Mon jeg stadig elsker ham?

Hej piger.

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har 2 piger sammen. I starten havde vi det rigtig godt sammen, talte om alt, havde sex tit, var aldrig fra hinanden. Vi flyttede sammen efter et par måneder og efter et år købte vi hus. Efter 3 år sammen fik vi vores første barn og  efter 1½ år efter kom den næste.

Og i de sidste par år er det bare gået ned af bakke. Jeg tror egentlig min mand er godt tilfreds, elsker mig, vores børn og vores liv i det hele taget. Men jeg selv er irriteret på ham, syntes ikke han gør tingende rigtig eller godt nok, syntes han er en tøffelhelt, syntes han tilsidesætter os for at løbe 5 gange om ugen. Jeg taler nedladende til ham - jeg ved det for jeg kan tydeligt høre det selv. Det flyver bare ud af munden på mig og samtidig fortryder jeg ikke men syntes han har godt af det. Jeg tror jeg har mistet respekten for ham. Det gør selvfølgelig at vi ofte hakker på hinanden. Det er meget sjældent at vi for alvor skændes. Vi snakker bare ikke ret meget sammen om noget som helst. Jeg gider ikke have sex med ham, kan mærke jeg bliver stiv i kroppen når han prøver at nærme sig eller vil kysse.

For tiden overvejer jeg kraftigt at gå fra ham, men er samtidig bange for om jeg vil fortryde og er især bekymret for hvordan det vil påvirke børnene.

Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg tænker og føler. Og har virkelig brug for jeres tanker omkring det her.

åh, det er så svært for andre at sætte sig ind i hvordan du føler eller fortælle hvad du bør gøre

Jeg er jo kæmpe fortaler for at man snakker om tingene inden den ene part træffer en beslutning som er så radikal som den du overvejer...

Måske I netop har behov for at arbejde på og i jeres forhold og genvinde den respekt der har været tidligere? og spændingen!?

Tal med ham.... det er det eneste rigtige at gøre hvis du spørger mig!

knus

Caroline86 skriver:

åh, det er så svært for andre at sætte sig ind i hvordan du føler eller fortælle hvad du bør gøre

Jeg er jo kæmpe fortaler for at man snakker om tingene inden den ene part træffer en beslutning som er så radikal som den du overvejer...

Måske I netop har behov for at arbejde på og i jeres forhold og genvinde den respekt der har været tidligere? og spændingen!?

Tal med ham.... det er det eneste rigtige at gøre hvis du spørger mig!

knus

Anonym skriver:

Hej piger.

 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har 2 piger sammen. I starten havde vi det rigtig godt sammen, talte om alt, havde sex tit, var aldrig fra hinanden. Vi flyttede sammen efter et par måneder og efter et år købte vi hus. Efter 3 år sammen fik vi vores første barn og  efter 1½ år efter kom den næste.

Og i de sidste par år er det bare gået ned af bakke. Jeg tror egentlig min mand er godt tilfreds, elsker mig, vores børn og vores liv i det hele taget. Men jeg selv er irriteret på ham, syntes ikke han gør tingende rigtig eller godt nok, syntes han er en tøffelhelt, syntes han tilsidesætter os for at løbe 5 gange om ugen. Jeg taler nedladende til ham - jeg ved det for jeg kan tydeligt høre det selv. Det flyver bare ud af munden på mig og samtidig fortryder jeg ikke men syntes han har godt af det. Jeg tror jeg har mistet respekten for ham. Det gør selvfølgelig at vi ofte hakker på hinanden. Det er meget sjældent at vi for alvor skændes. Vi snakker bare ikke ret meget sammen om noget som helst. Jeg gider ikke have sex med ham, kan mærke jeg bliver stiv i kroppen når han prøver at nærme sig eller vil kysse.

For tiden overvejer jeg kraftigt at gå fra ham, men er samtidig bange for om jeg vil fortryde og er især bekymret for hvordan det vil påvirke børnene.

Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg tænker og føler. Og har virkelig brug for jeres tanker omkring det her.

synes også I skal tage en snak og fortæl ham at du føler gnisten er forsvundet og hvad I kan gøre for at få den tilbage...

