Opdragelse.

Hvad gjorde i som forældre med opdragelsen, da jeres barn var mellem 1 og 2 år?
Hvordan sagde i nej, forstå mig ret. Forklarede i barnet, at 'det må du ikke, det gør av av'. Eller var det bare hårdt og kontant, NEJ, kan du SÅ stoppe.
Har i haft børn der har slået, neven, bidt eller lign. og hvordan har i taklet det?
Jeg syntes mit barn på halvandet er en rod, og er måske pylret, men mener ikke jeg kan tillade mig (eller kan ikke få mig selv til) - at skælde ud, eller være hård og kantant.
Og sker de endelig, begynder barnet at slå, skabe sig, skrige og ender med at gøre ting der gør ondt på sig selv.
Hvad kan i ellers fortælle mig om jeres form for opdragelse?
Det er ekstremt hårdt i tiden Gør man det nu ikke godt nok.

Er der meget forskel på en der er 18 mdr. og en der er 20 mdr.?
For kender en på 20 mdr. som næsten bare gør alt hvad forældrene siger.

Jeg er rent ud sagt snotforvirret og en smule ked af det

Håber i kan hjælpe mig på vej med alle mine spørgsmål.

Kram kram

Anonym skriver:

Hvad gjorde i som forældre med opdragelsen, da jeres barn var mellem 1 og 2 år?
Hvordan sagde i nej, forstå mig ret. Forklarede i barnet, at 'det må du ikke, det gør av av'. Eller var det bare hårdt og kontant, NEJ, kan du SÅ stoppe.
Har i haft børn der har slået, neven, bidt eller lign. og hvordan har i taklet det?
Jeg syntes mit barn på halvandet er en rod, og er måske pylret, men mener ikke jeg kan tillade mig (eller kan ikke få mig selv til) - at skælde ud, eller være hård og kantant.
Og sker de endelig, begynder barnet at slå, skabe sig, skrige og ender med at gøre ting der gør ondt på sig selv.
Hvad kan i ellers fortælle mig om jeres form for opdragelse?
Det er ekstremt hårdt i tiden Gør man det nu ikke godt nok.

Er der meget forskel på en der er 18 mdr. og en der er 20 mdr.?
For kender en på 20 mdr. som næsten bare gør alt hvad forældrene siger.

Jeg er rent ud sagt snotforvirret og en smule ked af det

Håber i kan hjælpe mig på vej med alle mine spørgsmål.

Kram kram

Der er generalt bare forskel på børn som der jo også er på os voksne.

Jeg har en datter på snart 4 som aldrig har været hys... men stille og rolig og som regel hurtigt har fattet at nu var det nok og slut da hun var mindre - nu hvor hun er det større prøver hun nogen flere grænser af på os - men det hører sig jo alderen til

Min datter på 16 mdr er en helt anden type/personlighed end lillesøster, hun er nok den type, man nu tænker" hold da op hun kommer til at ligge og vride sig på gulvet i et supermarked en dag" Det alle forældre vel frygter
Hun blir total hys hvis der er noget hun ik kan eller må som hun brænder efter og får nej til og det er også selv om der følger en forklaring til.. Men igen det hører sig jo alderen til,.. hun har jo ik sproget til at udtrykket det hun gerne vil ha vi skal forstå og det er hendes eneste mulighed for at skabe opmærksomhed omkring sig - selvom den ik altid blir posetiv - det må sgu også være frusterende at ville fortælle noget men ik kunne...
Hun tramper i gulvet - kan finde på at slå sit hoved ind i væg eller andet i vrede og så skriger hun som om hun er blevet stukket... vi tager det helt roligt og ved det er en overgang/fase hun gennemgår . - og sker det at hun smider sig på gulvet en dag i supermarkede og ter sig - jamen så fred vær med det, jeg gider bare ik se på det. og når jeg ik gir hende opmærksomheden på det så finder hun hurtig ud af det ik var den gode måde at få kontakt på...

fam.4xc skriver:



Der er generalt bare forskel på børn som der jo også er på os voksne.

