Søvnløs og med hovedet fuld af tanker..

Jeg tror at min mand og jeg er nået til vejs ende.. 

Vi er gift og har en dreng fra januar 2010 og vi bor til leje. 

Min mand boede her først, vi har ikke nogen lejekontrakt da en sådan aldrig blev udleveret. Heldigt for os. Han vil derfor blive boende i huset. 

Han har arbejde og en bopæl. 

Jeg er nyuudannet og arbejdsløs, er pt på dagpenge og separeses vi med henblik på skilsmisse, er det mig der skal flytte. 

Min mand sagde (som pt har valgt at sove på sofaen)  Og opføre sig som et barn, der møder modstand.. sidst vi skændtes bravt at han ville kæmpe for sin søn. Jeg har aldrig haft nogen intentioner om at vi skulle udvikle en krig om vores søn i så fald vi gik fra hinanden, men frygter lidt at det er det der vil ske... 

Jeg ligger bare her og tænker på om hans far ikke er den der sidder bedst i det med både job og hus modsat mig som pludselig skal til at finde en lejlighed jeg har råd til, som skal møbleres med de fornødne ting og to katte, som jeg gerne vil have med - hvis ikke han vil beholde den ene.. 

Jeg er vildt ked af det og er bange for at tage det skridt men har også lidt en formodning om at det rent faktisk ville være godt for os at være væk fra hinanden og godt for Eloliekilder at opleve hans forældre være kede af det og sure på hinanden. DeT er ikke hver dag, men syntes stadigvæk at det er for ofte til at være sundt for vores forhold. Kommunikationen når det går dårligt er værre end dårligt.. 

 

Jeg syntes slet ikke det er enten at findehud af hvad der er det rigtige eller det mest fornuftige eller om jeg overtager eller om det vitterligt skal være.. Og alle de spørgsmålhvordan det bliver at være alene og frygten for at vores søn bliver væretAGF det i hans liv osv osv osv. 

 

Jeg havde håbet manden var kommet ind i sengenbanesår vi havde fundet ud af det gennem et knus, for d er egentligt bare det jeg har brug for og at græde men gider ikke ligge her og græde... Men nu løber tårerne... Øv! 

Beklager alle de latterlige auto-correct! Ipad'en er elendig på baby.dk.  Håber I kan finde mening i det skrevne selvom.. 

MortilElias2010 skriver:

Jeg tror at min mand og jeg er nået til vejs ende.. 

Vi er gift og har en dreng fra januar 2010 og vi bor til leje. 

Min mand boede her først, vi har ikke nogen lejekontrakt da en sådan aldrig blev udleveret. Heldigt for os. Han vil derfor blive boende i huset. 

Han har arbejde og en bopæl. 

Jeg er nyuudannet og arbejdsløs, er pt på dagpenge og separeses vi med henblik på skilsmisse, er det mig der skal flytte. 

Min mand sagde (som pt har valgt at sove på sofaen)  Og opføre sig som et barn, der møder modstand.. sidst vi skændtes bravt at han ville kæmpe for sin søn. Jeg har aldrig haft nogen intentioner om at vi skulle udvikle en krig om vores søn i så fald vi gik fra hinanden, men frygter lidt at det er det der vil ske... 

Jeg ligger bare her og tænker på om hans far ikke er den der sidder bedst i det med både job og hus modsat mig som pludselig skal til at finde en lejlighed jeg har råd til, som skal møbleres med de fornødne ting og to katte, som jeg gerne vil have med - hvis ikke han vil beholde den ene.. 

Jeg er vildt ked af det og er bange for at tage det skridt men har også lidt en formodning om at det rent faktisk ville være godt for os at være væk fra hinanden og godt for Eloliekilder at opleve hans forældre være kede af det og sure på hinanden. DeT er ikke hver dag, men syntes stadigvæk at det er for ofte til at være sundt for vores forhold. Kommunikationen når det går dårligt er værre end dårligt.. 

 

Jeg syntes slet ikke det er enten at findehud af hvad der er det rigtige eller det mest fornuftige eller om jeg overtager eller om det vitterligt skal være.. Og alle de spørgsmålhvordan det bliver at være alene og frygten for at vores søn bliver væretAGF det i hans liv osv osv osv. 

 

Jeg havde håbet manden var kommet ind i sengenbanesår vi havde fundet ud af det gennem et knus, for d er egentligt bare det jeg har brug for og at græde men gider ikke ligge her og græde... Men nu løber tårerne... Øv! 

Hvor træls at ligge søvnløs over sådan et dilemma - jeg har så nattevagt og er derfor vågen..

