Haha denne bliver jeg nødt til at dele.... Godt nok er den lang, men den er det værd! 
"Kassedamen rejste sig op – hun skreg bare!
Jeg må hellere fortælle historien.. Jeg var i Føtex, man skal jo ha’ noget at spise ikk’?
Stod der i køen – bag ved en børnefamilie og et ældre ægtepar. Der var pres på – alle kasser var åbne!
Pigen ved kassen havde helt tydeligt stress – Ungerne larmede, den ældre dame foran mig var sur… Jojo.. De stakkels kasseassistenter, skal sq lægge ører til m eget!
Jeg lægger mine varer på båndet – Bip – bip – bip – bip… Og sådan fortsatte det.. ”Hold da kæft” tænkte jeg.. ”De stakkels mennesker må få stress, når de hører en lastbil bakke!”
Imens det hele bipper, og den stakkels kassedame febrilsk flytter varer fra den ene side til den anden, siger jeg: ”Jeg ska’ lige ha’ en pakke Pall Mall”, efterfølgende kan jeg da godt huske, at der lige var en unaturlig lang pause mellem bippene, men i situationen, hvor jeg stod og var ved at lægge varer i poser til 3 kroner stykket, tænkte jeg ikke over det…
Pigen i kassen hørte åbenbart ikke hvad jeg sagde, for hun troede øjensynligt, at jeg bad om en pakke af de dersens gummianordninger, der i mine unge dage primært brugtes til at begrænse befolkningstilvæksten, men i vore dage også har andre formål.
Jeg så ingen ting – var i gang med at pakke føromtalte plasticposer!
”For resten” siger jeg – stik mig lige en pakke mere!
Hun kigger forundret på mig…
”Jeg prøver at holde op” forsvarer jeg mig, ”men det er sq ikke let”!
Hun kigger igen forundret på mig.
”Du har måske selv haft et misbrug, så du ved hvad jeg taler om?” spørger jeg, imens jeg står med hovedet nede i en af plasticposerne.
Hun svarer spidst et eller andet om, at det vil hun helst ikke dele med mig.
Årrhhh… Stakkels pige tænker jeg, hun ved præcist hvad jeg taler om.
„Ja nogle gange, så er jeg sq oppe over to pakker om dagen, jeg kan slet ikke lade være. – Det er ved at blive en belastning for min familie og mine kolleger” siger jeg…
Hun kigger nu direkte nervøst på mig.
”Det er snart sagt ligegyldigt hvor jeg er henne, så må jeg bare gøre det!” siger jeg og fortsætter: ”Ja selv mine børn går det jo udover” siger jeg, lidt for at få hendes stressede tanker adspredt en smule.
”Nå – alt den snak” siger jeg, stadigt med hovedet begravet i mine poser, ”Jeg ved jo ikke hvornår jeg ser dit smilende ansigt igen, så jeg må hellere få en ekstra pakke”
Nu ser jeg på hende, at hun febrilsk sidder og roder efter mikrofonen og jeg hører i det samme, helt synkront med hendes munds bevægelser: ”Butikschefen til kasse 8, tak!”
”Nå ja” tænker jeg, man skal vel ha’ pause indimellem, så jeg tænker, at jeg kan da vise min gode side, så jeg siger:
”Vi kan da, hvis du skal ha’ pause nu, gå ud og nyde én sammen?”
Så var det hun skreg!!"
Anmeld
