sammen for altid, så ved ik hvor frygten kommer fra, da jeg rigtig rigtig gerne vil være mor, men tanken skræmmer mig osse fra sans og samling

Vi var enige om at prøve da vi gik i gang, og da jeg så fandt ud af at jeg var gravid så var jeg faktisk skrækslagen. For lige så meget som jeg ønskede det her barn lige så meget frygtede jeg det. Og hvad det kunne gøre ved vores forhold. Men jo længere hen i graviditeten man kommer jo bedre bliver det og det bliver vendt til glæde.

Jeg kan dog stadig i dag tænke om hvilke konsekvenser det vil have for vores forhold og om vi skulle have ventet, men hvornår vil det rette tidspunkt så være? vi har været sammen i 6 år og det er jo meget naturligt det er i denne retning forholdet går.

Tag tingene som de kommer, og snak med kæresten hvis det er noget du tænker meget over. Det er meget bedre end at gemme det for sig selv.

Og held og lykke med det hele.

selv om at jeg venter nr 3 kan jeg også ind imellem være lidt skræmt og tænke hvad har jeg nu gjord men på den anden side glæder jeg mig helt vildt til den lille kommer så tror det er meget normalt

Det er helt normalt. Og du vil opleve mere frygt igennem graviditeten.
Jeg tænkte ikke så meget over det før jeg var blevet gravid.( det var planlagt) men da jeg stod med den positive test græd jeg både af glæde og af frygt. For ville jeg kunne klare at være mor og var jeg klar til det?
Og jeg havde det sådan igennem hele min graviditet. Selvom jeg tilsidst var så ivrig for at få hende ud. Så sov jeg ikke de to sidste dage op til pks. Fordi jeg var så bange for om jeg kunne klare at være mor.
Man er møg nervøs, tror ikke der findes det rigtige tidspunkt for du ved ikke hvad det er før du står med barnet.
Der er egentlig ikke så meget at være nervøs over. For alt falde naturligt for dig når du har den bette i armene.

hvor er det bare dejligt at læse at jeg ikke er den eneste der har haft det sådan 

Det skifter osse hele tiden fra total glæde, til åh åh kan vi nu klarer det, og har ikke rigtig nogen at snakke med det om.

Kæresten siger bare at vi tar det som det kommer, og når jeg så blir gravid så kan vi panikke hehe, han siger det heldigvis med et smil på læben