Når det hele bliver lidt lunkent...

Kære alle det læser med.

Jeg har virkelig brug for lidt gode råd. 

Jeg er sammen med kæresten på fjerde år, sammen har vi et barn på knapt et år og kæresten et barn fra tidligere forhold, som er hos os 8/6. 

Vores forhold er simpelthen blevet ret lunkent, hvis ikke dødt. Der er ingen gnist, vi taler knapt sammen og jeg sover efterhånden mere på børneværelset end i soveværelset. Vores forhold har kørt meget op og ned, hvilket har stået på siden sidste del af graviditeten. Vi har været fra hinanden, men valgte at give det en chance, men det er aldrig blevet helt godt. 

Den sidste tid har jeg haft det fysisk dårlig over den udvikling vores forhold har taget. Jeg føler mig rigtig meget i klemme, for på den ene side ønsker jeg at gå, men på den anden side nænner jeg det ikke over for vores fælles barn og mit stedbarn... Jeg ved min kæreste vil blive utrolig såret, men jeg føler bare ikke at tingene bliver bedre. 

Jeg synes bare det hele er rigtig svært! Hvornår er nok nok, når der er børn involveret? Skal jeg tænke på mig selv og tage mit barn og smutte, eller blive for at holde familien samlet??? 

Undskyld hvis det er lidt indviklet, men jeg har svært ved at finde op og ned i mine tanker! 

Tak til alle der læste med!

Anonym skriver:

Kære alle det læser med.

Jeg har virkelig brug for lidt gode råd. 

Jeg er sammen med kæresten på fjerde år, sammen har vi et barn på knapt et år og kæresten et barn fra tidligere forhold, som er hos os 8/6. 

Vores forhold er simpelthen blevet ret lunkent, hvis ikke dødt. Der er ingen gnist, vi taler knapt sammen og jeg sover efterhånden mere på børneværelset end i soveværelset. Vores forhold har kørt meget op og ned, hvilket har stået på siden sidste del af graviditeten. Vi har været fra hinanden, men valgte at give det en chance, men det er aldrig blevet helt godt. 

Den sidste tid har jeg haft det fysisk dårlig over den udvikling vores forhold har taget. Jeg føler mig rigtig meget i klemme, for på den ene side ønsker jeg at gå, men på den anden side nænner jeg det ikke over for vores fælles barn og mit stedbarn... Jeg ved min kæreste vil blive utrolig såret, men jeg føler bare ikke at tingene bliver bedre. 

Jeg synes bare det hele er rigtig svært! Hvornår er nok nok, når der er børn involveret? Skal jeg tænke på mig selv og tage mit barn og smutte, eller blive for at holde familien samlet??? 

Undskyld hvis det er lidt indviklet, men jeg har svært ved at finde op og ned i mine tanker! 

Tak til alle der læste med!

Der er mange spørgsmål jeg har... Men har du snakket med kæresten om det? Føler han det samme? Har i prøvet at lave nogle kæresteting?.... Personligt vil jeg sige at har man prøvet det man kunne, så er det bedst at gå fra hinanden... Også mere pågrund af barnet, det kan være mere påvirket af det end man tror... Vores forhold kører heller ikk på skinner her, og vi begynder i parterapi i næste uge for at hjælpe på det....

Mettefpigen skriver:

Der er mange spørgsmål jeg har... Men har du snakket med kæresten om det? Føler han det samme? Har i prøvet at lave nogle kæresteting?.... Personligt vil jeg sige at har man prøvet det man kunne, så er det bedst at gå fra hinanden... Også mere pågrund af barnet, det kan være mere påvirket af det end man tror... Vores forhold kører heller ikk på skinner her, og vi begynder i parterapi i næste uge for at hjælpe på det....

Vi har snakket mange gange, men min kæreste er rigtig konfliktsky så det er svært at snakke med ham om tingene. Jeg føler at han har svært ved at se ind ad, og han opfører sig som om det er mig der er hysterisk... Jeg oplever at han ikke har det på samme måde, men er typen der kan leve med mange ting - hvis du kan følge mig?

Da vi fandt sammen igen, var en betingelse at vi skulle starte i parterapi. Det havdebjerg foreslået før,hvilket han ikke ville, men da jeg gik ændrede han mening - ihvertfald et stykke, for siden har han ændret mening igen og nu vil han ikke. 

Vi har lavet kæreste ting, men det bliver til for lidt... Han har skiftende arbejdstider samtidig kommer stedbarnet på samvær.

