Øv dag!

Åhhh jeg har bare en rigtig depri dag i dag.

Min eks og jeg flyttede fra hinanden i starten af efteråret. Vi fik hver vores lejlighed og det var så vores mening(håb) at vi kunne få tinge op at køre igen, så vi en dag kunne flytte sammen igen.

Som tiden gik, følte jeg en trang til at løsrive mig fra ham og få MIT liv op at køre igen, sammen med vore søn som jeg har 11 dage ud af 14.

Jeg var faktisk ikke rigtig ked af det på noget tidspunkt, følte mig helt afklaret, at det skulle ikke være os mere for det kunne vi ikke finde ud af at få til at fungere på en måde hvor begge parter var tilfredse.

Han blev ked af det, den dag jeg proklamerede at nu var vi altså ikke kærester mere og han begyndte at gøre tilnærmelser med kys og kram som ikke har været der længe. Jeg blev nok lidt frustreret for det var en del af det jeg har manglet i al den tid det har gået skidt mellem os. Og nu var jeg endelig afklaret og så begynder han på det. Jeg blev nok faktisk mere frastødt af det på det tidspunkt, for nu skulle han ikke komme her og lave min beslutning om.

Det er nu godt 1 måned siden jeg tog den beslutning, og pludselig i dag bliver jeg bare rigtig ked af det. Det er som om jeg har fortrængt alvoren af denne beslutning. Jeg elsker ham stadig, han er min bedste ven, vi fungere pisse godt sammen på mange stadier. Ellers havde vi nok heller ikke været sammen i 8 år. Det er pludselig gået op for mig, at hvis/når jeg skal have flere børn bliver det ikke med ham, og det samme når han skal, er det ikke mig der skal føde dem Jeg kan overhovedet ikke forestille mig at skulle have børn med andre end ham lige nu, og ja jeg bliver helt vildt ked af det ved tanken om at vi ikke igen på et tidspunkt skal opleve denne store ting sammen igen. Det samme med vores søn, jeg bliver ked af det ved tanken om at han skal vokse op uden hans forældre bor sammen, uden vi skal holde jul sammen alle sammen, uden vi skal opleve ting sammen i weekenderne, uden vi skal på ferie sammen, og at jeg ikke skal se ham være den fantastiske og kærlige far han er for vores søn hver dag Men igen, så havde vi jo også nogle problemer som gjorde vi var nød til at gå fra hinanden. Fx havde vi stort set aldrig sex, som i 1 gang hver 2-3 måned. Fordi jeg har simpelthen ikke lyst. Vi har kun tante kysset i mange år.....kun tungekysset uden sex, som var så sjældent. Så var der selvfølgelig alle småtingene som var med til at få bærgeret til at flyde over. Det at rydde op efter sig selv, gøre rent uden at blive bedt om det hvem skal dit og hvem skal dat tingene. Men de er der nu nok i alle forhold Vores søn er nu 1½ år og vågner stadig mellem 2-7 gange hver nat og det var været sådan hele han liv, hvilket nok også har medvirket til at vi var nemmere at irritere begge to. Men på en måde føler jeg at vi har været i gennem denne hårde tid, og vi har givet op i stdet for at holde sammen og komme stærkere ud på den anden side.

Jeg er så meget i tvivl om jeg/ vi har taget den rigtige beslutning. Hvordan ved man om man har taget den rigtige beslutning?

 

Hilsen en lidt ked ano.

ingen der har noget at bidrage med?

Anonym skriver:

Åhhh jeg har bare en rigtig depri dag i dag.

Min eks og jeg flyttede fra hinanden i starten af efteråret. Vi fik hver vores lejlighed og det var så vores mening(håb) at vi kunne få tinge op at køre igen, så vi en dag kunne flytte sammen igen.

Som tiden gik, følte jeg en trang til at løsrive mig fra ham og få MIT liv op at køre igen, sammen med vore søn som jeg har 11 dage ud af 14.

Jeg var faktisk ikke rigtig ked af det på noget tidspunkt, følte mig helt afklaret, at det skulle ikke være os mere for det kunne vi ikke finde ud af at få til at fungere på en måde hvor begge parter var tilfredse.

