Er så fortvivlet :/

Åhh, havde ikke regnet med at jeg nogensinde skulle skrive sådan et indlæg her, men har brug for at komme ud med det!

Det sidste stykke tid har min kæreste og jeg skændtes/diskuteret hver evig eneste dag! Tror faktisk ikke der er en eneste aften i denne uge hvor vi ikke har været uvenner! Det er pisse hårdt da vi ikke plejer at være uvenner, vi har altid kunne snakke om tingene, men nu kan vi slet ikke snakke om det uden vi bliver mere uvenner  

Jeg har været syg hele ugen og har derfor været meget afhængig af, at han gad handle ind efter arbejde, lave mad osv. og han mener åbenbart at jeg godt kan støve af og rydde op når jeg "bare" ligger derhjemme! Det kan jeg bare ikke! Jeg er sjælden syg, men når jeg så er syg så er jeg det BIG TIME! Og det vil han bare ikke respektere 

Men det er selvfølgelig ikke kun ham den er gal med, også mig! Jeg bliver irriteret over de mindste ting ved ham. Ting som jeg førhen ikke ville skænke en tanke. Jeg beder ham om at lave mad - men brokker mig over det er lidt brændt eller at han gør det på en anden måde end mig! - jeg er virkelig en kælling! Den stakkels mand prøver jo bare alt hvad han kan, og han er virkelig en dårlig kok, men han prøver jo! Hvorfor har jeg ændret mig så meget? Hvorfor kan jeg ikke se det positive ved at han overhovedet gider prøve? 

Jeg aner ikke hvorfor vores forhold er kommet ud på dette sidespor. Jeg elsker den mand over alt på jorden, og fælder faktisk en tåre lige nu, fordi tanken om ikke at skulle være sammen med ham knuser mit hjerte! Men hvorfor kan vi ikke bare være gode venner? 

Jeg havde brug for at lufte mit hjerte, for i øjeblikket kan vi slet ikke snakke sammen om vores følelser. Jeg elsker ham, men lige nu kører vi psykisk terror på hinanden 

Antonsmor <3 skriver:

åh det lyder ikke sjovt ! det vigtigte er at i får snakket det hele igenne og får sagt alt hvad i vil sige uden at ligge låg på ! ndet rr super hårdt men man kommer ikke videre uden at snakke om tingeneg! stort kramjj

Vi plejer også snakke om tingene, så det er bare så hårdt når vi ikke kan! Normalt snakker vi om tingene inden vi bliver uvenner fordi ingen af os gider gå og være sur på den anden, men hvorfor kan vi så ikke nu?

Tror vi skal have en kæreste dag imorgen hvor vi bare snakker for det har vi virkelig brug for tror jeg, og så må jeg bare krydse fingre for at vi så ikke bliver uvenner! 

Anonym skriver:

Åhh, havde ikke regnet med at jeg nogensinde skulle skrive sådan et indlæg her, men har brug for at komme ud med det!

Det sidste stykke tid har min kæreste og jeg skændtes/diskuteret hver evig eneste dag! Tror faktisk ikke der er en eneste aften i denne uge hvor vi ikke har været uvenner! Det er pisse hårdt da vi ikke plejer at være uvenner, vi har altid kunne snakke om tingene, men nu kan vi slet ikke snakke om det uden vi bliver mere uvenner  

Jeg har været syg hele ugen og har derfor været meget afhængig af, at han gad handle ind efter arbejde, lave mad osv. og han mener åbenbart at jeg godt kan støve af og rydde op når jeg "bare" ligger derhjemme! Det kan jeg bare ikke! Jeg er sjælden syg, men når jeg så er syg så er jeg det BIG TIME! Og det vil han bare ikke respektere 

Men det er selvfølgelig ikke kun ham den er gal med, også mig! Jeg bliver irriteret over de mindste ting ved ham. Ting som jeg førhen ikke ville skænke en tanke. Jeg beder ham om at lave mad - men brokker mig over det er lidt brændt eller at han gør det på en anden måde end mig! - jeg er virkelig en kælling! Den stakkels mand prøver jo bare alt hvad han kan, og han er virkelig en dårlig kok, men han prøver jo! Hvorfor har jeg ændret mig så meget? Hvorfor kan jeg ikke se det positive ved at han overhovedet gider prøve? 

Jeg aner ikke hvorfor vores forhold er kommet ud på dette sidespor. Jeg elsker den mand over alt på jorden, og fælder faktisk en tåre lige nu, fordi tanken om ikke at skulle være sammen med ham knuser mit hjerte! Men hvorfor kan vi ikke bare være gode venner? 

Jeg havde brug for at lufte mit hjerte, for i øjeblikket kan vi slet ikke snakke sammen om vores følelser. Jeg elsker ham, men lige nu kører vi psykisk terror på hinanden 

Har I små børn?

Har man børn under 2, skal man være mere end urimeligt godt skruet sammen for at undgå skænderier. Selv os der aldrig skændes, får pludseligt en meget kort lunte, små ubetydelige ting bliver forstørret mange gange op.