Jeg er ked af at høre, at I også kæmper! Jeg ved hvor hårdt det er

Anonym skriver:

Vi har snakket mange gange, men min kæreste er rigtig konfliktsky så det er svært at snakke med ham om tingene. Jeg føler at han har svært ved at se ind ad, og han opfører sig som om det er mig der er hysterisk... Jeg oplever at han ikke har det på samme måde, men er typen der kan leve med mange ting - hvis du kan følge mig?

Da vi fandt sammen igen, var en betingelse at vi skulle starte i parterapi. Det havdebjerg foreslået før,hvilket han ikke ville, men da jeg gik ændrede han mening - ihvertfald et stykke, for siden har han ændret mening igen og nu vil han ikke. 

Vi har lavet kæreste ting, men det bliver til for lidt... Han har skiftende arbejdstider samtidig kommer stedbarnet på samvær.

Jeg er ked af at høre, at I også kæmper! Jeg ved hvor hårdt det er

Jaa så er det jo ikk nemt... Men har du sagt det til ham her for nylig??... Fordi hvis det ikk ændre sig er der jo ikk meget at være der for..... Og jeg synes ikk at man skal blive for børnene.. For børnene kan sagtens mærke det...

Jaa der er sket rigtig mange ting oveni at vi blev forældre, så det har taget rigtig meget på vores forhold.. Så der er nogle ting der skal snakkes igennem og det er vi ikk særlig gode til at gøre herhjemme uden at vi skændtes... Og det går udover bassemanden og det skal det ikk mere... For han er begyndt at blive lidt påvirket af det...

Mettefpigen skriver:

Jaa så er det jo ikk nemt... Men har du sagt det til ham her for nylig??... Fordi hvis det ikk ændre sig er der jo ikk meget at være der for..... Og jeg synes ikk at man skal blive for børnene.. For børnene kan sagtens mærke det...

 

Jaa der er sket rigtig mange ting oveni at vi blev forældre, så det har taget rigtig meget på vores forhold.. Så der er nogle ting der skal snakkes igennem og det er vi ikk særlig gode til at gøre herhjemme uden at vi skændtes... Og det går udover bassemanden og det skal det ikk mere... For han er begyndt at blive lidt påvirket af det...

Nej ikke for nylig, men har tænkt det skulle ske inden påsken er omme. Det er rigtig svært at tage hul på snakken, når man på forhånd ved, at han reagerer som han gør. Jeg er nok også bange for, hvad snakken ender med, for selvom det nok er det bedste at sige farvel og tak, så er det angstprovokerende. Alting bliver bare svære, når der er børn involveret

Det kan være en rigtig god ide at investere i parterapi, hvis begge parterne er indstillet på det. At blive forældre er en udfordring for partnerskabet og hvis der så er andre hullom i vejen, som man måske ikke har indflydelse på, så kan jeg forestille mig det er svært.

Anonym skriver:

Nej ikke for nylig, men har tænkt det skulle ske inden påsken er omme. Det er rigtig svært at tage hul på snakken, når man på forhånd ved, at han reagerer som han gør. Jeg er nok også bange for, hvad snakken ender med, for selvom det nok er det bedste at sige farvel og tak, så er det angstprovokerende. Alting bliver bare svære, når der er børn involveret

Det kan være en rigtig god ide at investere i parterapi, hvis begge parterne er indstillet på det. At blive forældre er en udfordring for partnerskabet og hvis der så er andre hullom i vejen, som man måske ikke har indflydelse på, så kan jeg forestille mig det er svært.

Jaa ved det er svært med tanken... Har jeg også selv haft, og mine tanker kører på at jeg ikk føler jeg kan leve uden ham, og hvad med Lukas??... Hvordan skal det blive og alle sådan nogle ting... Og jaa det er rigtig svært og pisse hårdt... Min mor blev slået ned da Lukas var 11 dage... Med en økse og lå for døden i en uge men overlevede... Så det har været rigtig rigtig hårdt... Og vi har aldrig fået snakket igennem om hvad der skete og hvordan vores følelser og tanker var/er med det hele... Og vores forhold blev dat på standby hvis man kan kalde det for det.. Eller ihvertfald sat på 2-3 pladsen....

Men du blir nok nødt til at tage snakken op igen hvis det ikk skal ende med at du får nok og bare smutter eller at du blir ved at være i forholdet og du føler det ikk fører nogle vegne....