Jeg har en datter på snart 4 som aldrig har været hys... men stille og rolig og som regel hurtigt har fattet at nu var det nok og slut da hun var mindre - nu hvor hun er det større prøver hun nogen flere grænser af på os - men det hører sig jo alderen til

Min datter på 16 mdr er en helt anden type/personlighed end lillesøster, hun er nok den type, man nu tænker" hold da op hun kommer til at ligge og vride sig på gulvet i et supermarked en dag" Det alle forældre vel frygter
Hun blir total hys hvis der er noget hun ik kan eller må som hun brænder efter og får nej til og det er også selv om der følger en forklaring til.. Men igen det hører sig jo alderen til,.. hun har jo ik sproget til at udtrykket det hun gerne vil ha vi skal forstå og det er hendes eneste mulighed for at skabe opmærksomhed omkring sig - selvom den ik altid blir posetiv - det må sgu også være frusterende at ville fortælle noget men ik kunne...
Hun tramper i gulvet - kan finde på at slå sit hoved ind i væg eller andet i vrede og så skriger hun som om hun er blevet stukket... vi tager det helt roligt og ved det er en overgang/fase hun gennemgår . - og sker det at hun smider sig på gulvet en dag i supermarkede og ter sig - jamen så fred vær med det, jeg gider bare ik se på det. og når jeg ik gir hende opmærksomheden på det så finder hun hurtig ud af det ik var den gode måde at få kontakt på...

Tusinde tak fordi du svarede mig.
Håber andre vil dele deres opdragelse eller historier med mig.

Hej med dig...

Lige den alder du beskriver er rigtig svær synes jeg. Da Sebastian var i den alder, var han altså også helt umulig ind i mellem. Og når man skældte ham ud (og nogen gange rigtig højt, hvis han var meget slem), ja så smilede han bare i hele hovedet og grinede. Og jeg var ved at blive sindssyg!! Det er mit indtryk at børn på den alder er fuldstændig impulsstyrede og ikke kan forudse konsekvenser af det de gør -og så hjælper det ikke meget at skælde ud.

Herhjemme nåede frystrationerne sit højeste da Sebastian fik en hobby med at hive ledninger ud af stikkontakterne og stikke andre ting i hullerne. Jeg blev skide tosset og forskrækket hver gang og ligegyldigt hvordan jeg håndterede situationen, gjorde han det igen senere.

Jeg tror at det bare er en alder der skal overstås... Når de bliver lidt ældre er det lettere at begynde at opdrage på dem... Så har man ligesom lidt mere at arbejde med.

Nu er Sebastian 2 år og 9 mdr og han er en god og rar dreng for det meste. Når han er fræk får han en advarsel, og hvis han så gør det igen, kommer han på trappen, hvor vi forklarer ham hvorfor han skal sidde der. Efter et par minutter går vi ud til ham igen og snakker situationen igennem, fortæller ham hvorfor han blev sat der og om vi skal være gode venner igen. Den teknik synes jeg virker, hvis man gør det konsekvent.

Så hang in there... Det skal nok blive bedre.

KH Neta

Netapige skriver:

Hej med dig...

Lige den alder du beskriver er rigtig svær synes jeg. Da Sebastian var i den alder, var han altså også helt umulig ind i mellem. Og når man skældte ham ud (og nogen gange rigtig højt, hvis han var meget slem), ja så smilede han bare i hele hovedet og grinede. Og jeg var ved at blive sindssyg!! Det er mit indtryk at børn på den alder er fuldstændig impulsstyrede og ikke kan forudse konsekvenser af det de gør -og så hjælper det ikke meget at skælde ud.

Herhjemme nåede frystrationerne sit højeste da Sebastian fik en hobby med at hive ledninger ud af stikkontakterne og stikke andre ting i hullerne. Jeg blev skide tosset og forskrækket hver gang og ligegyldigt hvordan jeg håndterede situationen, gjorde han det igen senere.