Han blev ked af det, den dag jeg proklamerede at nu var vi altså ikke kærester mere og han begyndte at gøre tilnærmelser med kys og kram som ikke har været der længe. Jeg blev nok lidt frustreret for det var en del af det jeg har manglet i al den tid det har gået skidt mellem os. Og nu var jeg endelig afklaret og så begynder han på det. Jeg blev nok faktisk mere frastødt af det på det tidspunkt, for nu skulle han ikke komme her og lave min beslutning om.

Det er nu godt 1 måned siden jeg tog den beslutning, og pludselig i dag bliver jeg bare rigtig ked af det. Det er som om jeg har fortrængt alvoren af denne beslutning. Jeg elsker ham stadig, han er min bedste ven, vi fungere pisse godt sammen på mange stadier. Ellers havde vi nok heller ikke været sammen i 8 år. Det er pludselig gået op for mig, at hvis/når jeg skal have flere børn bliver det ikke med ham, og det samme når han skal, er det ikke mig der skal føde dem Jeg kan overhovedet ikke forestille mig at skulle have børn med andre end ham lige nu, og ja jeg bliver helt vildt ked af det ved tanken om at vi ikke igen på et tidspunkt skal opleve denne store ting sammen igen. Det samme med vores søn, jeg bliver ked af det ved tanken om at han skal vokse op uden hans forældre bor sammen, uden vi skal holde jul sammen alle sammen, uden vi skal opleve ting sammen i weekenderne, uden vi skal på ferie sammen, og at jeg ikke skal se ham være den fantastiske og kærlige far han er for vores søn hver dag Men igen, så havde vi jo også nogle problemer som gjorde vi var nød til at gå fra hinanden. Fx havde vi stort set aldrig sex, som i 1 gang hver 2-3 måned. Fordi jeg har simpelthen ikke lyst. Vi har kun tante kysset i mange år.....kun tungekysset uden sex, som var så sjældent. Så var der selvfølgelig alle småtingene som var med til at få bærgeret til at flyde over. Det at rydde op efter sig selv, gøre rent uden at blive bedt om det hvem skal dit og hvem skal dat tingene. Men de er der nu nok i alle forhold Vores søn er nu 1½ år og vågner stadig mellem 2-7 gange hver nat og det var været sådan hele han liv, hvilket nok også har medvirket til at vi var nemmere at irritere begge to. Men på en måde føler jeg at vi har været i gennem denne hårde tid, og vi har givet op i stdet for at holde sammen og komme stærkere ud på den anden side.

Jeg er så meget i tvivl om jeg/ vi har taget den rigtige beslutning. Hvordan ved man om man har taget den rigtige beslutning?

 

Hilsen en lidt ked ano.

Tror det er meget normalt at have det sådan når man skal vænne sig til at være forældre frem for kun kærester.

Men kan ikke sige om dit valgt er rigtig. Desværre. Men du må mærke efter hvad du føler er det rigtige

For mig lyder det bar som om at det skal være jer to. Men det selvgølgelig ud fra det du skriver. Det I gik fra hinanden over er den klassiske ting når man har små børn. Vi ser den selv herhjemme men det er bar en periode man skal igennem og så er Der forhåbelig lys på den anden side. Jeg synes personligt selv man altid skal give det en ekstra chance når man har små børn.

sommerbarn<3 skriver:

Tror det er meget normalt at have det sådan når man skal vænne sig til at være forældre frem for kun kærester.

Men kan ikke sige om dit valgt er rigtig. Desværre. Men du må mærke efter hvad du føler er det rigtige

Det tror jeg også du har ret i! Det er jo en kæmpe forvanling man gennemgår når man bliver forældre for første gang.

 

Ja, jeg ved det. Jeg søgte måske efter at høre om andre har haft ligende følelser efter brudte, eller om det faktisk betyder at vi skal prøve på at redde forholdet endnu en gang.

HA87 skriver:

For mig lyder det bar som om at det skal være jer to. Men det selvgølgelig ud fra det du skriver. Det I gik fra hinanden over er den klassiske ting når man har små børn. Vi ser den selv herhjemme men det er bar en periode man skal igennem og så er Der forhåbelig lys på den anden side. Jeg synes personligt selv man altid skal give det en ekstra chance når man har små børn.

