Hård kost :( - langt

Kære piger.

Jeg skriver som ano, da jeg ikke har behov for, at folk skal kombinere denne historie med min person(så langt er jeg da kommet).

Jeg er pt. i gang med et større projekt på min uddannelse, som jeg snart har færdiggjort. Emnet er seksuelle overgreb - hvorfor børn tier og hvorfor ofrene er så svære at spotte.

Super spændende emne, og ikk mindst voldsomt relevant.. MEN...

Sagen er den, at jeg som barn, fra jeg var 3-6 år var udsat for seksuelle overgreb af min mors mand. Fuldbyrdet samleje, oralsex mv. Forfærdelig oplevelse. Min mor troede ikke på mig, da jeg fortalte hende om det, og hun er den dag i dag gift med manden - jeg har dog ingen kontakt med hende.

Overgrebene har på mange måder ødelagt mit liv; Jeg har svært ved bestemte berøringer, jeg har et ret smadret forhold til mænd(har svært ved at skelne mellem kærlighed og venskab), bryder mig ikke om mænd med overskæg og har svært ved nogle seksuelle akter. Jeg forsøgte selvmord flere gange som teenager, men kom til en psykolog, der på mange måder reddede resterne af mit liv. Jeg tog nogle store beslutninger i de år. Hvem jeg gerne vill være, og at det svin hvert fald ikke skulle få mig ned med nakken.

Her i mit voksenliv er jeg kommet rigtig langt, men kan godt mærke, at tingene stadig(forståeligt nok) ulmer under overfladen. Jeg gennemgår dog pt. en depression, der umiddelbart ikke hænger sammen med overgrebene, men jeg kan mærke, at jeg er ekstra følsom og sensitiv.

Nu sidder jeg så og arbejder med det her projekt, og det er fandeme hård kost. Jeg valgte emnet, fordi det er relevant og fordi det er så vigtigt, at det ikke blive tabuiseret for meget. Men hold nu kæft, det er hårdt, når kvinder fortæller mig deres historier - det er jo skrækkeligt.

Jeg må koordinere mit arbejde, da jeg ikke kan klare at læse og skrive om det her i 10 timer i streg. Så får jeg kvalme og kaster op.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg ville med det her indlæg. Bare lige komme ud med det. For man bliver en anelse isoleret sådan med kaffekoppen og den bærbare foran sig i nærmest døgndrift.

 

Tak, hvis du læste så langt

vile ikke lige gå unden et til dig.

Anonym skriver:

Kære piger.

Jeg skriver som ano, da jeg ikke har behov for, at folk skal kombinere denne historie med min person(så langt er jeg da kommet).

Jeg er pt. i gang med et større projekt på min uddannelse, som jeg snart har færdiggjort. Emnet er seksuelle overgreb - hvorfor børn tier og hvorfor ofrene er så svære at spotte.

Super spændende emne, og ikk mindst voldsomt relevant.. MEN...

Sagen er den, at jeg som barn, fra jeg var 3-6 år var udsat for seksuelle overgreb af min mors mand. Fuldbyrdet samleje, oralsex mv. Forfærdelig oplevelse. Min mor troede ikke på mig, da jeg fortalte hende om det, og hun er den dag i dag gift med manden - jeg har dog ingen kontakt med hende.

Overgrebene har på mange måder ødelagt mit liv; Jeg har svært ved bestemte berøringer, jeg har et ret smadret forhold til mænd(har svært ved at skelne mellem kærlighed og venskab), bryder mig ikke om mænd med overskæg og har svært ved nogle seksuelle akter. Jeg forsøgte selvmord flere gange som teenager, men kom til en psykolog, der på mange måder reddede resterne af mit liv. Jeg tog nogle store beslutninger i de år. Hvem jeg gerne vill være, og at det svin hvert fald ikke skulle få mig ned med nakken.

Her i mit voksenliv er jeg kommet rigtig langt, men kan godt mærke, at tingene stadig(forståeligt nok) ulmer under overfladen. Jeg gennemgår dog pt. en depression, der umiddelbart ikke hænger sammen med overgrebene, men jeg kan mærke, at jeg er ekstra følsom og sensitiv.

Nu sidder jeg så og arbejder med det her projekt, og det er fandeme hård kost. Jeg valgte emnet, fordi det er relevant og fordi det er så vigtigt, at det ikke blive tabuiseret for meget. Men hold nu kæft, det er hårdt, når kvinder fortæller mig deres historier - det er jo skrækkeligt.

Jeg må koordinere mit arbejde, da jeg ikke kan klare at læse og skrive om det her i 10 timer i streg. Så får jeg kvalme og kaster op.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg ville med det her indlæg. Bare lige komme ud med det. For man bliver en anelse isoleret sådan med kaffekoppen og den bærbare foran sig i nærmest døgndrift.