Måske I skulle lidt væk fra hinanden.. Som du siger så har I aldrig været væk fra hinanden og for nogle fungerer det, men for andre er det vigtigt at komme lidt ud og væk så man ikke hænger op og ned ad hinanden altid... Tag nogle dage, en weekend eller lille uge væk... Tag på noget mini ferie med ungerne, tag hjem til dine forældre nogle dage eller hos en veninde og hyg dig og lav nogle sjove ting.... Nogle gange kan det være sundt at komme tila t savne hinanden lidt, eller i hvert fald finde ud af om man savner hinanden når man er væk fra hinanden...

Vi kan så sandelig også have vores op- og nedture her i huset og nogle gange bliver jeg også så irriteret på ham at jeg tænker at nu pakker jeg sgu kufferten, men efter nogle timer når man er kølet lidt ned, og får snakket om det, så er det jo selvfølgelig ikke det man vil... Og når vi så har de der dage hvor en af os skal noget i nogle dage og vi er væk fra hinanden så finder vi pludselig ud af hvor meget vi savner hinanden og slet ikke kan undvære hinanden...

Det lyder som om I er kørt lidt fast i nogle rutiner og måske er lidt for meget sammen altid.. Kom ud og mor dig med nogle venner eller familie og se om du så kommer til at savne ham

Anonym skriver:

Hej piger.

 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har 2 piger sammen. I starten havde vi det rigtig godt sammen, talte om alt, havde sex tit, var aldrig fra hinanden. Vi flyttede sammen efter et par måneder og efter et år købte vi hus. Efter 3 år sammen fik vi vores første barn og  efter 1½ år efter kom den næste.

Og i de sidste par år er det bare gået ned af bakke. Jeg tror egentlig min mand er godt tilfreds, elsker mig, vores børn og vores liv i det hele taget. Men jeg selv er irriteret på ham, syntes ikke han gør tingende rigtig eller godt nok, syntes han er en tøffelhelt, syntes han tilsidesætter os for at løbe 5 gange om ugen. Jeg taler nedladende til ham - jeg ved det for jeg kan tydeligt høre det selv. Det flyver bare ud af munden på mig og samtidig fortryder jeg ikke men syntes han har godt af det. Jeg tror jeg har mistet respekten for ham. Det gør selvfølgelig at vi ofte hakker på hinanden. Det er meget sjældent at vi for alvor skændes. Vi snakker bare ikke ret meget sammen om noget som helst. Jeg gider ikke have sex med ham, kan mærke jeg bliver stiv i kroppen når han prøver at nærme sig eller vil kysse.

For tiden overvejer jeg kraftigt at gå fra ham, men er samtidig bange for om jeg vil fortryde og er især bekymret for hvordan det vil påvirke børnene.

Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg tænker og føler. Og har virkelig brug for jeres tanker omkring det her.

Puha det er en svær en...

Lyder til at i er kørt lidt fast i den traditionelle hverdag og helt har glemt at nyde hinanden og været kærester..

Gør i noget for at holde gnisten i forholdet? Tager nogle børnefrie weekender? tager i biffen? på ture?

Vi har herhjemme haft en super hårdt år, hvor den har stået på husrenovering, og det kan da helt bestemt mærkes på forholdet, at det overhovedet ikke er blevet plejet...

Men vi er begge bevidste om det, og nu hvor vi er kommet på den anden side af byggeriet, bliver parforholdet i den grad prioteret..

Selvom det måske ikke lige virker så tiltalende, hvis du går og er  irriteret på ham, kunne i jo prøve at tage ud at spise, gå en god tur, hvor i er tvunget til at snakke sammen.. Og så måske i samme anledning eller dagen efter, være helt ærligt omkring hvordan du har det, og hvor du synes forholdet bærer hen..

Hvad skal der fx . til for at du vil få respekten tilbage for ham? Hva var det du faldt for i starten da i mødte hinanden?

For mig lyder det til, at du har 2 valg.. Enten prøve at kæmpe sammen med ham, for jeres forhold, eller så gå hver til sit..

6 år er lang tid at være sammen, og det kan ikke altid være en dans på roser, tror ikke det er for sjovt at der er nogle der snakker om 7 års-krisen.. Det kan ske det er den der er på vej??

