Hvordan lærer man at acceptere det?

Jeg har altid været det sorte får i familien. Jeg har virkelig vendt og drejet alt, for at finde ud af hvor jeg fejler,men det er endnu ikke lykkedes for mig at opklare det.

Jeg ved ikke hvad det er jeg gør forkert og nu er jeg igen ude i kulden.

Situationen er som følger:

Har fast aftale med min storesøster om at hun spiser hos mig hver tirsdag. Det er en aftale der har kørt i ca 2 år.

Forrige uge var vi så alle samlet hos mine forældre til frokost, hvor min søster nævner en aftale om tirsdagen.

Jeg siger så til hende, med et smil på læben" Jamen der har vi to jo en aftale"?

Og hun kigger så på mig, snerrer og siger" Jeg SKAL sgu ikke sidde og hænge fast hos dig hver tirsdag. Desuden kan jeg vel komme og æde og skride igen"

Jeg siger så til hende, at jeg bestemt ikke tvinger hende til at "hænge hos mig",men at det jo er en fast aftale.

Hun siger ikke et ord, rejser sig og går og vi har ikke talt sammen siden.

Nu er min mor ög far så også sure på mig, fordi jeg (åbenbart) er uvenner med hende. Og jeg ved ikke hvorfor de allesammen er sure og over hvad?

Nogen gode råd? Jeg ved godt man tit kan tænke " der må være noget du ikke fortæller",men det er der ikke. Jeg passer altid mig selv. Blander mig udenom. Snakker pænt og prøver at hjælpe og alligevel ender jeg altid i konflikt. Er virkelig rigtig rigtig træt af det.

Øv.... Jeg synes faktisk, du skulle lave en aftale næste tirsdag, og så fortælle din søster, at der er du ikke hjemme....

Det kan godt lyde lidt som om, hun bare har taget det for givet, at kunne få noget "at æde" hos dig, og det synes jeg IKKE er i orden...

Så nu må du (og hun) videre du har fortjent bedre opførsel

Det lyder godt nok som én stor misforståelse :/ kan godt forestille mig at det må være frustrerende at hun ikke i det mindste taler pænt til dig.

Jeg ville nok skrive hende en lang sms eller ringe til hende (at skrive kan godt vise sig at være nemmest, da hun så ikke kan afbryde) og skrive din version. Altså at du havde en forestilling om at det var en fast aftale i havde og for at du ikke stod klar med mad tirsdag aften, så ville det være rart hvis hun kom til dig og fortalte at hun havde lavet en anden aftale. Og derudover så er hun på ingen måde tvunget til at sidde hos dig og komme og æde og skride, hvis hun ikke har tid. Du tænkte jo at i gjorde det for hyggens skyld og ikke af tvang og at du er ked af at hun har opfattet det sådan. Jeg ville også nævne at jeg ikke er sur på hende, men at jeg følte at både hun og dine forældre nu er sure på dig over dette og derfor vil du gerne have det ud af verden. 

Anonym skriver:

Jeg har altid været det sorte får i familien. Jeg har virkelig vendt og drejet alt, for at finde ud af hvor jeg fejler,men det er endnu ikke lykkedes for mig at opklare det.

Jeg ved ikke hvad det er jeg gør forkert og nu er jeg igen ude i kulden.

Situationen er som følger:

Har fast aftale med min storesøster om at hun spiser hos mig hver tirsdag. Det er en aftale der har kørt i ca 2 år.

Forrige uge var vi så alle samlet hos mine forældre til frokost, hvor min søster nævner en aftale om tirsdagen.

Jeg siger så til hende, med et smil på læben" Jamen der har vi to jo en aftale"?

Og hun kigger så på mig, snerrer og siger" Jeg SKAL sgu ikke sidde og hænge fast hos dig hver tirsdag. Desuden kan jeg vel komme og æde og skride igen"

Jeg siger så til hende, at jeg bestemt ikke tvinger hende til at "hænge hos mig",men at det jo er en fast aftale.

Hun siger ikke et ord, rejser sig og går og vi har ikke talt sammen siden.

Nu er min mor ög far så også sure på mig, fordi jeg (åbenbart) er uvenner med hende. Og jeg ved ikke hvorfor de allesammen er sure og over hvad?

Nogen gode råd? Jeg ved godt man tit kan tænke " der må være noget du ikke fortæller",men det er der ikke. Jeg passer altid mig selv. Blander mig udenom. Snakker pænt og prøver at hjælpe og alligevel ender jeg altid i konflikt. Er virkelig rigtig rigtig træt af det.

Vil starte med at sende dig et stort ... Jeg kender en som har det på præcis samme måde, og hun står også totalt uforstående overfor hvad pokker det er hun har gjort forkert! Så jeg ved hvor frustrerende og nedslidende det kan være, altid at være "synderen" ... Jeg tror måske at jeg ville sige til hende, på en pæn måde, at det kan godt være at det blev misforstået, men det var med et smil på læben! Og hvis hun mener det med at hun vel bare kan æde og så skride, så ville jeg nok ikke gide lave flere aftaler, for det er da en underlig holdning!