Ja, Åhh hvor jeg synes det der parforholds noget er svært.
Min (x) kæreste og jeg har været sammen i knap 8 år. Vi er ikke så gamle 25 og 27, så det vil jo sige, at vi var ganske unge da vi fandt sammen.
Vi fik i 2010 en søn sammen som nu er 1½ år.
I efteråret besluttede vi i fællesskab, at tingene ikke fungerede optimalt for nogle af os, og vi ville prøve at flytte hver til sit, dog stadig som kærester for at se om det kunne vække gnisten.
Gnisten har sådan set manglet lææænge. Det er primært mig der har haft/har et problem med at være intim. Det gælder alt fra kærtegn, tungekys og ja sex selvfølgelig. Det er ikke noget der er blevet praktiseret meget de sidste 4-5 år ca. Når vi snakker sex har vi i gode perioder haft sex 1 gang om måneden og i dårlige 1 gang i kvartalet.
Jeg har simpelthen ikke lyst til at have sex, kysse eller andet i den dur med ham. Jeg ved ikke hvad det er der har gjort udslaget, og det er meget frustrerende. Jeg elsker ham nemlig meget højt, på alle andre punkter i livet passer vi perfekt sammen. Men det er ikke nok, på lang sigt for nogle af os!
Vi er begyndt til parterapi for at se om det kan hjælpe os, men det er jeg ikke sikker på det kan før jeg er 100% sikker på at jeg vil gå all in på at få det her til at fungere.
Jeg har svært ved at finde ud af, om jeg ønsker at prøve at få vores forhold til at køre igen, hvilket vil kræve at vi finder ud af hvordan jeg igen kan få lyst til at nusse, kysse og sexe med ham.(han har meget lyst til det hele med mig)
Eller om jeg egentlig ønsker at afslutte det og prøve at finde mig selv og søge lykken andet steds.
Det der forvirre mig er, at jeg ikke kan se mig selv med en anden mand, få barn/børn med en anden mand. Jeg kan ikke forestille mig ikke at kunne snakke med min x dagligt. Jeg ved ikke om jeg kan blive glad på hans vegne når han engang stifter ny familie med kone og børn selv om det var mit valg at gå.
Jeg ved ikke om jeg nogensinde finder en mand, der respektere mig, og værdsætter mig på samme måde som ham her gør, og det skræmmer mig.
Det skræmmer mig, at skulle leve et live med en ny mand, og mit barn og evt fælles børn/sammen bragte. Samt at skulle samarbejde med min x og hans evt nye kone.
Jeg kan ikke finde ud af om jeg bare har svært ved at give slip på trygheden i vores forhold, og det jeg har haft med ham eller om det er virkelig kærlighed og jeg skal gå all in for at få intimiteten op at køre mellem os igen.
Er det mon normalt at have disse tvivls spørgsmål i en sådan process?
Nogle der har nogle gode inputs?
Mvh Ano
