Så fik jeg nok....

Skriver egentlig bare for at læsse ud.... Har fået nok og er fuldstændig tyndslidt!

Min kæreste startede op som selvstændig i februar, alt er ikke gået som han ville og han arbejder derfor næsten alle timer i døgnet også i weekenderne - er gået fra at have ham omkring os til, at arve en mand der absolut ikke er tilstede, hverken fysisk eller psykisk.

Vi har 2 børn, min den største på 10 og vores fællebarn på 17 måneder. Jeg arbejder til daglig samt står for alt andet - bringe, hente, købe ind osv. Kort g godt er gået fra at have været fælles omkring børn mm. Står jeg nu og er alenemor. 

Jeg synes det er pisse hårdt... Jeg har vores datter alle nætter hun er urolig, jeg har for det meste børnenes alene i weekendens og jeg er ved at gå op i limningen!

 Synes faktisk ikke det er særlig fedt, at være mor hele døgnet rundt!

Aldersforskellen på børnene gør også, at det er svært at finde aktiviteter hvor de begge kan være med. Har ikke ro til at sætte mig ned g spille et spil med min søn, for så står den lille og skriger. Kan ikke tage i svømmehaller, da de er i hvert deres bassin og jeg så har endreng der konstant higer efter, hvornår jeg kommer og bader med ham... Hvilket jeg jo ikke kan når jeg skal være sammen med den lille!

Kæmper med konstant dårlig samvittighed overfor min søn, da alt tiden går til den lille.. Mangler overskud og er kommet dertil, hvor jeg har fået en enormt kort lunte.

Oveni har vores parforhold været udsat for en del after vi fik barn sammen, vi har haft svært ved at finde hinanden i det hele igen. Kærligheden mangler ikke, men vi har sådan set ikke haft et intimt forhold siden vores datter blev født. Min kæreste stresser mere end nogensinde før og han kan ikke hænge sammen!

Min kæreste arbejdede meget før, men arbejder endnu mere nu. Jeg føler jeg drukner i dethele, har ikke styr på noget fordi jeg har for meget at se til. Jeg får passet børnene indimellem, men et par timer her og der vejer ikke op for det jeg egentlig harbehov for. Nemlig masser ro og ALENE tid. 

Øer så forbandet træt af, at alt skal planlægges efter hvordan min kærestes arbejdssituation ser ud. Skal jeg til møde på arbejde eller andet, skal jeg som regel kalde pasning ind, da han ikke engang kan sætte et par timer af til at være sammen med/passe børnene...

Hans arbejde eruforudsigeligt og det er derfor ikke nyligt at time noget som helst efter det og jeg står påsidelinjen og må afpasse alt efter hans..

Skal lige siges, at det ikke altid har været sådan, det er blevet sådan efter han blev selvstændig og det er derfor en stor omvæltning for os alle. En omvæltning jeg ikke kan leve med i længden.

Tak fordi du læste med.

Jeg forstår dig fuldt ud - men det er desværre langt fra første gang, jeg hører den historie. At starte selvstændig virksomhed kræver for de fleste AL tid og alle kræfter i en lang periode - og det trækker enorme veksler på familien. Det er uden tvivl lige så hårdt for din mand, som jo ikke bare kan lægge sit projekt på hylden et par dage. 

Havde I talt det igennem, før han begyndte for sig selv, eller vidste I ikke helt, hvad det kunne indebære? Jeg tror, det er vigtigt, at I får sat jer ned og talt igennem, hvor længe, familien kan holde til det - og hvad plan B kan være. Lad være at bebrejde ham noget - han går vel ud fra, at han havde din fulde opbakning, da han gik i gang, og formentlig er dårlig samvittighed det sidste, han har brug for. 

Min mand talte også om at blive selvstændig, da børnene var små, men jeg satte hælene i og sagde, at han havde valgt et andet liv indtil videre ved at få tre børn. 

Håber, I kan få en fornuftig snak om, hvad I gør herfra. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg forstår dig fuldt ud - men det er desværre langt fra første gang, jeg hører den historie. At starte selvstændig virksomhed kræver for de fleste AL tid og alle kræfter i en lang periode - og det trækker enorme veksler på familien. Det er uden tvivl lige så hårdt for din mand, som jo ikke bare kan lægge sit projekt på hylden et par dage. 

Havde I talt det igennem, før han begyndte for sig selv, eller vidste I ikke helt, hvad det kunne indebære? Jeg tror, det er vigtigt, at I får sat jer ned og talt igennem, hvor længe, familien kan holde til det - og hvad plan B kan være. Lad være at bebrejde ham noget - han går vel ud fra, at han havde din fulde opbakning, da han gik i gang, og formentlig er dårlig samvittighed det sidste, han har brug for. 

Min mand talte også om at blive selvstændig, da børnene var små, men jeg satte hælene i og sagde, at han havde valgt et andet liv indtil videre ved at få tre børn. 

Håber, I kan få en fornuftig snak om, hvad I gør herfra. 

Anonym skriver:

Skriver egentlig bare for at læsse ud.... Har fået nok og er fuldstændig tyndslidt!

