Far, 2 søskende, 1 barn og mig....

Jeg vælger at være anonym for at ham jeg taler om ikke skal kunne finde det her. Jer der har snakket med mig vil hurtigt kunne gennemskue hvem jeg er, det er helt ok, bare hold min identitet hemmelig.

Min far startede da jeg var 1 år gammel med at slå på os, både mig og min mor. Jeg er rimeligt sikker på mine søskende er et resultat af en voldtægt. Da jeg var 7 startede oplevelserne ude i badet med ham. De stoppede da jeg var 11, fortalte det til en veninde der heldigvis gik hjem til sin mor. Samværet stoppede omgående og jeg har ikke set ham siden.

Mit liv er forsigtigt bygget op så jeg ikke behøvede at bekymre mig om hans eksistens. Jeg var flyttet tværs over landet, havde hemmelig adresse, holdte styr på hvor han var, hvilke biler han havde osv. Jeg har hele tiden været et skridt foran.

Ikke fordi jeg er bange for ham, men fordi jeg ikke kan tage ansvaret for hvad der sker hvis han pludseligt står foran mig.

Men jeg har jo 2 søskende. Mindre søskende, 5 år yngre. De har ikke rigtigt samme erindringer om ham som jeg har, han troede aldrig på de var hans, den eneste grund til de var med på samværd var, at mor havde stillet det som betingelse, skulle han have mig på weekend, fulgte de med.

Nu finder jeg ud af han har holdt udenfor mit hjem. Han var nede med fødselsdagsgave til den ene og den anden har åbenbart et forhold til den søster vi har hos ham. Min familie er kaos ligenu.

Jeg havde en forventing om at de ville fortælle mig det inden de begyndte at se ham, så jeg ligesom selv kunne beslutte om jeg ville være i den by han nu begyndte at færdes i. De har så holdt det for dem selv, fordi de ikke ville belaste mig?!

Aner ikke hvad jeg vil med det her, jeg er fuldstændigt lamslået, een ting er måske at de vil have et forhold til den mand, noget ganske andet er at de nu har taget ham med ned foran mit hjem. Han har holdt lige ude foran, en fredag eftermiddag. Små 20 minutter før jeg ankom med drengen fra eftermiddagstur.

Jeg frygter min egen reaktion. Dukker han op mens jeg har min dreng hos mig har jeg ikke andre valg end at slå ham ihjel. Det han har kostet mig, kan ikke gøres op. Men den sm,erte han har påført skal stoppe med mig, det nytter ikke min lille dreng skal gå med tunge skyer over hans liv. Han skal være lykkelig, om det så skal koste mig min frihed.

Hjælp mig, sig et eller andet der får mig til at tro på det nok skal gå?

Er det mig der overreagerer? Kan det virkeligt være rigtigt, at han er blevet skræmt af en kortvarig kontakt på facebook, hvad gør jeg hvis det ikke er tilfældet?

Giver det mening? Overhovedet?

Kan ikke gennemskue alle dine kaotiske følelser og vil heller ikke prøve at sige jeg forstår, for har ikke oplevet noget der bare ligner selv.

Det, der springer mest i øjnene, når jeg læser din beretning er linierne om din søn. Du vil ikke have, at han skal leve i skyggen af det der er sket. Hvis du slår din far ihjel og skal i fængsel i mange år, så tænker jeg, at din søn netop kommer til at leve i skyggen af ikke kun hvad han har gjort, men også hvad du vil have gjort. Så det virker umiddelbart som den værste løsning.

Dine søskende, dem må du tale alvorsord med - du må vælge dem fra, hvis de ikke kan respektere at du ikke vil have med ham at gøre.

Lidt forvirrende at læse, jeg er ikke helt med. - MEN jeg hopper ikke ud uden en krammer

 

Jeg kan forstå, at du bærer rundt på stor smerte efter, hvad din far har gjort, og det gør mig uendelig ondt

Når du skriver, at han har holdt udenfor dit hjem, betyder det så at du og dine søskende bor sammen eller? Har lige lidt svært ved at forstå det nemlig

Er dine søskende klar over, hvad du blev udsat for?

Hvor gamle er dine søskende?

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at ham jeg taler om ikke skal kunne finde det her. Jer der har snakket med mig vil hurtigt kunne gennemskue hvem jeg er, det er helt ok, bare hold min identitet hemmelig.

Min far startede da jeg var 1 år gammel med at slå på os, både mig og min mor. Jeg er rimeligt sikker på mine søskende er et resultat af en voldtægt. Da jeg var 7 startede oplevelserne ude i badet med ham. De stoppede da jeg var 11, fortalte det til en veninde der heldigvis gik hjem til sin mor. Samværet stoppede omgående og jeg har ikke set ham siden.

Mit liv er forsigtigt bygget op så jeg ikke behøvede at bekymre mig om hans eksistens. Jeg var flyttet tværs over landet, havde hemmelig adresse, holdte styr på hvor han var, hvilke biler han havde osv. Jeg har hele tiden været et skridt foran.

Ikke fordi jeg er bange for ham, men fordi jeg ikke kan tage ansvaret for hvad der sker hvis han pludseligt står foran mig.

Men jeg har jo 2 søskende. Mindre søskende, 5 år yngre. De har ikke rigtigt samme erindringer om ham som jeg har, han troede aldrig på de var hans, den eneste grund til de var med på samværd var, at mor havde stillet det som betingelse, skulle han have mig på weekend, fulgte de med.

Nu finder jeg ud af han har holdt udenfor mit hjem. Han var nede med fødselsdagsgave til den ene og den anden har åbenbart et forhold til den søster vi har hos ham. Min familie er kaos ligenu.

