Anonym skriver:
Min eks og jeg gik fra hinanden for 9 mdr siden, jeg var rigtig glad for ham, men han stoppede mere eller mindre med at skrive og havde aldrig tid tilsidst. Efterfølgende snakkede vi ikke sammen noget tid. For 5 mdr siden skrev han og jeg var der med det samme, han havde det skidt og var begyndt at drikke, og jeg tilbød selvfølgelig min hjælp. Pludselig forsvandt han helt igen, kunne ikke længere finde ham på FB, en dag havde min veninde lånt min computer og jeg spurgte om jeg lige måtte prøve at finde ham, og vupti der var han, det var kun når man søgte fra min profil han ikke var på FB, jeg havde slettet ham som ved da vi gik fra hinanden, så tænkte jo med det samme at han havde blokeret mig.
Nå men så har jeg så gået i 2 mdr og været ret indebrændt og sur på mig selv. I går skrev han så pludselig på FB, og nægtede at han har haft blokeret mig, og jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal tro, synes det var så underligt han pludselig havde blokeret mig (hvis han havde) for vi har ikke uvenner, vi var blevet enige om at prøve at være venner. Nu vil han gerne at vi skal være venner, men synes mest det lyder som om han har fortrudt vi gik fra hinanden. Ved slet ikke hvad jeg skal tro, nu har jeg været sur på ham så længe, men alligevel er jeg splittet, hans forklaring holder ikke helt synes jeg, men vil også gerne stole på ham...
Hvad ville i tro?
er jeg naiv? Jeg kunne ikke finde ham på FB, men min veninde og mor kunne. Han siger han havde rettet personindstillingerne. 
En fyr der i det hele taget kun vil være i dit liv i små perioder ad gangen og som du føler du springer for, når han har brug for det - det virker som en meget ulige forhold i har kørende. Forestil dig det omvendt? Ville han springe for dig, hvis du havde brug for det?
Jeg ville føle mig for god til en fyr, der kun var glad for mig engang imellem 
og det er du også!
Det der med at være venner med ham, det er nok heller ikke at foretrække :/ .. jeg havde engang en bedste veninde som desværre blev meget psykisk syg. Hun var der i mit liv i små perioder af gangen - og kun når hun havde brug for mig. Aldrig omvendt, for det kunne hun ikke rumme (fordi hun var syg). Der gik LÆNGE før jeg var i stand til at rumme at vores forhold havde ændret sig således og jeg kunne så se ud over mine gamle veninde-følelser og bare være der når hun havde brug for det (som en slags pædagog...)
Jeg tvivler bare stærkt på at man er i stand til at have denne rummende følelse når man har været kærester. Kan du rumme at han kun bruger dig når han har brug for det? Det ville jeg ikke kunne - ikke med en eks der ville være for mange ting i klemme.
Jeg er desværre bange for at du aner et uskyldigt, usansynligt og en smule naivt håb. 