Min kæreste startede op som selvstændig i februar, alt er ikke gået som han ville og han arbejder derfor næsten alle timer i døgnet også i weekenderne - er gået fra at have ham omkring os til, at arve en mand der absolut ikke er tilstede, hverken fysisk eller psykisk.

Vi har 2 børn, min den største på 10 og vores fællebarn på 17 måneder. Jeg arbejder til daglig samt står for alt andet - bringe, hente, købe ind osv. Kort g godt er gået fra at have været fælles omkring børn mm. Står jeg nu og er alenemor. 

Jeg synes det er pisse hårdt... Jeg har vores datter alle nætter hun er urolig, jeg har for det meste børnenes alene i weekendens og jeg er ved at gå op i limningen!

 Synes faktisk ikke det er særlig fedt, at være mor hele døgnet rundt!

Aldersforskellen på børnene gør også, at det er svært at finde aktiviteter hvor de begge kan være med. Har ikke ro til at sætte mig ned g spille et spil med min søn, for så står den lille og skriger. Kan ikke tage i svømmehaller, da de er i hvert deres bassin og jeg så har endreng der konstant higer efter, hvornår jeg kommer og bader med ham... Hvilket jeg jo ikke kan når jeg skal være sammen med den lille!

Kæmper med konstant dårlig samvittighed overfor min søn, da alt tiden går til den lille.. Mangler overskud og er kommet dertil, hvor jeg har fået en enormt kort lunte.

Oveni har vores parforhold været udsat for en del after vi fik barn sammen, vi har haft svært ved at finde hinanden i det hele igen. Kærligheden mangler ikke, men vi har sådan set ikke haft et intimt forhold siden vores datter blev født. Min kæreste stresser mere end nogensinde før og han kan ikke hænge sammen!

Min kæreste arbejdede meget før, men arbejder endnu mere nu. Jeg føler jeg drukner i dethele, har ikke styr på noget fordi jeg har for meget at se til. Jeg får passet børnene indimellem, men et par timer her og der vejer ikke op for det jeg egentlig harbehov for. Nemlig masser ro og ALENE tid. 

Øer så forbandet træt af, at alt skal planlægges efter hvordan min kærestes arbejdssituation ser ud. Skal jeg til møde på arbejde eller andet, skal jeg som regel kalde pasning ind, da han ikke engang kan sætte et par timer af til at være sammen med/passe børnene...

Hans arbejde eruforudsigeligt og det er derfor ikke nyligt at time noget som helst efter det og jeg står påsidelinjen og må afpasse alt efter hans..

Skal lige siges, at det ikke altid har været sådan, det er blevet sådan efter han blev selvstændig og det er derfor en stor omvæltning for os alle. En omvæltning jeg ikke kan leve med i længden.

Tak fordi du læste med.

du trænger til en STOOOR  

håber det kommer til at blive bedere for jer i fremtiden!

Mor og meget mere skriver:

Jeg forstår dig fuldt ud - men det er desværre langt fra første gang, jeg hører den historie. At starte selvstændig virksomhed kræver for de fleste AL tid og alle kræfter i en lang periode - og det trækker enorme veksler på familien. Det er uden tvivl lige så hårdt for din mand, som jo ikke bare kan lægge sit projekt på hylden et par dage. 

Havde I talt det igennem, før han begyndte for sig selv, eller vidste I ikke helt, hvad det kunne indebære? Jeg tror, det er vigtigt, at I får sat jer ned og talt igennem, hvor længe, familien kan holde til det - og hvad plan B kan være. Lad være at bebrejde ham noget - han går vel ud fra, at han havde din fulde opbakning, da han gik i gang, og formentlig er dårlig samvittighed det sidste, han har brug for. 

Min mand talte også om at blive selvstændig, da børnene var små, men jeg satte hælene i og sagde, at han havde valgt et andet liv indtil videre ved at få tre børn. 

Håber, I kan få en fornuftig snak om, hvad I gør herfra. 

Forstår udemærket hvad det er du siger og kan sagtens se tingene fra min kærestes vinkel. 

Ingen af os har været forberedt på hvilken omvæltning det ville blive med hans selvstændige hverv. Havde jeg vidst det, havde jeg ikke bakket ham op! 

Bebrejder ham heller ikke noget, da jeg jo ligesom hat støttet ham hele vejen... Men jeg kan bare ikke blive ved med af trække hele læsset i den anden ende, det går jeg ned på og det er vores børn absolut ikke tjent med!

Børnene er heller ikke tjent med, hvordan situationen er nu og da jeg valgte at få barn med min kæreste, var mine fremtidsvisioner ikke, at skulle være alene med det ej heller, at have en maned der aldrig er hjemme eller ser sit barn!

Åhhh hvor jeg føler med dig. Du må trænge til et stort 

Har du overvejet, og kunne I måske have råd til, at få en ung pige i huset hos jer? Som kan tage over med børnene i dagtimerne, så du "kun" har dem aften og weekend? Det var bare en tanke, at det måske kunne give dig noget mere alenetid.

