Anonym skriver:
Hej,.
Jeg står og skal holde barnedåb imorgen, og er dybt ked af det, frustreret og har bare lyst til at kravle ned i mit eget lille skjulehul og tude natten lang,.!
Sagen er den at min søster har meldt ud hun kommer imorgen, og det er længe siden, men har bekraftet det flere gange, hun har dog hele tiden været i tvivl om hendes 2 børn også kom hed på henholdstvis 2 og 4,. Jeg skrev til hende igår om hun havde fundet ud af om hun havde børnene med, INTET SVAR,. Vi har idag dækket op til dem og brugt en masse recurser på at få det hele til at gå op mht siddepladser og spænet rundt hele dagen og været i super humør til den ''store dag'' .! Min mor har været og hjælpe lidt til med noget af det manden ikke er så suveræn til, da jeg er gravid og har en søn på 8 mdr, hun fortalte tidliger hun ikke havde kunne komme i kontakt med hende hele dagen (Da hun skulle køre med hende her op imorgen skulle de aftale tid) Jeg begyndte så at ringe og har haft prøvet nogle gange idag,. INTET SVAR,.! For 10 min sidden ringer min mor så og spørger om jeg har snakket med hende, (nej, ikke kunne få kontakt) Hun havde så lige snakket med hende, hvor hun så har meldt ud hverken hende eller hendes børn kommer imorgen, begrundet hun er syg,. Her stiller min mor så spørgsmålstegn da hun kan høre en masse i baggrunden og en del høj musik,. Hun udspørger hende til dette og om hun er på stoffer, hvorefter min søster sætter i et hyl uden lige,. Mor prøver at snakke med hende og få nogle svar på hvor hun er da hun ringer fra fremmede nr som ikke kan slås op på nettet,. Hun hyler endnu mere og siger så at hun ikke kan snakke mere og ligger på,.! Her sidder jeg så med så meget ''had'' ''skuffelse'' og jeg ved ikke hvad,.!
Min søster og jeg har i et længere stykke tid ikke haft det så godt sammen, da hun fik depration efter hendes andet barn ''dvs, ca 2 år. Da hun har gjort ting jeg ikke har kunne acpekterer,. Og ikke har været sig selv, mest fordi hun ikke får den hjælp hun behøver men heller ikke er kommet til mig med tingene, men istedet skårt i sig selv og fundet andre midler til at få tingene til at forsvinde,. Før det var vi som ying og yang, snakkede sammen konstant om alt og hvad ved jeg et virkeligt godt søskende forhold,.! Og vi har altid været her for hinanden,.!
Jeg har længe haft en fornemmelse af at hun er misundelig på mig og på det liv jeg har fået mig, hvor hun ikke er så stor en del af,. Og jeg spekulerer på om det kan have noget at sige mht dette,. Jeg ved at min dag/min søns dag imorgen ikke bliver som jeg havde ønsket fordi jeg jo et sted henne er bekymret for hende, men ikke mindst hele vores familie som kommer også er det,. Og er helt 100 på at der kommer til at gå en snak om dette imorgen,. Og det er ikke hvad jeg ønsker sker på hans dag, for jeg ved der vil komme en masse splid pga det, og er helt sikker på der bliver en stor diskution omkring det,.!
Ja havde brug for lidt luft, og afmagt,.! Håber i er kommet så langt, og evt vil smide en kommentar om hvad i mener om hendes sene og usmarte måde at melde afbud på og hvad i tænker om det hele,.!
Vil lige starte med at skrive, at jeg ikke synes din søsters opførsel er okay!
Men, så vil jeg gerne kommentere på noget du skriver..
Jeg har selv skåret i mig selv, fra jeg var 14 til jeg var 25, og for mig gjorde det ingen forskel, at min kæreste/min veninde/min lillebror lå og sov i rummet ved siden af.. De følelser der gør, at skærer i sig selv, kan ikke snakkes væk. De er så umenneskeligt svære, og så hårde at stå igennem, at der som regel kun er én løsning til at få det til at gå væk, og det er enten at skære i sig selv - eller begå selvmord..
En gang skar jeg så dybt i min overarm, at jeg kom ned til musklen, og kunne se den bevæge sig frem og tilbage når jeg underarmen op og ned. Det krævede 23 sting indenvendig og udenvendig at lappe det sammen... Hvis jeg kunne have undgået det ved at snakke med min søster, så havde jeg da gjort det, men sådan ser verden ikke ud, og det var ikke noget jeg gjorde for at gøre andre ondt. Men smerten indeni, blev bare for stor nogen gange..
Skærer man i sig selv, så er det ikke et selvmordsforsøg, men netop en måde at overleve på.. Overleve de intense følelser der rundt inde i kroppen, og som man ikke kan slippe væk fra..
Det kræver ALT af en, ikke at gøre det igen, når man først er "afhængig".. For det ér en afhængighed! Nu har man endelig - endelig - fundet måden at slippe fra følelseshelvedet, hvordan stopper man så igen??
For mit vedkommende krævede det 3 års intensiv terapi, og det var et bevist valg jeg skulle tage ikke at gøre det igen, hver eneste gang trangen kom op i mig.. Først da jeg fandt ud af at jeg var gravid igen, fandt jeg styrken til at stoppe.. Inden da, faldt jeg stadig i mindst én gang om året, i januar, hvilket er den måned begge mine forældre døde.
Jeg har også fået den der "kom nu og snak med mig i stedet, skriv en besked, ring på min dør, kom ind og væk mig", men problemet er ikke, at der ikke er nogen at snakke med, problemet er det følelser man har, som ikke forsvinder ved snak.... Man kan sidde og snakke i en uge, og så gå direkte ud og skære i sig selv, lige så snart man er alene igen, hvis man ikke har taget valget om, at ikke er en mulighed længere..
Jeg har også stået i situationen, hvor det var mig der var pårørende, til en der skar i sig selv. Og nej, gu er det ikke sjovt, og jeg var også skide sur, og MEGA skuffet over, at hun ikke ringede til mig inden hun gjorde det.. Og mine andre søskende snakkede om hendes "latterlige" grund til at skære i sig selv... Men den "latterlige" grund, var åbenbart nok for hende. Så kunne jeg være lige så skuffet som jeg havde lyst til, men det ændrede ikke på, at det nu var hendes tur, til at skulle igennem helvedet med følelser der blev for stærke, til at hun kunne håndtere det rationelt. Hun har nu kæmpet med det i 5-6 år, ikke så tit som jeg, og ved det er stykke tid siden sidst, men uanset hvad jeg siger og gør, så vil det ikke være mig der er grunden, hvis hun aldrig gør det igen.. Det skal komme indefra..
Mine søskende har sikker også forbandet mig langt væk, hver eneste gang jeg har skåret i mig selv, eller taget en overdosis smertestillende, eller hvad jeg nu har haft rodet mig ud i.. Men de har stået ved min side, hele vejen igennem - uden dem, havde jeg ikke været her i dag, det er jeg overbevist om.
Det betyder ikke at man skal acceptere, at din søster ikke kan finde ud af melde afbud, eller holde sig ædru/clean til dit barns barnedåb. Men prøve at forstå, at hun ikke gør det for at gøre DIG ondt, men fordi hun selv har ondt... Der himmelvid forskel på de to ting...
Og igen, jeg siger ikke at du skal acceptere hende opførsel, jeg prøver bare på at give dig en evt. forklaring