Det lyder som om du har taget dig en beslutning der hedder at det skal være slut og i er bedst tjent uden hinanden. Og den erkendelse skal du være stolt over. For det er virkelig en hård erkendelse af gøre.
Jeg kan huske da jeg gik fra faren til min søn - den der nagende dårlige samvittighed kom snigende hele tiden. Men den hjælper ingen!
Selvfølgelig siger han at han vil kæmpe for sin søn, for han er jo godt klar over, at hvis i går fra hinanden, så skal han ikke se sin søn så meget om han gør nu (ligesom dig jo.. når man har et delebarn). Det er hans forsvar. Og det er bare ikke nemt at få det gode samarbejde op at køre i starten. For der ligger så mange kvæstede følelser under overfladen.
Et skridt ad gangen - museskridt led efter et sted at bo. Forsøg at støt hinanden, trods de bristede bånd. Vær ekstra opmærksom på reaktioner fra drengen - han er sårbar i det her og mærker mere end man tror.

Jeg håber i kommer godt ud af det og finder fodfæste igen snart

 

Hej ven. Et stort knus til dig. Det har du brug for .Sikke en træls situation at stå i. Er I sikre på at løsningen er at skilles? Har I overvejet parterapi, så I kan få nogle redskaber til at kommunikere bedre? 

Kære Mor til Elias,

Puha, det er godt nok en tung situation du er i med tunge tanker og et tungt hjerte. Har det været længe undervejs, eller er det noget, du oplever, er gået skævt i nyere tid? Når du lyder så forholdsvis afklaret, som du gør, tænker jeg, om du længe har vidst, hvorhen det bar.

Det er virkelig ikke for at lyde som en jubelnar, men prøv at tænke på det heldige, du er midt i: Nyuddannet og med en dejlig søn. Og med muligheden for en mere fri tilværelse, hvor du ikke skal være sammen med et menneske, der ikke forstår dig. Det er bestemt ikke for at bagatelisere din vanskelige situation. Men du har noget dyrebart: din søn og dig selv. 

Har selv været arbejdsløs i en længere periode. Eller jobsøgende som jeg  foretrækker at kalde det. Har tit tænkt, at gik min mand og jeg fra hinanden, ja, så er det spørgsmålet, hvor godt jeg har sikret mig. Min mand tjener mest. Men jeg tror til gengæld, at jeg har mere råstyrke og mod på at gøre det bedste med det, jeg har.

Forstår i den grad dine bekymringer over om det skal være en kamp om Elias. Hvad kan du gøre for fra start af at stille nogle betingelser til din mand, hvordan du ser det optimalt for Elias, som jo altså har en alder, hvor han godt begynder at forstå. Har selv en søn fra starten af 2010 og han forstår da straks, hvis bøglerne har gået højt mellem min mand og jeg - selv om vi slet ikke er der, hvor vi skal skilles.

Du må have nogle krav, der beskytter dine grænser og passer på Elias. Dem må han respektere. I skal jo være forældre sammen resten af livet. 

Held og lykke med at få styr på tankerne og SØG HJÆLP hvor du kan. Det skal du ikke gå alene med.

kh

Annika

Åhh det er ikke rart:-( jeg kender godt til når bølgerne er høje, og man mest har lyst til at smutte og få et liv uden skænderier!!! Hvis i har muligheden for at få hjælp sammen, til at løse skænderierne via dialog, så tá den!!!! Mænd er tit for stolte til at gi sig, og så bliver det mere en kamp om hvem der har ret!!! Hvilket der ikke kommer noget konstruktivt ud af Skriv hvis du har brug for en skulder!!!! Knus og kram mig med pudslebordet;-)

Kære jer, der har skrevet tilbage på mit indlæg. Jeres ord har været gode at have med i tankerne, jeg takker jer af hjertet.

Imorges kom min mand ind og undskyldte for hans del i det at tage noget negativt med hjem og inficere vores hjem med det, inden han tog på arbejde.

Da han og hans borgere skulle på loppemarked inviterede han mig med og vi havde en hyggelig formiddag.

Her til aften har vi haft en af de der sjældent forekomne konstruktive samtaler, da vores søn var puttet i seng hvor alt kom på bordet, alt fra seperation/parterapi/enkeltterapi til at han undskyldte så inderligt og var så bitter over og fortrød at han havde sagt at det eneste der holdt os sammen var vores søn og at han havde sagt at jeg skulle holde min kæft.

Jeg er ikke uden skyld i dette, det er jeg klar over, jeg kan gøre meget og svære udfordringer ligger foran mig, personligt.

Han tumler med rigtig meget pt. både med hans egen familie, den dårlige samvittighed han har overfor vores søn hvor han ikke mener at han er der fyldestgørende nok (hvilket efter min mening er helt hen i vejret, for det ser jeg jo han er og det har jeg fortalt ham, men jeg tænker at det er det manglende overskud i hans tanker, der gør han vrisser let, fordi han efterhånden er kørt i sænk - samtidig med det skal han jo passe sit arbejde, som også er krævende da han er Støttekontaktperson for en række borgere med sindslidelser og andre problematikker) og når han ikke får tid til sig selv, så hober det sig op og kommer ud meget lidt konstruktivt.

