Hvordan ved man, at det er forholdet den er gal med?

Min kæreste og jeg har en datter på fem måneder. Jeg havde en forfærdelig gravidtet, med slem bækkenløsning. Det tærede hårdt på forholdet, at han måtte ordne alt, og jeg bare lå på luftmadrassen og var depri. Så fødte jeg endelig, og blev lige så stille mobil igen. Det hjalp en hel del på forholdet. Det hjalp meget, at vi var så opslugte af vores lille datter, at vi slet ikke havde tid til at tænke over vores forhold.

Nu står vi så - fem måneder efter hun kom til, og er i krise. Jeg keder mig! Vi er meget forskellige, og har faktisk intet til fælles. Det har virket for os før, men det gør det ikke rigtig mere. Jeg elsker ham, men er på ingen måde forelsket. Ser ham efterhånden mest som far til min datter, og som en super god ven.

Mit problem er nu, hvordan ved jeg, at det er forholdet den er gal med? Og ikke "bare" endnu en reaktion på min graviditet og min kedsomhed?

For hvis det er forholdet, så må vi jo prøve at arbejde på det. Er det ikke, så må vi vel bare vente til jeg får en hverdag igen.

Hvis i har nogle erfaringer, så del dem endelig! Gode som dårlige. Lige nu har jeg rigtig meget brug for at høre fra andre, da vi har haft det sådan i et år nu.. Så vi er begge låst fast, og kan ikke finde ud af, hvad der er hvad. Om vi skal blive sammen, eller om vi er blevet sammen fordi det har været vores drøm..

Hilsen Madam Blå. (er ano for ikke at blive googlet på den)

Vi har virkelig haft det svært i vores forhold da sønnen kom til. Jeg var sikker på det var det værste valg vi havde taget og vi var dødsdømt. 

Jeg læste et sted a man IKKE skal gå fra hinanden før barnet er 2 år. Og det hjalp mig til a tænke a det nok rammer mange og det er fordi forholdet kommer i anden situation når der kommer børn. 

Vi har det dejligt i dag, sørge for a komme ud a spise, på hotelophold og lign. Vi er stadig meget forældre, men gnisten er vendt stille og roligt tilbage  

LR85 skriver:

Vi har virkelig haft det svært i vores forhold da sønnen kom til. Jeg var sikker på det var det værste valg vi havde taget og vi var dødsdømt. 

Jeg læste et sted a man IKKE skal gå fra hinanden før barnet er 2 år. Og det hjalp mig til a tænke a det nok rammer mange og det er fordi forholdet kommer i anden situation når der kommer børn. 

Vi har det dejligt i dag, sørge for a komme ud a spise, på hotelophold og lign. Vi er stadig meget forældre, men gnisten er vendt stille og roligt tilbage  

Tusind tak for dit svar!

Er "glad" for at høre, at det er mere normalt, end jeg gik og troede. Jeg er bare på vippen til at smide det hele for tiden.

Men vi må prøve at være kærester igen, og ikke bare forældre Måske det ville hjælpe.

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har en datter på fem måneder. Jeg havde en forfærdelig gravidtet, med slem bækkenløsning. Det tærede hårdt på forholdet, at han måtte ordne alt, og jeg bare lå på luftmadrassen og var depri. Så fødte jeg endelig, og blev lige så stille mobil igen. Det hjalp en hel del på forholdet. Det hjalp meget, at vi var så opslugte af vores lille datter, at vi slet ikke havde tid til at tænke over vores forhold.

Nu står vi så - fem måneder efter hun kom til, og er i krise. Jeg keder mig! Vi er meget forskellige, og har faktisk intet til fælles. Det har virket for os før, men det gør det ikke rigtig mere. Jeg elsker ham, men er på ingen måde forelsket. Ser ham efterhånden mest som far til min datter, og som en super god ven.

Mit problem er nu, hvordan ved jeg, at det er forholdet den er gal med? Og ikke "bare" endnu en reaktion på min graviditet og min kedsomhed?

For hvis det er forholdet, så må vi jo prøve at arbejde på det. Er det ikke, så må vi vel bare vente til jeg får en hverdag igen.

Hvis i har nogle erfaringer, så del dem endelig! Gode som dårlige. Lige nu har jeg rigtig meget brug for at høre fra andre, da vi har haft det sådan i et år nu.. Så vi er begge låst fast, og kan ikke finde ud af, hvad der er hvad. Om vi skal blive sammen, eller om vi er blevet sammen fordi det har været vores drøm..

Hilsen Madam Blå. (er ano for ikke at blive googlet på den)

Ville gå i parterapi hvis det var mig...

twinboys skriver:

Ville gå i parterapi hvis det var mig...