Mettefpigen skriver:

Jaa ved det er svært med tanken... Har jeg også selv haft, og mine tanker kører på at jeg ikk føler jeg kan leve uden ham, og hvad med Lukas??... Hvordan skal det blive og alle sådan nogle ting... Og jaa det er rigtig svært og pisse hårdt... Min mor blev slået ned da Lukas var 11 dage... Med en økse og lå for døden i en uge men overlevede... Så det har været rigtig rigtig hårdt... Og vi har aldrig fået snakket igennem om hvad der skete og hvordan vores følelser og tanker var/er med det hele... Og vores forhold blev dat på standby hvis man kan kalde det for det.. Eller ihvertfald sat på 2-3 pladsen....

 

Men du blir nok nødt til at tage snakken op igen hvis det ikk skal ende med at du får nok og bare smutter eller at du blir ved at være i forholdet og du føler det ikk fører nogle vegne....

 

Det lyder som en rigtig hård tid for jer - og ikke mindst for dig. At stå med et nyfødt barn samtidig med at din mor er i livsfare efter sådan en forfærdelig episode! Så er der ikke noget at sige til, at parforholdet bliver sat på stand by. Jeg håber at din mor er okay igen, og at I får talt tingene ud og får løst jeres problemer. 

Jeg må have taget hul på snakken og se hvor det ender. Desværre tror jeg det ender med et punktum og det sårer mig dybt. Jeg er så skuffet over at det er her vi er endt - og det er det vi tilbyder vores børn

Tak for hjælpen 

Anonym skriver:

Det lyder som en rigtig hård tid for jer - og ikke mindst for dig. At stå med et nyfødt barn samtidig med at din mor er i livsfare efter sådan en forfærdelig episode! Så er der ikke noget at sige til, at parforholdet bliver sat på stand by. Jeg håber at din mor er okay igen, og at I får talt tingene ud og får løst jeres problemer. 

Jeg må have taget hul på snakken og se hvor det ender. Desværre tror jeg det ender med et punktum og det sårer mig dybt. Jeg er så skuffet over at det er her vi er endt - og det er det vi tilbyder vores børn

Tak for hjælpen 

Jaa det var/er det også... Men det er heldigvis i bedring... Men vi skal få snakket ud om alle tingene og det blir skidehårdt men det blir vi nødt til....

Håber at i får snakket ud om tingene og finder ud af noget... Men det er det bedste istedet for at gå rundt med tingene.... Håber det hjalp bare en smule...

Anonym skriver:

Kære alle det læser med.

Jeg har virkelig brug for lidt gode råd. 

Jeg er sammen med kæresten på fjerde år, sammen har vi et barn på knapt et år og kæresten et barn fra tidligere forhold, som er hos os 8/6. 

Vores forhold er simpelthen blevet ret lunkent, hvis ikke dødt. Der er ingen gnist, vi taler knapt sammen og jeg sover efterhånden mere på børneværelset end i soveværelset. Vores forhold har kørt meget op og ned, hvilket har stået på siden sidste del af graviditeten. Vi har været fra hinanden, men valgte at give det en chance, men det er aldrig blevet helt godt. 

Den sidste tid har jeg haft det fysisk dårlig over den udvikling vores forhold har taget. Jeg føler mig rigtig meget i klemme, for på den ene side ønsker jeg at gå, men på den anden side nænner jeg det ikke over for vores fælles barn og mit stedbarn... Jeg ved min kæreste vil blive utrolig såret, men jeg føler bare ikke at tingene bliver bedre. 

Jeg synes bare det hele er rigtig svært! Hvornår er nok nok, når der er børn involveret? Skal jeg tænke på mig selv og tage mit barn og smutte, eller blive for at holde familien samlet??? 

Undskyld hvis det er lidt indviklet, men jeg har svært ved at finde op og ned i mine tanker! 

Tak til alle der læste med!

Hvis i vil finde hinanden igen, få børnene afsat og tag på et forlænget weekend ophold og få snakket sexet og grinet sammen igen.. Kom hinanden ved igen og få snakket om tingene.. Ved der er mange der har haft glæde af, at komme lidt væk og bare være kærester igen uden børn på slæb..

Knus og kram fra en der er sammen med manden på 13. år  

Her i hytten er vores snakke, detbedste vi ved. Vi klaret is igennem mange udfordringer og derfor bruger vi snakke en del. Har du overvejet ar skrive et brev til ham, forlang i bruger rid sammen uden barn. Ingen siger det skal være weekend eller hele dage. Man skal altid huske hinanden.