Hvorfor skal noget af familien bestemme?!

LADYS?! HVORDAN TOG FAMILIEN DET DA' I VENTEDE JERES 2 BARN INDEN JERES BARN VAR BLEVET ET ÅR!? BÅDE PLANLAGT OG IKKE PLANLAGT.

jeg er blevet gravid igen. & mit barn er under et 1 år .. det var dog ikke planlagt, men derfor blev vi alligevel lykkelige og besluttede med det samme beholde barnet. Men det ikke alle i familien der tager det lige pænt. :s nogen skuffer mig meget! rigtig meget! så ringer man og fortæller nyheden til svigerfar - og det eneste han ligesom siger er: åh nej nu ikk igen! :s

så er der andre eksempler hvor man tydeligt kan se på min mormor hun ik ønsker det her for os - og synes det alt for tidligt.. og nogen gange kan hun fks spørge om jeg har ømme bryster , og svare jeg nej til så tidligt i forløbet , siger hun: jeg tror ikke du er gravid.. og kan så meget mærke på hende hun ikke er glad på vores vegne ! :s mine forældre er heller ikke vildt glade for det og synes også igen det for tidligt !! hvis vi har kærligheden og viljen hvorfor skal nogle så bare nærmest gøre tingene så surt for en :s?! jeg har jo ik lavet et barn til dem ....! jeg er frustreret og ked af - at ikke bare man kan acceptere det valg man tager, istedet for at prøve tale en fra at beholde barnet! jeg nægter simpelthen at gå igennem en abort...!! men føler sku de smider et pres på mig :s jeg får bare mere og mere lyst til at trække mig fra dem - der bare skal gøre det surt for mig! min kæreste og jeg vil jo sammen det her - og ja! det var også overvældende for os til en start og fik snakket med de tætte om det - indtil vi bare ikke fik så meget ud af det - og valgte barnet! :s og nu min mormor nærmest fornærmet.... :s jeg havde dog regnet med hun ville glæde sig da hun er meget syg og op i årrene.... jeg er skuffet, især på hende

!!

Jeg må da desværre indrømme at da min veninde blev gravid med nr to- og nr et ikke engang havde fejret sin 1 års fødselsdag, jamen jeg havde bare ikke noget tillykke at komme med, jeg var paf, overrasket, og utroligt bekymret for hvordan det dog skulle gå. Forholdet til faren er et med mange skænderier, de får ofte barnet passet osv, altså skal de nu til at have to børn  tænkte jeg, de klare jo ikke engang nr 1 super godt. Og de er så unge. Og ja den med det knirkende forhold, hvorfor dog så få et barn mere.

Det jeg vil frem til er, at folk jo nok bare er bekymrede, altså alle ved det er hårdt at have barn og det bliver kun hårdere efter de er 1 år og værre når de er 2 år. Og hvis der så er TO børn. Pyha! Mon ikke det er kærlig bekymring de bare lukker ud på en forkert måde ?

Men tillykke med det. Hvis i er glade, så er det jo skønt. En baby er jo ikke det værste man kan få

TeamRocket skriver:

Jeg må da desværre indrømme at da min veninde blev gravid med nr to- og nr et ikke engang havde fejret sin 1 års fødselsdag, jamen jeg havde bare ikke noget tillykke at komme med, jeg var paf, overrasket, og utroligt bekymret for hvordan det dog skulle gå. Forholdet til faren er et med mange skænderier, de får ofte barnet passet osv, altså skal de nu til at have to børn  tænkte jeg, de klare jo ikke engang nr 1 super godt. Og de er så unge. Og ja den med det knirkende forhold, hvorfor dog så få et barn mere.

Det jeg vil frem til er, at folk jo nok bare er bekymrede, altså alle ved det er hårdt at have barn og det bliver kun hårdere efter de er 1 år og værre når de er 2 år. Og hvis der så er TO børn. Pyha! Mon ikke det er kærlig bekymring de bare lukker ud på en forkert måde ?

Men tillykke med det. Hvis i er glade, så er det jo skønt. En baby er jo ikke det værste man kan få

nej pyha det kan jeg sørme godt se!

men, min mormor fik selv sine to børn tæt. & min mor har fået os tæt - hvilket vil sige 10 mdr mellem mig og min lillesøster. Så helt det forstår jeg sørme ikke.