 

Tak, hvis du læste så langt

ville ikke gå forbi uden et knus

Ja nogle gange kan emner være hårde, når man selv har været igennem det, men det er der. At jeg mener at ens fortid spiller ind, for man vil gerne til bunds med tingene, og gøre mere ud af tingene. End hvis man ikke selv havde haft tingene inde på livet.

 kan godt forstå dig... tror vi er mange der vil havde det rigtig dårligt med at skrive om en sådan ting... men ja det er vigtigt at fjerne det tabu der er at snakke om...

Det gør mig ondt, at du er gået igennem det.

Jeg har en person meget tæt på mig, som var udsat for det samme. Det med ikke at blive troet på af sin mor, er jo ganske forfærdeligt.

Jeg forstår godt, at du reagerer på den måde...

Anonym skriver:

Kære piger.

Jeg skriver som ano, da jeg ikke har behov for, at folk skal kombinere denne historie med min person(så langt er jeg da kommet).

Jeg er pt. i gang med et større projekt på min uddannelse, som jeg snart har færdiggjort. Emnet er seksuelle overgreb - hvorfor børn tier og hvorfor ofrene er så svære at spotte.

Super spændende emne, og ikk mindst voldsomt relevant.. MEN...

Sagen er den, at jeg som barn, fra jeg var 3-6 år var udsat for seksuelle overgreb af min mors mand. Fuldbyrdet samleje, oralsex mv. Forfærdelig oplevelse. Min mor troede ikke på mig, da jeg fortalte hende om det, og hun er den dag i dag gift med manden - jeg har dog ingen kontakt med hende.

Overgrebene har på mange måder ødelagt mit liv; Jeg har svært ved bestemte berøringer, jeg har et ret smadret forhold til mænd(har svært ved at skelne mellem kærlighed og venskab), bryder mig ikke om mænd med overskæg og har svært ved nogle seksuelle akter. Jeg forsøgte selvmord flere gange som teenager, men kom til en psykolog, der på mange måder reddede resterne af mit liv. Jeg tog nogle store beslutninger i de år. Hvem jeg gerne vill være, og at det svin hvert fald ikke skulle få mig ned med nakken.

Her i mit voksenliv er jeg kommet rigtig langt, men kan godt mærke, at tingene stadig(forståeligt nok) ulmer under overfladen. Jeg gennemgår dog pt. en depression, der umiddelbart ikke hænger sammen med overgrebene, men jeg kan mærke, at jeg er ekstra følsom og sensitiv.

Nu sidder jeg så og arbejder med det her projekt, og det er fandeme hård kost. Jeg valgte emnet, fordi det er relevant og fordi det er så vigtigt, at det ikke blive tabuiseret for meget. Men hold nu kæft, det er hårdt, når kvinder fortæller mig deres historier - det er jo skrækkeligt.

Jeg må koordinere mit arbejde, da jeg ikke kan klare at læse og skrive om det her i 10 timer i streg. Så får jeg kvalme og kaster op.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg ville med det her indlæg. Bare lige komme ud med det. For man bliver en anelse isoleret sådan med kaffekoppen og den bærbare foran sig i nærmest døgndrift.

 

Tak, hvis du læste så langt

stærkt du tager emnet op hvor er det bare synd du får det så skidt

Tak for alle de søde ord

Ind i mellem er det rart, bare lige at få det ud af systemet.

Et kæmpe kram herfra

Jeg genkender det, dog med fysisk vold. Jeg blev udsat for psykisk, fysisk og økonomisk vold af min eksmand, og var også en tur forbi et krisecenter.
Jeg havde et projekt i mit studie til pædagog, hvor der også var et oplæg fra en pædagog på et krisecenter.
Det ramte mig sgu lige noget hårdere end jeg havde forventet, og satte gang i en længere periode, hvor jeg bare fik det dårligere og dårligere.

Jeg hører mange sige, at man skal bruge sine erfaringer konstruktivt, men det er nemmere sagt end gjort

jeg har fuld forståelse for den måde du har det med den hårde kost.

da jeg gik i folkeskole, havde jeg en periode hvor jeg var meget præget af selvmords tanker og flere forsøg .. blandt meget andet..

da vi fik en opgave i skolen, hvor  min opgave makker  fik lov at vælge emne, tog hun selvmord og depration som emne.. det var så fucking hårdt at skrive om og læse om.. uden at bryde helt sammen..

men kunne dog ikke fremlægge det for min klasse. jeg brød sammen, da jeg følte alle kunne se igennem mig.. og læse at det var mig der var skrevet om..

 

 pøj pøj med det