At få psyken med når man er i behandling ....

Vi har nu været i behandling i ca. 1 år og 3 måneder. 

Vi har været igennem 3 x IUI, samt 1 x IVF og skal nu forhåbentlig have ÆU og ÆO i weekenden i 2 IVF. 

Men inderst inde har jeg stadig ikke accepteret at vi ikke kan blive forældre på egen hånd. Jeg falder ofte i et dybt sort hul og tror aldrig på at det lykkelige sker.

HVordan har I håndteret psyken i forbindelse med behandling? 

Er der nogen der har fået hjælp? Hvis ja, hvilken slags? 

Jeg ved at hvis forsøget her ikke lykkes, så får jeg brug for at snakke med nogen om mine følelser. Og det er ikke nok med min mand, det skal være en der kan give mig redskaber til at komme igennem dette forfærdelig følelsesmæssige overgreb jeg føler behandlingen har været. Men jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte.

Jeg er ikke ved at få en dybere depression og jeg ved måske også at det lyder værre end det er, jeg kunne bare godt tænke mig at høre fra jer andre... hvordan har det været/ er det for jer?

Hilsen en lidt pessimistisk og hormonel kvinde 

Jeg er vist ikke til så meget hjælp, men kan godt forstå, at det er hårdt for dig! Vi gik direkte til IVF, så er sluppet for IUI.

Vores første forsøg gik bestemt ikke som planlagt, da der ikke var nogle æg at lægge op synes det var rigtig hårdt, men for at 2.
forsøg går bedre..

Jeg fortalte mine forældre det, og har snakket meget med dem og så har jeg snakket med et par veninder, som jeg har haft stor hjælp i!

Har du snakket med andre end din mand?

Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du mangler en at snakke med, som du slet ikke kender, men jeg har ikke været helt det sammen igennem som dig.

Men et skal du have med på vejen og så et par for at 2. gang i IVF er lykkens gang for jer!

kan godt forstå at det er svært for dig men jeg krydser også fingrer for at det kommer til at lykkes for jer i andet forsøg, man siger jo at det er meget sjælendt at det sker i første forsøg og man skal se det lidt som en prøve, for at finde ud af hvordan man så skal gøre 2. gang..

jeg er igang med første forsøg og mine æg var bestemt ikke noget at råbe hurra for.. men jeg har formået at holde på mig selv ved hjælp af akkupunktur ! efter ejg startede på det slap jeg alt mit stress og ejg har det fantastisk og ejg har mod på det hele. derudover kan akkupunktur også hjælpe på fertiliteten ! altså give nogle ekstra gode ting for at kunne blive gravid hurtigt
du kan evt slå det op på nettet

kæmpe kram herfra

Miss BananaHammock skriver:

Vi har nu været i behandling i ca. 1 år og 3 måneder. 

Vi har været igennem 3 x IUI, samt 1 x IVF og skal nu forhåbentlig have ÆU og ÆO i weekenden i 2 IVF. 

Men inderst inde har jeg stadig ikke accepteret at vi ikke kan blive forældre på egen hånd. Jeg falder ofte i et dybt sort hul og tror aldrig på at det lykkelige sker.

HVordan har I håndteret psyken i forbindelse med behandling? 

Er der nogen der har fået hjælp? Hvis ja, hvilken slags? 

Jeg ved at hvis forsøget her ikke lykkes, så får jeg brug for at snakke med nogen om mine følelser. Og det er ikke nok med min mand, det skal være en der kan give mig redskaber til at komme igennem dette forfærdelig følelsesmæssige overgreb jeg føler behandlingen har været. Men jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte.

Jeg er ikke ved at få en dybere depression og jeg ved måske også at det lyder værre end det er, jeg kunne bare godt tænke mig at høre fra jer andre... hvordan har det været/ er det for jer?

