Årh mit lille pus Bastian. Han reagerer ALDRIG på noget. Har altid været utroligt god til at tilpasse sig, synes jeg. Det kan tælles på 1 hånd, hvor får gange han har grædt når han skulle afleveres i børnehave, så han ER glad for at være der, det ved jeg....
Idag startede han hos ulveungerne, det vil sige det sidste år af børnehaven, og altså store-gruppen, hvor næste skridt er skole og SFO.
Det har de åbenbart talt meget om idag, og det er blevet for meget for Bastian, som ellers havde glædet sig SÅ meget til at komme i ulvegruppen, for så var man stor...
Men idag, ca. 15 minutter efter han var blevet lagt i seng, stod han så op. De sædvanlige undskyldninger for at stå op, e rjo noget med at man skal tisse, have vand, lige sige noget, havde glemt bamsen, og ja, gud ved hvad der får de børn til at stå op 
Men altså, idag, der skulle han slet ikke noget. Da jeg sagde til ham at han altså skulle tilbage i seng, begyndte han at græde.
Han ville bare slet ikke være ulveunge, han ville meget hellere bare være Rolling (mellemgruppen), og sådan var det bare. Han ville IKKE være ulveunge.
Jeg tænker at det var da mærkeligt, for han virkede til at have haft en god dag, og han var glad, og hundehamrende træt da han kom hjem.
Så jeg spurgte ind til om der var sket noget oppe i børnehaven idag, som han ikke kunne lide, men det var der ikke.
Han ville bare blive i Rollingegruppen, basta bum!
Jeg sagde til ham, at han var nødt til at forklare hvorfor han ikke ville være Ulveunge, for ellers var der jo ikke nogen der kunne forstå det.
Så brød han lidt sammen igen, og fortalte, at det er fordi han bare IKKE vil i SFO. Jeg mener ikke, at de på deres allerførste dag som ulveunger har været på besøg i SFO'en, så havde jeg da hørt noget om det. Og Bastian har også fortalt, at de har leget rigtig meget, og tegnet tegninger, og hygget sig oppe i ulvegruppen. Så alt i alt ellers en dejlig dag... Men nej, han vil IKKE være ulveunge mere.
Til sidst kom det også frem hvorfor han tænkte på SFO'en. Og det viste sig, at det var fordi at ovre i SFO'en er der jo en hel masse andre STORE børn, og dem var han altså lidt bange for.
Jeg forklarede ham, at han jo først skulle i SFO om et helt år, når han var blevet 6 år, og der var jo rigtig lang tid til, og når han var blevet 6 år, så var han jo også en af de store børn...
Men nej, Bastian var ligeglad med om han blev 6 år engang (i denne måned fylder han 5), for han ville bare ikke være i ulvegruppen, og ende i SFO (som om det simpelthen var jordens undergang, og hans dages ende), han ville tilbage til rollingerne, og der ville han blive ved med at være....
Til sidst tror jeg det blev for meget hjernevrideri, at forsøge at overtale ham til at det var sejt at være ulveunge, og at han ville synes det var sjovt at gå i skole. Så jeg lovede ham at vi måtte snakke omd et med børnehaven imorgen, men at han nok stadig skulle være ulveunge alligevel. Den godtog han mere eller mindre. Det vil sige, han godtog at vi snakker med børnehaven imorgen, og så snakkede vi ikke mer eom det at han skulle forblive ulveunge...
Stakkels min store lille dreng dog. Det er synd han skal tænke over det, og allerede frygte de store børn, når han jo ikke engang skal være i nærheden af de store farlige 9. klasser (som jo var de farlige da jeg startede i skole hehe), og når der oven i købet er et helt år tilbage, inden det er aktuelt med den SFO.
Der er ikke andet for end at tale med børnehaven imorgen... Men puh, det er også svært for moren, for den nye gruppeleder, som jo hører til Bastian er virkelig ikke min kop the. En rigtig overlegen ældre dame, som konstant og igen vender ryggen til og nærmest stormer væk i ren hønserøv, når man forsøger at tale med hende. Jeg har ADLRIG, og jeg mener ALDRIG udtrykt over for Bastian at jeg ikke kan lide hende, for vi har slet ikke rigtig været i kontakt med hende (heldigvis), men nu SKAL vi jo, og så håber jeg fandmer hun tager det alvorligt, og ikke synes at moren her er pjevset, når jeg skal snakke med hende imorgen....
Bastian har det til tider lidt svært. Jeg tror det roder inde i hovedet på ham, lidt ligesom mig selv, med at alt skal være på en bestemt måde, ellers bliver man helt underlig i kroppen, sådan lidt OCD agtigt (kun bestemte småting, som egentlig er ligegyldigt).
Og i de perioder har han stort set KUN ville bruge een bestemt voksen i børnehaven. Endda en som virkelig er sød, og som virkelig er god ved børnene, og knokler for børnene, og for at hver især skal have sine personlige behov varetaget. Men den voksen mister han jo nu, fordi hun ikke er i den nye gruppe. Og det er så svært synes jeg, fordi jeg forudser jo at han kommer ind i en halvtrist periode nu, hvor han bekymrer sig for meget, og jeg tvivler SÅ meget på den voksne hønserøv der nu skal være hans faste kontaktperson.
Jeg ved godt det er at tage sorgerne på forskud, men mit barn skal altså bare ikke leve en angstfyldt barndom, sådan som jeg selv gjorde det, for så ender han jo som mig, og det skal han ikke. Man skal IKKE tage en trofast voksen fra et barn der føler behov for en sådan. Så jeg har jo allerede i mit hovede gennemtænkt, at hvis han ikke vil tage til takke med hvad hønserøven (for ikke at sætte navn på hende) forsøger at forklare ham imorgen, så må vi istandsætte et eller andet, hvor der er mig, den nye kontaktperson, og den søde gamle yndlingsvoksen, så vi sammen kan forsikre ham at det nok skal gå. For jeg tænker, at hvis han hører det fra hende han er så glad for, OG fra mig som mor, OG hende den nye lover at det hele bliver SÅ spændende og ufarligt, at så skal det vel nok gå...
Ik' piger....
Årh, jeg har aldrig set sådan en reaktion hos min lille dreng. Han tænker aldrig rigtig i fremtid. Men det gjorde han idag, åbenbart, og det var da en stor tung tanke han fik fat i synes jeg...