Han mener vi kan gøre meget os to alene, men han er ikke imod tanken om terapi (selvom den del har fyldt mere end 10 år af hans liv, på baggrund af hans barndom og senere udvikling) Jeg vil gerne i terapi, for at få styr på de forsvarsmekanismer jeg har i bagagen, som er dem der har lært mig at være mig og agerer som jeg gør, så håber fremover på intense samtaler (hvis vi kan få råd til det?) Det er jo noget af en økonomisluger  desværre, hvis ikke man lige passer ind i en af de kategorier lægen kan proppe een i for at få tilskud. Jeg har brugt 11 gange allerede, det var 1 mere end han normalt udsteder, men det var en forkert form for terapi, gestalt. Jeg fandt een i Esbjerg, som var for studerende og egentlig skulle handle om eksamensangst og jeg kunne mærke at den form for samtale hvor de tager udgangspunkt i alt det man kommer med, virkede for mig og første gang varede 1 time og et kvarter og det var gratis  Det er dog desværre ikke et tilbud jeg kan benytte mig af mere, da jeg ikke længere er studerende. Suk.

Men inden jeg fylder flere spalter, kunne jo blive ved, så vil jeg bare fortælle jer at jeres ord hjalp mig da jeg følte mig allermest alene og det skal I have tusinde tak for!

Jeg ved ikke hvor dette bærer hen, der er ingen der siger at alt bare er rosenrødt og himmelsk nu, men jeg er en smule lettere om hjertet og har håb om at vi vil arbejde på det. Jeg er ikke 100% ude af denne kategori, for det kræver hårdt arbejde. Men vi forsøger.

Igen tak og skulle der være spørgsmål svarer jeg glædeligt på dem. For hvem ved... TAK af hjertet igen

MortilElias2010 skriver:

Kære jer, der har skrevet tilbage på mit indlæg. Jeres ord har været gode at have med i tankerne, jeg takker jer af hjertet.

Imorges kom min mand ind og undskyldte for hans del i det at tage noget negativt med hjem og inficere vores hjem med det, inden han tog på arbejde.

Da han og hans borgere skulle på loppemarked inviterede han mig med og vi havde en hyggelig formiddag.

Her til aften har vi haft en af de der sjældent forekomne konstruktive samtaler, da vores søn var puttet i seng hvor alt kom på bordet, alt fra seperation/parterapi/enkeltterapi til at han undskyldte så inderligt og var så bitter over og fortrød at han havde sagt at det eneste der holdt os sammen var vores søn og at han havde sagt at jeg skulle holde min kæft.

Jeg er ikke uden skyld i dette, det er jeg klar over, jeg kan gøre meget og svære udfordringer ligger foran mig, personligt.

Han tumler med rigtig meget pt. både med hans egen familie, den dårlige samvittighed han har overfor vores søn hvor han ikke mener at han er der fyldestgørende nok (hvilket efter min mening er helt hen i vejret, for det ser jeg jo han er og det har jeg fortalt ham, men jeg tænker at det er det manglende overskud i hans tanker, der gør han vrisser let, fordi han efterhånden er kørt i sænk - samtidig med det skal han jo passe sit arbejde, som også er krævende da han er Støttekontaktperson for en række borgere med sindslidelser og andre problematikker) og når han ikke får tid til sig selv, så hober det sig op og kommer ud meget lidt konstruktivt.

Han mener vi kan gøre meget os to alene, men han er ikke imod tanken om terapi (selvom den del har fyldt mere end 10 år af hans liv, på baggrund af hans barndom og senere udvikling) Jeg vil gerne i terapi, for at få styr på de forsvarsmekanismer jeg har i bagagen, som er dem der har lært mig at være mig og agerer som jeg gør, så håber fremover på intense samtaler (hvis vi kan få råd til det?) Det er jo noget af en økonomisluger  desværre, hvis ikke man lige passer ind i en af de kategorier lægen kan proppe een i for at få tilskud. Jeg har brugt 11 gange allerede, det var 1 mere end han normalt udsteder, men det var en forkert form for terapi, gestalt. Jeg fandt een i Esbjerg, som var for studerende og egentlig skulle handle om eksamensangst og jeg kunne mærke at den form for samtale hvor de tager udgangspunkt i alt det man kommer med, virkede for mig og første gang varede 1 time og et kvarter og det var gratis  Det er dog desværre ikke et tilbud jeg kan benytte mig af mere, da jeg ikke længere er studerende. Suk.

Men inden jeg fylder flere spalter, kunne jo blive ved, så vil jeg bare fortælle jer at jeres ord hjalp mig da jeg følte mig allermest alene og det skal I have tusinde tak for!