Jeg tror at det bare er en alder der skal overstås... Når de bliver lidt ældre er det lettere at begynde at opdrage på dem... Så har man ligesom lidt mere at arbejde med.

Nu er Sebastian 2 år og 9 mdr og han er en god og rar dreng for det meste. Når han er fræk får han en advarsel, og hvis han så gør det igen, kommer han på trappen, hvor vi forklarer ham hvorfor han skal sidde der. Efter et par minutter går vi ud til ham igen og snakker situationen igennem, fortæller ham hvorfor han blev sat der og om vi skal være gode venner igen. Den teknik synes jeg virker, hvis man gør det konsekvent.

Så hang in there... Det skal nok blive bedre.

KH Neta

Tusinde tak for svar.
Nogen gang er det bare rart at hører, hvordan andre forældre ser på tingene.

Ja, for pokker det er svært nogle gange. Har Simon på knap 21 mdr, og han kan være noget af en prøvelse Kender alt til det der med at han gør noget han ikke må, og når jeg skælder ham ud, så griner han mig op i fjæset... Og han har revet i mit hår, slået og bidt... Synes især det var rigtig svært i starten, og at det bliver nemmere med tiden. Nu, når han gør "uartige" ting, så siger jeg nej(!) og fjerner ham fra tingen, eller hvis han f.eks. kaster med maden ved spisebordet, tager jeg ham væk og sætter ham på gulvet med ryggen til os andre. Så hyler han - og det får han lov til ½-1 minut, og så tager jeg ham op og trøster. Nogle gange hjælper det også bare at sige Nej! Det er jo lidt forskelligt.
Jeg synes man kan føle sig som en rigtig ond forældre der skælder ud, men prøver at se på det på den måde, at hvis jeg ikke gør det, så bliver han en møgunge - så det er jo til alles bedste.
Det kører meget i perioder det der med at han kaster sig på gulvet og hyler mens han tramper i gulvet med fødderne. Når han får sådanne anfald, så får han altså bare lov at ligge der og skabe sig, for han er jo bare sur over han f.eks. ikke må rulle sig ind i gardinerne, tømme skufferne for mel og havregryn, hamre fjernbetjeningen i sofabordet mv. Det er jo virkelig en alder hvor der skal testes grænser, men man er altså dén der skal sætte de grænser. Det kan være skide hårdt, men det er altså nødvendigt. Men på den anden side - hvis man er træt af at skælde ud - så må man vælge sine kampe. Jeg indrømmer, at nogle gange, hvis han gør noget der ikke ligefrem skader nogen eller noget, men som han principielt ikke må, så kan jeg godt lade som om jeg ikke ser det - for så er jeg fri for at skælde ud over det. Og på den måde kan det også blive uinteressant overfor barnet, hvis jeg ikke siger noget til det...
Nå, det blev en længere smøre, og jeg er absolut ikke pædagog, så aner ikke rigtigt hvad jeg taler om. Men det er i hvert fald dette som mine erfaringer fortæller mig..

Lise - mor til verdens uartigste dejligste dreng

Lise skriver:

