Jeg har aldrig været god til at sige fra. Vi har et hjem hvor vi kan fixe computere og det benytter folk meget. Men vi er stressede og får aldrig tid til familieliv.
Jeg har så en veninde som har to computere og de går hele tiden i udu. Jeg har sagt at jeg ikke har tid til hende. Så skriver hendes kæreste. Jeg har så sagt til ham 3 gange på 2 måneder at vi ikke har tid og føler egentlig at jeg har sagt godt fra!
Nu skriver hun så til mig igen, efter vi havde snakket hyggelig babysnak. At de da snart ikke kunne vente på hjælp mere.
Så selvom idag er den eneste fri dag vi har i de næste 2 måneder, så sagde jeg at hun måtte komme forbi.
Men det ville hun ikke for hun har travlt med noget i eftermiddag.
Nu har jeg skrevet at hun må vente til Juli så.
Jeg har sågar tidligere givet et link til hvor de kan få hjælp, for ret små beløb.
Jeg bliver squ så ked af det, for vi bliver jo aldrig bare inviteret til hygge ved hende. Det er altid pga. computerne.
Men jeg er også beklemt ved at sige det direkte. For jeg ved jo godt at hvis jeg ikke har det godt en dag, så må jeg altid skrive/ringe. Men jeg har andre veninder, hvor jeg føler det er mere ligeværdigt.
Det værste er at jeg gerne ville hjælpe. Men bare ikke har tiden til det.
Og jeg ved faktisk ikke lige hvordan jeg skal løse det. Og jeg er sur! Hvorfor forstår de det ikke. Hvorfor respekterer de det ikke. Det ville jeg da gøre.
Hvad gør jeg?
Anmeld
