Vi kan ikke forholde os til det alligevel.

Mor og far til 3. Vi gik igang med pb i tro om at det ville ta 2-3 år lige som med de to andre. Men den var der i første hug og nu er jeg helt i vilrede (og har lyst til at bygge rede, hehe) og manden er slet ikke glad for han nåde slet ikke at glæde sig og nu er det bare nu. Jeg er så sur på ham, hvad fanden er det for en utaknemmelighed ? Igår sagde han at jeg sikkert ikke var gravid alligevel? Hvad er det for noget underligt lort at komme med når man ellers er en fornuftig voksen mand og far til to som der nu ellers nok burde kunne genkende mine morgen og aften brækture og ømme bryster. Jeg er 6 uger henne, og jeg vil gerne være glad. Det her var hans ide, ham der var skruk, ham der sagde at kontoret kunne være børneværelse til nr 3, ham der sagde ingen prævention. Nu føler jeg bare jeg er helt alene. Og jeg er ved at panikke. Jeg troede seriøst jeg havde mindst 12 mdr til den positive test. Hvad fanden tænker jeg på. Vi siger ikke engang baby, men 'den der' 'det der' han stejler helt når jeg prøver at nævne det. Hvorfor? Det vil jo teknisk set ikke ændre noget, vi har to skønne børn i forvejen, massere kærlighed og god sex, hus, penge, hund - og hvad hjertet og familielivet ellers begære  

Mon ikke bare i begge skal vænne jer til tanken? Måske er det bare fordi i slet ikke forventede det skete så hurtigt at i ikke rigtig kan glæde jer endnu.... Mon ikke det nok skal komme? 

Øv øv. Er sikker på at i bare lige ska vende jer til tanken! Her kommer vi også stadig til at sige den, om den lille i maven på trods af at vi ved det er en lille pige, og er da helt i uge 29 nu. 

Kommer tid, kommer råd! Vh stind

StineW79 skriver:

Øv øv. Er sikker på at i bare lige ska vende jer til tanken! Her kommer vi også stadig til at sige den, om den lille i maven på trods af at vi ved det er en lille pige, og er da helt i uge 29 nu. 

Kommer tid, kommer råd! Vh stind

Du har nok ret. Det føles bare så enormt underligt og overvældene.

Loa skriver:

 

Mon ikke bare i begge skal vænne jer til tanken? Måske er det bare fordi i slet ikke forventede det skete så hurtigt at i ikke rigtig kan glæde jer endnu.... Mon ikke det nok skal komme? 

Præcis, vi har i vores planlægning slet ikke taget med at der kunne være bid i første forsøg. Vi skruede med vilje forventningerne helt ned og planlagde udfra vores tidl erfaringer. Og nu kan vores planlægning så starte allerede nu. Havde vi ikke regnet med overhovedet.

Her tog vi beslutningen om en lille ny, og besluttede kun at prøve i 3 måneder da terminen gerne skulle passe med mine eksamener.

14 dage efter beslutningen stod jeg med en svag positiv test... WHAT?! Ja, det var reaktionen.. shit, det var gået hurtigt. Mentalt havde vi slet ikke nået at vænne os til tanken og det tog os 2-3 måneder før vi havde vænnet os til at vi skulle være forældre igen..

Så mit råd er... giv det tid.. det er noget af et chok når det går så stærkt..

Og et stort tillykke med graviditeten