Ja, for pokker det er svært nogle gange. Har Simon på knap 21 mdr, og han kan være noget af en prøvelse Kender alt til det der med at han gør noget han ikke må, og når jeg skælder ham ud, så griner han mig op i fjæset... Og han har revet i mit hår, slået og bidt... Synes især det var rigtig svært i starten, og at det bliver nemmere med tiden. Nu, når han gør "uartige" ting, så siger jeg nej(!) og fjerner ham fra tingen, eller hvis han f.eks. kaster med maden ved spisebordet, tager jeg ham væk og sætter ham på gulvet med ryggen til os andre. Så hyler han - og det får han lov til ½-1 minut, og så tager jeg ham op og trøster. Nogle gange hjælper det også bare at sige Nej! Det er jo lidt forskelligt.
Jeg synes man kan føle sig som en rigtig ond forældre der skælder ud, men prøver at se på det på den måde, at hvis jeg ikke gør det, så bliver han en møgunge - så det er jo til alles bedste.
Det kører meget i perioder det der med at han kaster sig på gulvet og hyler mens han tramper i gulvet med fødderne. Når han får sådanne anfald, så får han altså bare lov at ligge der og skabe sig, for han er jo bare sur over han f.eks. ikke må rulle sig ind i gardinerne, tømme skufferne for mel og havregryn, hamre fjernbetjeningen i sofabordet mv. Det er jo virkelig en alder hvor der skal testes grænser, men man er altså dén der skal sætte de grænser. Det kan være skide hårdt, men det er altså nødvendigt. Men på den anden side - hvis man er træt af at skælde ud - så må man vælge sine kampe. Jeg indrømmer, at nogle gange, hvis han gør noget der ikke ligefrem skader nogen eller noget, men som han principielt ikke må, så kan jeg godt lade som om jeg ikke ser det - for så er jeg fri for at skælde ud over det. Og på den måde kan det også blive uinteressant overfor barnet, hvis jeg ikke siger noget til det...
Nå, det blev en længere smøre, og jeg er absolut ikke pædagog, så aner ikke rigtigt hvad jeg taler om. Men det er i hvert fald dette som mine erfaringer fortæller mig..

Lise - mor til verdens uartigste dejligste dreng

Og jeg siger mange tak, for jeg kan bruge det til noget. Også selvom du ikke er pædagog

Jeg kan kun på det aller aller varmeste anbefale bogen: FANTASTISKE FORÆLDRE!!!!

Lån den på biblioteket eller endnu bedre køb den. Det er i hvertfald de 300kr jeg har giver aller bedste ud i mit liv.

Her hjemme går det op og ned, nogle gange er vi inde i en god periode og andre gang går det helt ad helveds til. Ungerne er umulige, og ingen opdragelse virker. Så tager jeg fat i bogen igen, og læser det kapitel som er relevant, og efter få dage kan jeg mærke bedring i børnenes opførsel. Selvom jeg har læst bogen masser af gange, så glemmer jeg hele tiden hvad der virker og hvad der ikke virker, og så ender jeg op med at gøre noget som har den stik modsatte virkning af hvad jeg gerne ville.

Bogen retter sig til forældre der har børn i alderen nyfødt (det er mest søvn) og op til teenageårene. Der er kapitler med overskrifter som f.eks:

Alt om irettesættelser
Vanskelige situationer
Dårlig opførsel

Det gode ved bogen er at den på en gang tage højde for at børn er FORSKELLIGE, og alligevel giver flere konkrete råd til hvad man kan gøre.

fam.4xc skriver:



Der er generalt bare forskel på børn som der jo også er på os voksne.

Jeg har en datter på snart 4 som aldrig har været hys... men stille og rolig og som regel hurtigt har fattet at nu var det nok og slut da hun var mindre - nu hvor hun er det større prøver hun nogen flere grænser af på os - men det hører sig jo alderen til

Min datter på 16 mdr er en helt anden type/personlighed end lillesøster, hun er nok den type, man nu tænker" hold da op hun kommer til at ligge og vride sig på gulvet i et supermarked en dag" Det alle forældre vel frygter
Hun blir total hys hvis der er noget hun ik kan eller må som hun brænder efter og får nej til og det er også selv om der følger en forklaring til.. Men igen det hører sig jo alderen til,.. hun har jo ik sproget til at udtrykket det hun gerne vil ha vi skal forstå og det er hendes eneste mulighed for at skabe opmærksomhed omkring sig - selvom den ik altid blir posetiv - det må sgu også være frusterende at ville fortælle noget men ik kunne...
Hun tramper i gulvet - kan finde på at slå sit hoved ind i væg eller andet i vrede og så skriger hun som om hun er blevet stukket... vi tager det helt roligt og ved det er en overgang/fase hun gennemgår . - og sker det at hun smider sig på gulvet en dag i supermarkede og ter sig - jamen så fred vær med det, jeg gider bare ik se på det. og når jeg ik gir hende opmærksomheden på det så finder hun hurtig ud af det ik var den gode måde at få kontakt på...