Ja, det kunne måske være en god ide. For at finde ud af, hvad er hvad. Er vi "bare" i en laaang og træld periode, eller er der nogle ting, vi kan arbejde på.

Tusind tak for svaret

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar!

Er "glad" for at høre, at det er mere normalt, end jeg gik og troede. Jeg er bare på vippen til at smide det hele for tiden.

Men vi må prøve at være kærester igen, og ikke bare forældre Måske det ville hjælpe.

Ja, men du må måske også være forberedt på a det tager lidt tid. Måske kommer det a sig selv, måske skal i have en god snak om jetes forventninger/ønsker til hinanden. Men vi var bare ikke i stand til det før der var gået et godt stykke tid. 

Og det er stadig en procces der bliver bedre dag for dag. Sønnen er 2 år og 2 måneder. 

Giv det tid og accepter a tingene er anderledes nu og niget tid frem. Så skal i nok finde hinanden igen  

Jeg har endnu ikke mødt nogen, for hvem parterapi var en god løsning, men hvis du kender nogen som kan anbefale en, så gør det. Jeg tror på at der ind i mellem en mægde dårlige terapeuter, må være nogle der er gode og som kan rykke tingene.

Jeg kedede mig også da jeg var på barsel. Det er da virkelig kedelig at gå alene hjemme med en bady der bare skriger, sover eller skider. selvfølgelig er det også sjovt og dejligt ind i mellem, men det er noget helt andet at gå hjemme med en 2-3årig eller en 5 årige, som amn kan lave noget sammen med, få et modspil, blive udfordret af osv.

Jeg har også hørt den med de 2 år og ville klart vente. Skilsmisse skal slet ikke overvejes før barnet er 2år (altså med mindre man bliver gennemtæsket, manden er alkoholiker eller ligende. Så er det en anden sag!)

Anonym skriver:

Ja, det kunne måske være en god ide. For at finde ud af, hvad er hvad. Er vi "bare" i en laaang og træld periode, eller er der nogle ting, vi kan arbejde på.

Tusind tak for svaret

Jeg må sige a jeg sys parterapi er lidt tidlugt a sætte ind med. Jeres barn er 5 måneder. Man må også huske på a det er naturlugt at der sker en KÆMPE omvæltning når man blir forældre. 

Men helt klart ellers en ide hvis det ikke blir bedre (jeg ville bare først overveje det når i fik en hverdag med vuggestue, kunne sove igemmen, tage ud og lign)

LR85 skriver:

Ja, men du må måske også være forberedt på a det tager lidt tid. Måske kommer det a sig selv, måske skal i have en god snak om jetes forventninger/ønsker til hinanden. Men vi var bare ikke i stand til det før der var gået et godt stykke tid. 

Og det er stadig en procces der bliver bedre dag for dag. Sønnen er 2 år og 2 måneder. 

Giv det tid og accepter a tingene er anderledes nu og niget tid frem. Så skal i nok finde hinanden igen  

Vi har talt om det det halve af natten. Og vi er begge indstillet på, at det bliver en lang og sej kamp. Men det er en kamp, vi begge vil tage Så langt så godt.

Ja, du har helt ret. Det er en lang proces. Og sikkert en lang og sej proces. Men vi vil det begge gerne.

Så nu skal der sættes ind med en masse kæreste-aktiviteter. Vi er jo slet ikke kærester længere. Vi er far og mor, og venner. Så nu skal vi på dates osv, igen Det glæder vi os begge til.

Mumto3 skriver:

Jeg har endnu ikke mødt nogen, for hvem parterapi var en god løsning, men hvis du kender nogen som kan anbefale en, så gør det. Jeg tror på at der ind i mellem en mægde dårlige terapeuter, må være nogle der er gode og som kan rykke tingene.

Jeg kedede mig også da jeg var på barsel. Det er da virkelig kedelig at gå alene hjemme med en bady der bare skriger, sover eller skider. selvfølgelig er det også sjovt og dejligt ind i mellem, men det er noget helt andet at gå hjemme med en 2-3årig eller en 5 årige, som amn kan lave noget sammen med, få et modspil, blive udfordret af osv.

Jeg har også hørt den med de 2 år og ville klart vente. Skilsmisse skal slet ikke overvejes før barnet er 2år (altså med mindre man bliver gennemtæsket, manden er alkoholiker eller ligende. Så er det en anden sag!)

Vi starter med at prøve at være kærester igen. Vi har ikke været kærester i laaang tid. Så nu skal der sættes ind overfor det Vi har talt det halve af natten, og er begge indstillet på at kæmpe for vores forhold Så det er jeg rigtig glad for.

Jeg glæder mig også til min datter bliver ældre. Tror at det bliver meget nemmere at tage ud i verden så. Og også meget nemmere at få hende passet, når hun selv kan tale og forstå meget bedre

Tak for dit svar!