Inden jeg blev gravid med Johannes havde jeg passet de samme 3 børn fast siden den mellemste var spæd, og hun var altså 8 år da jeg fik Johannes..
Jeg snakkede rigtig godt med deres mor, hun var som en veninde og en mor for mig på samme tid. Hende og hendes familie tog mig til dem, passede på mig i situationer mine forældre burde have gjort men som de ikke magtede..
Hende og hendes mand hjalp mig med en lejlighed da jeg blev gravid (de har en masse udlejningsejendomme) jeg nåede at bo der 3 måneder og så sagde jeg den op.. Efter jeg havde sagt den op mødte jeg min nuværende kæreste, og jeg flyttede sammen med ham istedet for i den nye lejlighed jeg havde kig på.. De blev lidt sure og skuffede, for nu havde de jo hjulpet mig osv, og jeg forstår dem egentlig godt.. Da alt var ordnet og lejligheden synet, så var det som om kontakten ebbede ud, og jeg har nu ikke snakket med dem i 2 år..
Igår bestemte jeg mig for at jeg ville prøve at sende en sms til hendes gamle nummer (jeg har altid kunnet det i hovedet) bare for at se om hun svarede.. Jeg spurgte om de kunne tænke sig at få besøg af Johannes og jeg her i eftermiddag, og det kunne de helt sikkert..
Da vi så kom idag, så var alt ved det gamle, vi snakkede som om der aldrig havde været en "pause" i vores daværende mor, veninde/datter forhold, og det var fantastisk..
Bare det at kunne vise lige præcis dem hvor godt det går med os, og hvor meget Johannes trives, det var det bedste, og den ros hun gav mig for min håndtering af ham, det er den bedste ros jeg nogensinde har fået i mit liv som mor, og ikke mindst den mest betudningsfulde..
Tænk sig, der har ikke været kontakt i 2 år, og så er alt alligevel tilbage ved det gamle, og så har jeg naturligvis lovet dem at der ikke kommer til at gå 2 år igen inden vi skal ses..
