Godaften de damer og enkelte herrer..
Dette er lidt et ynke-indlæg, men bliver glad, hvis du læser hele vejen ned.
I morgen skulle på mange måder være en milepæl for mig.
Jeg er kommet meget langt i mit liv gennem det sidste år, og er bl.a. Godt på vej ud af en depression med hjælp fra psykologer, mig selv og medicin.
Havde besluttet mig for, at i morgen, når jeg fylder et kvart århundrede, skulle det være slut med mit medicin. Få min krop tilbage, hvor jeg var stymanden. Jeg må dog erkende, at det er for tidligt. Har haft 3 mindre tilbagefald i løbet af februar og marts, og jeg tør derfor ikke at slippe mit medicin endnu. Det føles som et nederlag, selvom alle siger, jeg skal se det som en sejr, at jeg har truffet beslutningen om at vente.
Håbede også, at der ville vise sig 2 streger på testen, men det lader vente på sig.
Min far har et lille internt opgør med min kæreste og har derfor valgt at blive væk fra det lille fødselsdagsarrangement, jeg havde inviteret til på mandag.
Han er egoistisk og lader det ramme mig. Er så skuffet.
Lyspunkt: Har en dejlig kæreste, der vækker mig med morgenbord i morgen, på min 25 års fødselsdag.
Ville ikke særlig meget med mit indlæg - vidste bare ellers ikke, hvor jeg skulle gå hen med det(kan ikke sove)
God påske derude