Jeg forstår på den ene side godt, hvad det er du siger. Men nu skriver jeg lige lidt tanker ned, for jeg har også stået i den situation, du står i :-)

Når man er ret ung, (hvilket jeg tillader mig at tro, at du er,) er man mere tilbøjelig til på et eller andet plan at søge sin families accept af ens beslutninger. Det betyder ikke noget at I allerede har bestemt jer for barn nummer to, man vil alligevel gerne lige have et skulderklap, et smil og et 'det skal skam nok gå.' Og selvfølgeligt et tillykke.

Omvendt set, så er ens familie dem som bekymrer sig mest om en, og forhåbentligt holder mest af jer. Det er selvfølgeligt ikke i orden, at de er negative over jeres beslutning, men det kan også være svært at vise begejstring, hvis de i virkeligheden er blevet bekymrede. For selvfølgeligt skal I da nok klare det!! 

MEN det der måske først fylder deres hoveder er bekymring for hvad I går ind til. For det ER hårdt at få pseudotvillinger. Og det er hårdere end man ved, når man vælger at gå i lag med det. Er det en svær graviditet nummer to, er det hårdt for både barn nummer et og for parforholdet, og det overskud du så måtte have i behold, bruger du hellere på dit barn end på din mand. Når så baby nummer to kommer, er det endnu hårdere for parforholdet, og skulle der, gud forbyde det, komme sygdom til, er det jo helt umuligt. Det er derfor at der er så mange forældre, der for pseudotvillinger, der får krise i parforholdet og måske går fra hinanden. Og hvad så med økonomi?? Har I hus, og det går galt for jeres forhold, så står I måske i bundløs gæld. Hvad med din arbejdsplads, er den velvilligt indstillet på endnu en barsel eller bliver du fyret næste gang de kan se sit snit til det?!? Og sådan er der så mange ting de kan bekymre sig om, netop fordi de er dem der holder af jer.

Det er en stor beslutning I har taget, og som det nok ikke var en nem beslutning for jer, og noget som I skulle bruge tid til at overveje, så skal familien nok have tid til at falde ind på jeres spor, så at sige.

Jeg tror at de nok skal blive glade for jeres beslutning, ( det gjorde min familie da,) men giv dem lidt tid og lad være med at forvente begejstring lige med det samme.

Knus fra Charlotte

Anonym skriver:

nej pyha det kan jeg sørme godt se!

 

men, min mormor fik selv sine to børn tæt. & min mor har fået os tæt - hvilket vil sige 10 mdr mellem mig og min lillesøster. Så helt det forstår jeg sørme ikke.

 

Det kan jo være, at de har haft en utrolig vanskelig tid, med små børn meget tæt i alder og bare ønsker, at du skal slippe de problemer, de selv har haft - det ønsker man jo oftest for sine børn.

Det skal nok gå, og de skal nok lige vænne sig til tanken, hvis det nu var noget andet, de havde ønsket for dig.

Til lykke med nr 2 på vej.

Tillykke med den lille spire.

Da vi tre dage efter Silas' barnedåb (han var lige knap 5 måneder) ringede rundt til de tre hold bedsteforældre og fortalte at jeg var gravid igen var første reaktion: Det da løgn!!!

Men derefter var der kun positive kommentarer og glæde over endnu et barnebarn.

Ja og så er vi blevet drillet en del fordi vi ikke passede ordentligt på 

Et par stykker af dem har da også stillet lidt 'kritiske' spørgsmål, som: kan I nu klare det? og Har I råd til det? ( jeg var på starthjælp på det tidspunkt, men er nu på kontanthjælp efter regeringen fjernede starthjælpen). Vi har svarte dem ærligt at ja vi kan godt klare det og økonomien må vi jo se på når vi kommer så langt. Men deres spørgsmål har ikke været begativt ladet, men mere for at være sikker på at vi havde tænkt det hele godt igennem.

Abort var kort i tankerne hos os begge, men så kiggede vi på Silas og glemte den tanke igen, for vi vidste jo hvilket mirakel der ville komme ud af det. Så det har resulteret i at vi har to guldklumper med 13 måneder imellem