Jeg ved ikke hvor dette bærer hen, der er ingen der siger at alt bare er rosenrødt og himmelsk nu, men jeg er en smule lettere om hjertet og har håb om at vi vil arbejde på det. Jeg er ikke 100% ude af denne kategori, for det kræver hårdt arbejde. Men vi forsøger.

Igen tak og skulle der være spørgsmål svarer jeg glædeligt på dem. For hvem ved... TAK af hjertet igen

Kan klart anbefale "parterapi"! 

godt nok er jeg ikke særlig gammel men pga. graviditet, sygdom i kærestens familie (hans far er døende) har der været så mange ting i hans hovede ligeså vel som i mit hovede at vi bare slet ikke kunne finde ud af at snakke sammen.. vi skændtes hele tiden..!! 

jeg besluttede at tilbyde ham at tage med til parterapi for at få styr på tingene inden den lille kommer.. for kunne se det ville gå galt ellers!! 

og det har virkelig hjulpet helt vild meget her hjemme.. han tog så godt imod de råd hun kom med.. selvom han havde sagt det var spild af tid og penge er han glad for at vi gjorde det alligevel.. for han kom ud med nogle ting som har været i hans hovedet i flere år, som ikke engang jeg vidste noget om!

 

Knus her fra.. håber i finder ud af det 

MortilElias2010 skriver:

Kære jer, der har skrevet tilbage på mit indlæg. Jeres ord har været gode at have med i tankerne, jeg takker jer af hjertet.

Imorges kom min mand ind og undskyldte for hans del i det at tage noget negativt med hjem og inficere vores hjem med det, inden han tog på arbejde.

Da han og hans borgere skulle på loppemarked inviterede han mig med og vi havde en hyggelig formiddag.

Her til aften har vi haft en af de der sjældent forekomne konstruktive samtaler, da vores søn var puttet i seng hvor alt kom på bordet, alt fra seperation/parterapi/enkeltterapi til at han undskyldte så inderligt og var så bitter over og fortrød at han havde sagt at det eneste der holdt os sammen var vores søn og at han havde sagt at jeg skulle holde min kæft.

Jeg er ikke uden skyld i dette, det er jeg klar over, jeg kan gøre meget og svære udfordringer ligger foran mig, personligt.

Han tumler med rigtig meget pt. både med hans egen familie, den dårlige samvittighed han har overfor vores søn hvor han ikke mener at han er der fyldestgørende nok (hvilket efter min mening er helt hen i vejret, for det ser jeg jo han er og det har jeg fortalt ham, men jeg tænker at det er det manglende overskud i hans tanker, der gør han vrisser let, fordi han efterhånden er kørt i sænk - samtidig med det skal han jo passe sit arbejde, som også er krævende da han er Støttekontaktperson for en række borgere med sindslidelser og andre problematikker) og når han ikke får tid til sig selv, så hober det sig op og kommer ud meget lidt konstruktivt.

Han mener vi kan gøre meget os to alene, men han er ikke imod tanken om terapi (selvom den del har fyldt mere end 10 år af hans liv, på baggrund af hans barndom og senere udvikling) Jeg vil gerne i terapi, for at få styr på de forsvarsmekanismer jeg har i bagagen, som er dem der har lært mig at være mig og agerer som jeg gør, så håber fremover på intense samtaler (hvis vi kan få råd til det?) Det er jo noget af en økonomisluger  desværre, hvis ikke man lige passer ind i en af de kategorier lægen kan proppe een i for at få tilskud. Jeg har brugt 11 gange allerede, det var 1 mere end han normalt udsteder, men det var en forkert form for terapi, gestalt. Jeg fandt een i Esbjerg, som var for studerende og egentlig skulle handle om eksamensangst og jeg kunne mærke at den form for samtale hvor de tager udgangspunkt i alt det man kommer med, virkede for mig og første gang varede 1 time og et kvarter og det var gratis  Det er dog desværre ikke et tilbud jeg kan benytte mig af mere, da jeg ikke længere er studerende. Suk.

Men inden jeg fylder flere spalter, kunne jo blive ved, så vil jeg bare fortælle jer at jeres ord hjalp mig da jeg følte mig allermest alene og det skal I have tusinde tak for!

Jeg ved ikke hvor dette bærer hen, der er ingen der siger at alt bare er rosenrødt og himmelsk nu, men jeg er en smule lettere om hjertet og har håb om at vi vil arbejde på det. Jeg er ikke 100% ude af denne kategori, for det kræver hårdt arbejde. Men vi forsøger.

Igen tak og skulle der være spørgsmål svarer jeg glædeligt på dem. For hvem ved... TAK af hjertet igen

jeg kan ikke andet end at give dig en kæmpe krammer, og håber for alt i verden i finder ud af det