Saa enig. born er meget forskellige!

Jeg vil ogsaa sige at jeg godt kan forstaa dig og det ikke er nemt. 16 maaneder var ogsaa der hvor min guldklump begyndte at blive en 'rod' og det er svaerere end en baby der bare er glad naar numsen er ren og maven fuld. det er noget et helt nyt stadie, men det er godt at vide det er helt normalt.

vi har ogsaa det med at skrige i supermarkedet hvis guldklumpen ikke faar det legetoj han har set osv. og det er bare ikke sjovt for mor og far men det er virkeligt vigtig at saette graenser og ikke lade dem faa deres vilje. de kan ikke faa alting og det bedste er at sige nej, og nej er et kontant nej, mener jeg for ellers skaber man et lille monster.

saa nej jeg forklarede ikke da han var 15 mdr hvorfor. et nej var bare et nej! Nu hvor han er 2 aar forklarer jeg det kort. men ingen laengere forklaring da jeg ikke mener de kan rumme en hel masse forteallinger endnu.

foler med dig. det er ikke nemt at vaere mor.

og jeg har en staedig lille fraek dreng paa 2 aar som er ligesaa staedig som mig selv, desvaerre

Lise skriver:

Ja, for pokker det er svært nogle gange. Har Simon på knap 21 mdr, og han kan være noget af en prøvelse Kender alt til det der med at han gør noget han ikke må, og når jeg skælder ham ud, så griner han mig op i fjæset... Og han har revet i mit hår, slået og bidt... Synes især det var rigtig svært i starten, og at det bliver nemmere med tiden. Nu, når han gør "uartige" ting, så siger jeg nej(!) og fjerner ham fra tingen, eller hvis han f.eks. kaster med maden ved spisebordet, tager jeg ham væk og sætter ham på gulvet med ryggen til os andre. Så hyler han - og det får han lov til ½-1 minut, og så tager jeg ham op og trøster. Nogle gange hjælper det også bare at sige Nej! Det er jo lidt forskelligt.
Jeg synes man kan føle sig som en rigtig ond forældre der skælder ud, men prøver at se på det på den måde, at hvis jeg ikke gør det, så bliver han en møgunge - så det er jo til alles bedste.
Det kører meget i perioder det der med at han kaster sig på gulvet og hyler mens han tramper i gulvet med fødderne. Når han får sådanne anfald, så får han altså bare lov at ligge der og skabe sig, for han er jo bare sur over han f.eks. ikke må rulle sig ind i gardinerne, tømme skufferne for mel og havregryn, hamre fjernbetjeningen i sofabordet mv. Det er jo virkelig en alder hvor der skal testes grænser, men man er altså dén der skal sætte de grænser. Det kan være skide hårdt, men det er altså nødvendigt. Men på den anden side - hvis man er træt af at skælde ud - så må man vælge sine kampe. Jeg indrømmer, at nogle gange, hvis han gør noget der ikke ligefrem skader nogen eller noget, men som han principielt ikke må, så kan jeg godt lade som om jeg ikke ser det - for så er jeg fri for at skælde ud over det. Og på den måde kan det også blive uinteressant overfor barnet, hvis jeg ikke siger noget til det...
Nå, det blev en længere smøre, og jeg er absolut ikke pædagog, så aner ikke rigtigt hvad jeg taler om. Men det er i hvert fald dette som mine erfaringer fortæller mig..

Lise - mor til verdens uartigste dejligste dreng

jep jep det samme her