Og så ringer mine alarmklokker altså noget i forhold til at din kæreste arbejder så meget og virker så stresset, for det er bestemt ikke at spøge med. Min kæreste var også selvstændig før vi mødte hinanden, og efter en længere periode med meget stress, hvor lægen også havde sagt han var nødt til at geare ned - men han ikke kunne, fordi han var selvstændig og stod med det hele selv, så endte han med at gå HELT NED med en kæmpe depression. En depression som han aldrig kommer 100 % ud af, men nu er så meget ud af at han kan have et arbejde - men det har altså så også lige taget 6 år.... prøv at spørge din mand om han er villig til at ofre 6 år af sit liv på at gå med en depression, hvilket han desværre er i stor risiko for, når han ikke kan lytte til sig selv og sin egen krop og mærke at det er for meget for ham.

Selvfølgelig reagerer vi alle forskelligt, og nogle er mere disponible over for stress og depression end andre, men det er bestemt ikke noget at spøge med, og kan også sagtens ødelægge jeres forhold helt!

Jeg synes du skal tage en virkelig alvorlig snak med ham, så han forstår at du altså står med det ene ben ude af døren og at du samtidig er bekymret for ham.

I hvert fald rigtig meget held og lykke! Håber det bliver bedre for jer og I finder en løsning... 

Anonym skriver:

Forstår udemærket hvad det er du siger og kan sagtens se tingene fra min kærestes vinkel. 

Ingen af os har været forberedt på hvilken omvæltning det ville blive med hans selvstændige hverv. Havde jeg vidst det, havde jeg ikke bakket ham op! 

Bebrejder ham heller ikke noget, da jeg jo ligesom hat støttet ham hele vejen... Men jeg kan bare ikke blive ved med af trække hele læsset i den anden ende, det går jeg ned på og det er vores børn absolut ikke tjent med!

Børnene er heller ikke tjent med, hvordan situationen er nu og da jeg valgte at få barn med min kæreste, var mine fremtidsvisioner ikke, at skulle være alene med det ej heller, at have en maned der aldrig er hjemme eller ser sit barn!

Jeg kan godt forstå det ikke kan holde til det. Jeg er sikker på det er super hårdt. Nu kender jeg ikke noget til det at blive selvstændige...men er der lys forude?Jeg tænker om det kun er i starten at man skal arbejde meget, til man har opbygget sit firma som det skal være og det hele køre som det skal?

FrkT skriver:

Åhhh hvor jeg føler med dig. Du må trænge til et stort 

Har du overvejet, og kunne I måske have råd til, at få en ung pige i huset hos jer? Som kan tage over med børnene i dagtimerne, så du "kun" har dem aften og weekend? Det var bare en tanke, at det måske kunne give dig noget mere alenetid.

Og så ringer mine alarmklokker altså noget i forhold til at din kæreste arbejder så meget og virker så stresset, for det er bestemt ikke at spøge med. Min kæreste var også selvstændig før vi mødte hinanden, og efter en længere periode med meget stress, hvor lægen også havde sagt han var nødt til at geare ned - men han ikke kunne, fordi han var selvstændig og stod med det hele selv, så endte han med at gå HELT NED med en kæmpe depression. En depression som han aldrig kommer 100 % ud af, men nu er så meget ud af at han kan have et arbejde - men det har altså så også lige taget 6 år.... prøv at spørge din mand om han er villig til at ofre 6 år af sit liv på at gå med en depression, hvilket han desværre er i stor risiko for, når han ikke kan lytte til sig selv og sin egen krop og mærke at det er for meget for ham.

Selvfølgelig reagerer vi alle forskelligt, og nogle er mere disponible over for stress og depression end andre, men det er bestemt ikke noget at spøge med, og kan også sagtens ødelægge jeres forhold helt!

Jeg synes du skal tage en virkelig alvorlig snak med ham, så han forstår at du altså står med det ene ben ude af døren og at du samtidig er bekymret for ham.

I hvert fald rigtig meget held og lykke! Håber det bliver bedre for jer og I finder en løsning... 

Har længe været bekymret for det konstante stress hans arbejde altid har påført ham. Nu er hans så endnu mere stresset.

Vågner om natten, kan ikke sove. Er syg hele tiden, immunforsvaret er sat ud. arbejde kører rundt i ham hele tiden. Hans tilstand er alarmerende i henhold til stress og alle faktorer samt symptomer er der.

Men det er der sådan set ikke noget nyt i, det er bare eskaleret efter han er startet selvstændig op og spørgsmålet er, hvornår han bukker under for det!

 Har tit snakket med ham om det, han er selv bevidst om det, men står i en situation, hvor han er enemand om det hele og ikke har økonomi til at lade andre overtage! 

mor:) skriver:

Jeg kan godt forstå det ikke kan holde til det. Jeg er sikker på det er super hårdt. Nu kender jeg ikke noget til det at blive selvstændige...men er der lys forude?Jeg tænker om det kun er i starten at man skal arbejde meget, til man har opbygget sit firma som det skal være og det hele køre som det skal?

Opstartsfasen er altid den mest hektiske, da der skal indlejres nye rutiner mm. Og alt nyt kræver jo noget ekstra uanset hvad...

Hvordan det så ser ud fremtiden, vil tiden vise!