Jeg havde en forventing om at de ville fortælle mig det inden de begyndte at se ham, så jeg ligesom selv kunne beslutte om jeg ville være i den by han nu begyndte at færdes i. De har så holdt det for dem selv, fordi de ikke ville belaste mig?!

Aner ikke hvad jeg vil med det her, jeg er fuldstændigt lamslået, een ting er måske at de vil have et forhold til den mand, noget ganske andet er at de nu har taget ham med ned foran mit hjem. Han har holdt lige ude foran, en fredag eftermiddag. Små 20 minutter før jeg ankom med drengen fra eftermiddagstur.

Jeg frygter min egen reaktion. Dukker han op mens jeg har min dreng hos mig har jeg ikke andre valg end at slå ham ihjel. Det han har kostet mig, kan ikke gøres op. Men den sm,erte han har påført skal stoppe med mig, det nytter ikke min lille dreng skal gå med tunge skyer over hans liv. Han skal være lykkelig, om det så skal koste mig min frihed.

Hjælp mig, sig et eller andet der får mig til at tro på det nok skal gå?

Er det mig der overreagerer? Kan det virkeligt være rigtigt, at han er blevet skræmt af en kortvarig kontakt på facebook, hvad gør jeg hvis det ikke er tilfældet?

Giver det mening? Overhovedet?

Ville ikke forlade tråden uden et

Men jeg har ingen gode råd at give dig Er der ikke et center for incestofre du kan kontakte måske? Måske de har en hotline eller andet, og de må have hørt om situationer som denne før..

lotchen skriver:

Kan ikke gennemskue alle dine kaotiske følelser og vil heller ikke prøve at sige jeg forstår, for har ikke oplevet noget der bare ligner selv.

Det, der springer mest i øjnene, når jeg læser din beretning er linierne om din søn. Du vil ikke have, at han skal leve i skyggen af det der er sket. Hvis du slår din far ihjel og skal i fængsel i mange år, så tænker jeg, at din søn netop kommer til at leve i skyggen af ikke kun hvad han har gjort, men også hvad du vil have gjort. Så det virker umiddelbart som den værste løsning.

Dine søskende, dem må du tale alvorsord med - du må vælge dem fra, hvis de ikke kan respektere at du ikke vil have med ham at gøre.

Det ville være den ultimative katastrofe, hvis han skulle undvære sin mor. Det ville være en tankeløs, dybt egoistisk handling fra min side af og det ville få alle mine værste spådomme til at gå i opfyldelse.

Men ved heller ikke om jeg kan undvære mine søskende. De er jo en del af mit liv, 27 år har vi delt sammen..

Tak for dine rationelle tanker

wamse skriver:

Jeg kan forstå, at du bærer rundt på stor smerte efter, hvad din far har gjort, og det gør mig uendelig ondt

Når du skriver, at han har holdt udenfor dit hjem, betyder det så at du og dine søskende bor sammen eller? Har lige lidt svært ved at forstå det nemlig

Er dine søskende klar over, hvad du blev udsat for?

Hvor gamle er dine søskende?

Min ene søster, vores mor og min lille familie bor alle i samme ejendom. Afleveringen af den fødselsdagsgave foregik ude på vejen..

Mine søskende er 27 og jeg kan forstå på min mor at de er blevet sat ind i hvad det er der har foregået. Hun siger også at mine søskende begge har taget afstand til ham efter det, men at den ene af dem altså har et forhold til den søster på 17 han også har. Min mor bliver ved med at holde på at det er et forhold der vil løbe ud i sandet..

Men min følelse af forråelse kan bare ikke slukkes. Det føles som om de er gået bag min ryg, som om de ikke rigtigt har forstået hvad det er jeg mener når jeg siger at han har mistet retten til at se sin førstefødte.

Og jeg kan slet ikke finde ud af om det er mig der er fuldstændigt opslugt af et blindt had til den mand?

Tak, det hjælper at fremmede hører på mit lort

Zeus skriver:

Ville ikke forlade tråden uden et

Men jeg har ingen gode råd at give dig Er der ikke et center for incestofre du kan kontakte måske? Måske de har en hotline eller andet, og de må have hørt om situationer som denne før..

Tak.

God ide, tror jeg får ringet til en af dem.

Anonym skriver:

Min ene søster, vores mor og min lille familie bor alle i samme ejendom. Afleveringen af den fødselsdagsgave foregik ude på vejen..

Mine søskende er 27 og jeg kan forstå på min mor at de er blevet sat ind i hvad det er der har foregået. Hun siger også at mine søskende begge har taget afstand til ham efter det, men at den ene af dem altså har et forhold til den søster på 17 han også har. Min mor bliver ved med at holde på at det er et forhold der vil løbe ud i sandet..

Men min følelse af forråelse kan bare ikke slukkes. Det føles som om de er gået bag min ryg, som om de ikke rigtigt har forstået hvad det er jeg mener når jeg siger at han har mistet retten til at se sin førstefødte.

Og jeg kan slet ikke finde ud af om det er mig der er fuldstændigt opslugt af et blindt had til den mand?

Tak, det hjælper at fremmede hører på mit lort

Kan sgu godt forstå dit had til ham, men ønsker for dig, at det ikke kommer til at præge resten af dit liv. Forstået på den måde, at jeg håber ikke, at du skal bære rundt på så tunge følelser resten af livet, for ønsker for dig, et langt og lykkeligt liv

Jeg tror, som andre også har skrevet, at du skal tage en snak med dine søskende, så i kan snakke sammen om hinandens tanker bag dette her. Kan godt forstår, hvis de ønsker et forhold til den søster de har hos deres far, for hun har jo intet gjort.

Men snak med dine søskende, de vil dig garenteret intet ondt med deres handlinger