Uden at blinke, så kan jeg roligt sige at de sidste 2 år har været den sande prøvelse for vores forhold, aldrig har vi været så langt ude og skide som de perioder hvor ingen af fik noget søvn. Og vi har også skændtes, helt urimeligt meget.

Jeg kan trøste dig med at det bliver bedre. Bare bid tænderne sammen og mind jer om hvorfor I er sammen. Når baby begynder at være 20 måneders tid, begynder rutinen at indtage sin plads, barnet er ikke så ofte syg, er I heldige har I endda et barn der sover igennem osv. Det er kun en kort periode, ud af jeres meget lange forhold.

Jonatansmor skriver:

Har I små børn?

Har man børn under 2, skal man være mere end urimeligt godt skruet sammen for at undgå skænderier. Selv os der aldrig skændes, får pludseligt en meget kort lunte, små ubetydelige ting bliver forstørret mange gange op.

Uden at blinke, så kan jeg roligt sige at de sidste 2 år har været den sande prøvelse for vores forhold, aldrig har vi været så langt ude og skide som de perioder hvor ingen af fik noget søvn. Og vi har også skændtes, helt urimeligt meget.

Jeg kan trøste dig med at det bliver bedre. Bare bid tænderne sammen og mind jer om hvorfor I er sammen. Når baby begynder at være 20 måneders tid, begynder rutinen at indtage sin plads, barnet er ikke så ofte syg, er I heldige har I endda et barn der sover igennem osv. Det er kun en kort periode, ud af jeres meget lange forhold.

Vi har ikke børn, men har prøvet meget længe. Tror måske det er med til at vi bliver uvenner, fordi ingen af os kan forstå hvorfor! 

Anonym skriver:

Vi har ikke børn, men har prøvet meget længe. Tror måske det er med til at vi bliver uvenner, fordi ingen af os kan forstå hvorfor! 

Det tog også lang tid for os og det tog også hårdt på forholdet.... selvfølgelig er det vigtigt at få det snakket igennem, men det kan være svært når man er inde i den "onde cirkel" hvor man bare ryger i hovedet på hinanden.. har I overvejet lige at tage et par dage væk fra hinanden? Du kan måske være hos dine forældre eller en veninde weekenden over?

Her hos os gør det altså underværker lige at få lidt luft en gang imellem, og lige være sig selv... Det kan for nogle være hårdt at gå op og ned ad hinanden hele tiden når man har en periode med en kortere lunte end normalt... hvis man kommer lidt væk og får lidt luft og kølet lidt af, kan det være meget nemmere at tale sammen bagefter, og man kommer måske endda til at savne hinanden lidt... Og så går det hele mange gange lidt bedre bagefter og man har mere overskud til at få talt tingene igennem....

Masig skriver:

Det tog også lang tid for os og det tog også hårdt på forholdet.... selvfølgelig er det vigtigt at få det snakket igennem, men det kan være svært når man er inde i den "onde cirkel" hvor man bare ryger i hovedet på hinanden.. har I overvejet lige at tage et par dage væk fra hinanden? Du kan måske være hos dine forældre eller en veninde weekenden over?

Her hos os gør det altså underværker lige at få lidt luft en gang imellem, og lige være sig selv... Det kan for nogle være hårdt at gå op og ned ad hinanden hele tiden når man har en periode med en kortere lunte end normalt... hvis man kommer lidt væk og får lidt luft og kølet lidt af, kan det være meget nemmere at tale sammen bagefter, og man kommer måske endda til at savne hinanden lidt... Og så går det hele mange gange lidt bedre bagefter og man har mere overskud til at få talt tingene igennem....

Vi har ikke prøvet at være væk fra hinanden for, hvor underligt det ellers lyder, kan ingen af os sove hvis den anden ikke er der! Men jeg har overvejet idag om det er fordi jeg er syg og så bare er derhjemme? Måske er det fordi jeg trænger til at komme ud og være social og måske bliver lidt småirriteret af at sidde herhjemme? 

Det har jo været slemt i denne uge hvor jeg har været syg.

Anonym skriver:

Vi har ikke prøvet at være væk fra hinanden for, hvor underligt det ellers lyder, kan ingen af os sove hvis den anden ikke er der! Men jeg har overvejet idag om det er fordi jeg er syg og så bare er derhjemme? Måske er det fordi jeg trænger til at komme ud og være social og måske bliver lidt småirriteret af at sidde herhjemme? 

Det har jo været slemt i denne uge hvor jeg har været syg.

Jeg sover også elendigt når jeg er væk fra kæresten, men det er det værd hvis det hjælper synes jeg... Jeg har et lidt hidsigt temperament nogle gange, så for mig (os) hjælper det altså at komme lidt væk nogle gange.. Ikke flere uger eller noget, bare en weekend eller måske som du selv siger bare være social med nogle venner en dag eller en nat i byen eller noget i den stil... Komme ldit ud og få det hele lidt på afstand... det siger sig selv (i min verden i hvert fald) at når man er sammen 24/7 næsten så kan man ikke helt undgå at det kammer lidt over en gang imellem og man bliver små irriteret på hinanden....