Ja, du har ret i at vi gik fra hinanden over de klassiske småbørns problemer. Tror bare det var det der fik bærgert til at flyde over desværre.

Jeg går også ind for at man skal kæmpe for forholdet, det var faktisk også derfor vi valgte at forblive kærester selv om vi flyttede fra hinanden.

Jeg har flere gange forslået parterapi for min eks, men han har altid ment at det kunne vi klare selv. Det træmgte lige som ikke rigtigt ind ved ham, før den dag jeg meldte klart ud at vi ikke længere skulle være kærester. Da sagde han nemlig..."Jeg ville ønske vi havde prøvet det der parterapi" Men på det tidspunkt følte jeg ikke jeg havde mere at kæmpe med, jeg følte mine følelser for ham var væk. Jeg tror måske det var en form for forsvar fra min side, fordi jeg ikke kunne finde ud af hvor vi var i vores forhold, og jeg blæev nød til at give slip for at komme vidre.

Det største problem i vores forhold har altid været min manglende sexlyst, men jeg tror nu der ligge noget andet bag det. For jeg tror jeg er normal lystig, hvis man kan side det sådan

Vi har jo aldrig fundet ud af grunden, han han ikke ønskede hjælp fra en proffesionel, men måske kan jeg få ham med på idéen nu hvor virkeligheden er gået op for ham

HA87 skriver:

For mig lyder det bar som om at det skal være jer to. Men det selvgølgelig ud fra det du skriver. Det I gik fra hinanden over er den klassiske ting når man har små børn. Vi ser den selv herhjemme men det er bar en periode man skal igennem og så er Der forhåbelig lys på den anden side. Jeg synes personligt selv man altid skal give det en ekstra chance når man har små børn.

Har ikke så meget at bidrage med, men ville lige give dig et

Håber alting flasker sig for dig.

Mvh Caroline.

Anonym skriver:

Det tror jeg også du har ret i! Det er jo en kæmpe forvanling man gennemgår når man bliver forældre for første gang.

 

Ja, jeg ved det. Jeg søgte måske efter at høre om andre har haft ligende følelser efter brudte, eller om det faktisk betyder at vi skal prøve på at redde forholdet endnu en gang.

Jamen hvis det er det svar du ønsker, så kan jeg sige at sådan har det, og er stadig lidt sådan hos os.

Tiden bliver prioteret noget vigtigere nu, og man glemmer ofte hinanden og forholde. Tror de fleste må kæmpe mere eller mindre med at få det til at lykkes som ny familie.

Men igen, hvis der er andre grunde eller store problemer i jeres forhold, så skal det måske bare ikke være jer.

Anonym skriver:

Ja, du har ret i at vi gik fra hinanden over de klassiske småbørns problemer. Tror bare det var det der fik bærgert til at flyde over desværre.

Jeg går også ind for at man skal kæmpe for forholdet, det var faktisk også derfor vi valgte at forblive kærester selv om vi flyttede fra hinanden.

Jeg har flere gange forslået parterapi for min eks, men han har altid ment at det kunne vi klare selv. Det træmgte lige som ikke rigtigt ind ved ham, før den dag jeg meldte klart ud at vi ikke længere skulle være kærester. Da sagde han nemlig..."Jeg ville ønske vi havde prøvet det der parterapi" Men på det tidspunkt følte jeg ikke jeg havde mere at kæmpe med, jeg følte mine følelser for ham var væk. Jeg tror måske det var en form for forsvar fra min side, fordi jeg ikke kunne finde ud af hvor vi var i vores forhold, og jeg blæev nød til at give slip for at komme vidre.

Det største problem i vores forhold har altid været min manglende sexlyst, men jeg tror nu der ligge noget andet bag det. For jeg tror jeg er normal lystig, hvis man kan side det sådan

Vi har jo aldrig fundet ud af grunden, han han ikke ønskede hjælp fra en proffesionel, men måske kan jeg få ham med på idéen nu hvor virkeligheden er gået op for ham

Så må man ligesom bar håbe at han ikke falder tilbage I den gamle rille efter 14 dage. Det kunne ligne de mandfolk. Håber det går som du ønsker det. Sådan et forhold er bar hårdt arbejde. Desværre. Hvorfor kan det ikk bar være en dans på roser.