Vi har også været sammen i 6 år, og kan også godt mærke at forholdet ikke er det samme som da vi mødte hinanden, men vi er meget obs på at selvom vi har hus og barn at vi også skal være unge og kærester, og det puster altså til flammen

Ved ikke om det er blvet for rodet eller om du vil kunne bruge det til noget..

Håber du finder ud af hvad der er bedst for dig/jer 

Anonym skriver:

Hej piger.

 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har 2 piger sammen. I starten havde vi det rigtig godt sammen, talte om alt, havde sex tit, var aldrig fra hinanden. Vi flyttede sammen efter et par måneder og efter et år købte vi hus. Efter 3 år sammen fik vi vores første barn og  efter 1½ år efter kom den næste.

Og i de sidste par år er det bare gået ned af bakke. Jeg tror egentlig min mand er godt tilfreds, elsker mig, vores børn og vores liv i det hele taget. Men jeg selv er irriteret på ham, syntes ikke han gør tingende rigtig eller godt nok, syntes han er en tøffelhelt, syntes han tilsidesætter os for at løbe 5 gange om ugen. Jeg taler nedladende til ham - jeg ved det for jeg kan tydeligt høre det selv. Det flyver bare ud af munden på mig og samtidig fortryder jeg ikke men syntes han har godt af det. Jeg tror jeg har mistet respekten for ham. Det gør selvfølgelig at vi ofte hakker på hinanden. Det er meget sjældent at vi for alvor skændes. Vi snakker bare ikke ret meget sammen om noget som helst. Jeg gider ikke have sex med ham, kan mærke jeg bliver stiv i kroppen når han prøver at nærme sig eller vil kysse.

For tiden overvejer jeg kraftigt at gå fra ham, men er samtidig bange for om jeg vil fortryde og er især bekymret for hvordan det vil påvirke børnene.

Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg tænker og føler. Og har virkelig brug for jeres tanker omkring det her.

Hej

Jeg kan somme vtider føle noget af det samme, spider til manden men fortryder og kan godt høre det, trods det er det ikke altid jeg ændre det før efter en længre periode,. Men jeg husker hvorfor det var/er jeg elsker ham, og tænker på hvordan vi jo kan have det, og somme tider ændre det sig med jeg giver lidt mere af mig selv,. Dette er kommet efter vi har fået børn, og har plevet vi glemmer hinanden lidt somme tider,.
prøv at sætte dig ned alene og tænke over horfor du er hvor du er, og huske på hvorfor du faldt for ham,. prøv åben mere op selv, det er svært at holde dampen oppe hvis man godt kan mærke på den anden part der er noget der trykker,. hvem ved måske giver han dig plads og ikke er så meget om dig fordi han ikke føler sig velkommen, eller ønsket, måske holder han lidt afstand til dig af respekt for at han måske kan mæeke du bliver anderledes med hans tæthed ?

Anonym skriver:

Hej piger.

 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har 2 piger sammen. I starten havde vi det rigtig godt sammen, talte om alt, havde sex tit, var aldrig fra hinanden. Vi flyttede sammen efter et par måneder og efter et år købte vi hus. Efter 3 år sammen fik vi vores første barn og  efter 1½ år efter kom den næste.

Og i de sidste par år er det bare gået ned af bakke. Jeg tror egentlig min mand er godt tilfreds, elsker mig, vores børn og vores liv i det hele taget. Men jeg selv er irriteret på ham, syntes ikke han gør tingende rigtig eller godt nok, syntes han er en tøffelhelt, syntes han tilsidesætter os for at løbe 5 gange om ugen. Jeg taler nedladende til ham - jeg ved det for jeg kan tydeligt høre det selv. Det flyver bare ud af munden på mig og samtidig fortryder jeg ikke men syntes han har godt af det. Jeg tror jeg har mistet respekten for ham. Det gør selvfølgelig at vi ofte hakker på hinanden. Det er meget sjældent at vi for alvor skændes. Vi snakker bare ikke ret meget sammen om noget som helst. Jeg gider ikke have sex med ham, kan mærke jeg bliver stiv i kroppen når han prøver at nærme sig eller vil kysse.

For tiden overvejer jeg kraftigt at gå fra ham, men er samtidig bange for om jeg vil fortryde og er især bekymret for hvordan det vil påvirke børnene.

Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg tænker og føler. Og har virkelig brug for jeres tanker omkring det her.

plejer det ikke at hedde 7 årskrisen

inden du opgiver synes jeg du skal kontakte en parterapeut. med det du skriver så tror jeg du kommer til at fortryde det. det er jo ikke fordi han bruger alle pengene på sig selv, slår jer eller andre modbydelige ting.

du er bare godt og grundigt træt af ham og alle de ting han gør. ikke fordi han gør tingene anerledes end dengang i mødtes og det er måske også der problemet ligger. (jeg ved det ikke) og istedet for at kommunikere som i var gode til engang så brænder i inde med det. man begynder at lægge mærke til fejlene ved hinanden og istedet for at prøve at elske fejlene så bliver man bare mere og mere irreteret.

jeg ved ikke om jeg har fanget noget af det???

Anonym skriver:

Hej piger.

 

Min mand og jeg har været sammen i 6 år og har 2 piger sammen. I starten havde vi det rigtig godt sammen, talte om alt, havde sex tit, var aldrig fra hinanden. Vi flyttede sammen efter et par måneder og efter et år købte vi hus. Efter 3 år sammen fik vi vores første barn og  efter 1½ år efter kom den næste.

Og i de sidste par år er det bare gået ned af bakke. Jeg tror egentlig min mand er godt tilfreds, elsker mig, vores børn og vores liv i det hele taget. Men jeg selv er irriteret på ham, syntes ikke han gør tingende rigtig eller godt nok, syntes han er en tøffelhelt, syntes han tilsidesætter os for at løbe 5 gange om ugen. Jeg taler nedladende til ham - jeg ved det for jeg kan tydeligt høre det selv. Det flyver bare ud af munden på mig og samtidig fortryder jeg ikke men syntes han har godt af det. Jeg tror jeg har mistet respekten for ham. Det gør selvfølgelig at vi ofte hakker på hinanden. Det er meget sjældent at vi for alvor skændes. Vi snakker bare ikke ret meget sammen om noget som helst. Jeg gider ikke have sex med ham, kan mærke jeg bliver stiv i kroppen når han prøver at nærme sig eller vil kysse.

For tiden overvejer jeg kraftigt at gå fra ham, men er samtidig bange for om jeg vil fortryde og er især bekymret for hvordan det vil påvirke børnene.

Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg tænker og føler. Og har virkelig brug for jeres tanker omkring det her.

Jeg vil så gå lidt i den anden grøft og sige at det lyder altså på mig som om a t du er på vej ud af forholdet...

Jeg tror det tager tid at komme frem til en afklaring, og mens man venter håber man jo som regel på at det bliver bedre, og forsøger oftest selv at gøre en indsats...

Måske du allerede har gjort den indsats, og det er derfor du har det som du har... Måske venter du bare på den dråbe der får bægeret til at flyde over, og måske venter du på den der gør dit glas helt fuldt... Spørgsmålet er, hvor længe kan/vil du vente?

Man kan komme med nok så mange gode råd, og ens nære kan hjælpe ved at støtte op uanset hvilket valg du tager - men beslutningen er i sidste ende din... 

Jeg sad også på et tidspunkt efter 6 år i et forhold (dog uden børn) hvor jeg synes at det var LORT og manden at det var lagkage... Tilsidst havdejeg fået nok, og sagde stop. Nok et par år for sent. Men det var den tid det tog, og det har jeg lært af 

Jeg kan huske at jeg gang  på gang ønskede at HAN ville sige stop, for så slap jeg for at tage beslutningen. Jeg orkede det bare ikke, og følte at det var mig der traf alle beslutninger, og at han bare var en nikkedukke der fulgte med...

Da endelig jeg gik fra ham, tog det da også tid at komme over. Flere gange overvejede jeg at gå tilbage, ikke fordi jeg elskede ham, men fordi at det var det nemmeste og det gjorde ondt at se han begyndte at leve sit liv uden mig... Meget ambivalent... 

Anyway, vi kom begge ud på den anden side, og han er til dato min bedste kammerat. Vi har begge fået børn og begge familier ses jævnligt. Sådan kan et brud jo også gå, hvis man arbejder på det :0)

Til slut vil jeg sige at du IKKE må blive pga børnene... De lægger mærke til mere end man tror, og vil have større gavn af to forældre der er glade hver for sig, end to der er kede sammen...

Håber du får afklaring snart