Hilsen en lidt pessimistisk og hormonel kvinde 

Ved PRÆCIS hvordan du har det!!  Vi var også i gang lææænge....først på "normal" vis i 1 år uden held. Så blev vi undersøgt hver især og de fandt intet galt med mig, desværre viste det sig at min mand har en alvorlig kromosomfejl der har gjort at han er steril!!! Så vi måtte også lige bearbejde, synke , tale/græde en masse sammen inden vi blev enige om at gå videre med donorsæd! Men jeg bliver stadig ekstremt ked af det når min mand laver en grimasse der er nuttet eller lign. og jeg så tænker "det der bliver jo så ikke ført videre, da det barn vi venter ikke er "hans"...forstår du?

Men men men jeg kommer igennem det ved at være brutal ærlig omkring det og tale med alle der gider høre på mig! Jeg tror på at jo mere man får det "ud" jo bedre får man det!

Vi var igennem 5 IUI D forsøg og efter 4 forsøg var jeg så ødelagt psykisk at jeg havde mistet troen på at det skulle lykkedes men....nu er jeg snart halvvejs! Så mist ikke troen!

Vil krydse ALT for at I snart får de berømte 2 streger!

Vi har "joket" meget med at det der sex-noget er noget griseri, så derfor går vi på klinik for at få børn osv. det har gjort det lidt lettere for os at acceptere at det ikke kan lade sig gøre på naturlig vis, men det er da ikke en særlig rar følelse at stå med. Og slet ikke hvis man kender nogen som liiiiige overholder én indenom, med uplanlagte børn, så kan man altså godt mærke at smilet er lidt stramt og tillykke lyder måske ikke helt så dybfølt som det plejer.

Jeg kan også mærke at det er sværere for mig i behandlingen denne gang. Måske fordi det lykkedes os en enkelt gang at blive naturligt gravid, for så at miste det igen. Nu går jeg bare og er hunderæd for at mine æg er blevet for dårlige, og at vi skal miste igen for 4. gang. Men vi bliver nødt til at se det positive i det, og tro på at det nok skal lykkes.

Men jeg må også ærligt sige, at når vi har brugt de 3 forsøg vi har købt denne gang, så er det slut. Så kan jeg psykisk ikke holde til det mere, det er alt for hårdt og nervepirrende.

Synes det er en god idé at finde én (måsk proffessionel) at tale med, der kan hjælpe dig på vej, og give dig nogle værktøjer til at få bearbejdet alle de følelser og tanker man nu engang har, når man er i behandling. Det er en vanvittig hård proces, og jeg tror aldrig man har gennemgået så meget både fysisk og psykisk, for at nå sit mål. Derfor SKAL vi også tro på at det vil lykkes for os alle

 For det første er du savnet herinde!!!

Derudover har jeg ikke meget at sige, end jeg føler med dig, og ved hvordan du har det. For mig hjalp det, at acceptere at vi nok skulle adoptere - nåede faktisk så langt i propcessen mentalt, at jeg kan sige, at evt søskende bliver adopteret. Men hvad der virkede for mig rent mentalt, er ikke sikker på er det rigtige for dig!

Jeg tror det er en god ide at snakke med nogle professionelle, foreningen for ufrivillige barnløse, ved jeg kan hjælpe dig med at få en henvist, som har speciale indefor området.

Jeg krydser alt for jer søde, og håber virkelig dette er lykkens gang for jer! Du ved, jeg er der, hvis du har brug for en snak - men er jo klar over, jeg er den lidt trælse lige nu(, da jeg jo står på den anden side nu som vi snakkede om flere gange hjemme ved Lisbeth).

Kæmpe Kram

 

Tak for alle jeres dejlige svar piger. Det er fedt at høre jeres historier! 

Jeg har været åben omkring vores behandling og har egentlig snakket med alle der ville høre på det, men kan mærke at det er meget få det egentlig kan sætte sig ind i hvad det egentlig er man snakker om.

Også idag har jeg fået taget 19 æg ud, og nu er de bange for at jeg igen er overstimuleret og måske får jeg ikke lov til at få lagt æg op søndag. 

 

Lige nu er det hele bare nok rigtig pis! ØV!