Jeg ved ikke om det holder.. (Langt, men brug for svar)

Jeg kan godt have dage, hvor jeg frygter for mit parforholds fremtid.. Vi blev forældre for 6 måneder siden til vores første barn, og gnisten mangler VIRKELIG! Har forsøgt at få den igen uden held, og er bekymret fordi jeg efterhånden mister lysten. Jeg sidder ikke rigtig og savner ham, når han er på job. Jeg får ikke sommerfugle i maven, når han kommer hjem fra job og giver mig et kys. Jeg har egentlig ikke det store behov for hverken at kysse ham, ligge i hans arme eller have sex med ham.. jeg klarer mig fint uden.

Vores parforhold er SÅ kedeligt og ensidigt. Han gider ikke være med til at lave noget. Han har lange arbejdsdage, så i hverdagene har vi ikke mulighed for at lave det store sammen, men han gider heller ikke i weekenden. Han har lige haft en uges ferie, og vi lavede INTET sammen som en familie! Prøvede flere gange at tage initiativ til at tage i svømmehallen med den lille, gå en tur osv., men han gider ikke. Så sover han hele formiddagen, helt til middag, bruger hundrede år om at komme op og gøre sig klar, og pludselig er det eftermiddag, og så mister jeg FULDstændig lysten til at lave noget, fordi jeg altså har været oppe og klar siden 5-6 om morgenen med vores datter, og bare har ventet og ventet.

I hele min datters halve års lange liv har jeg ikke fået lov at sove længe EN eneste gang! Hun er på flaske, så der er ingen undskyldning. Første gang han lovede at stå op med hende, kunne han ikke tage sig sammen alligevel, fordi han var gået for sent i seng og ikke rigtig kunne vågne op og var doven. Jeg endte med at blive rasende på ham, fordi han havde LOVET det, og så tog lillen og jeg hjem til min mor for dagen. Anden gang fik jeg ham ud af fjerene efter meget lang tids diskussion (han havde lovet det), men han endte med at stampe i gulvet, smække med døre og hvad ved jeg over han skulle op, så jeg kunne ikke sove, fordi jeg vidste han var så vred.

Synes det er så pisse egoistisk. Jeg får ikke mere søvn end ham til dagligt, faktisk mindre, fordi det er mig der står op om natten og giver sutten/mad, og hun vågner kl. 5. Så jeg har lige så meget brug for noget ekstra søvn i weekenden, som han selv har, men jeg får det bare aldrig. I dag da han endelig snøvlede sig op 10.30 (efter laaaang tids kamp) snakkede jeg med ham om det, og så sagde han: "Du kan da bare gå i seng nu!!" - Ja, men nu har jeg jo ligesom været i gang siden kl. 5, min dag ER startet, jeg vil ikke tilbage i seng nu! Jeg vil have lov til bare lige at skubbe til ham og sige "baby" kl. 5 om morgenen, og så sove videre med trygheden og visheden om, at den klarer han da bare.

Den første lange tid efter fødslen havde vi mega krise fordi han IKKE hjalp i det huslige og kun tog den lille, hvis jeg bad ham om det, ikke på eget initiativ. Begge dele er blevet meget bedre, men det tog så lang tid, og jeg var frustreret så længe, at jeg tror jeg mistede en masse for ham der. Han gør aldrig noget for at gøre mig glad. Han gider aldrig ud at gå en hyggelig kærestetur. Han vil hellere spille på sin xbox, eller bare slappe af derhjemme. Hold kæææææft det er kedeligt!

På samme tid kan jeg blive lidt angst ved tanken om at undvære ham. Det ville være så underligt efter 2 år hvor vi har gået op af hinanden hver dag. Og han har et ret stort temperament (altså ikke med fysisk vold og den slags, men han hidser sig SÅ let op og kan så slet ikke se fornuften i noget), så jeg VED bare, at hvis vi går fra hinanden, bliver det en lang kamp om hvem der skal have hvilke møbler, han vil ikke kunne tage en stille og rolig snak om vores datter, men vi ville ende i statsforvaltningen, og lur mig om ikke han ville forsøge at stille mig i dårligst muligt lys..

Jeg ved ikke hvad jeg ville.. Håber på jeres råd!!!

Jeg tror jeg havde givet ham en sidste opsang fra de varme lande om at nu tager han sig sammen . Tager jeres datter en dag så du kan sove .

Havde det ikk virket efter 1 måneds tid , så havde jeg altså nok pakkede mine ting , for det der er jo slet ikk holdbart . Han skal være en lige så stor del af det .
Og han skal lave noget med jer .

Stort kram

Print dit indlæg ud, vis ham det, og spørg hvad han ville gøre, hvis det var ham det drejede sig om... Kan han ikke regne den ud, så må du hjælpe ham.

Jeg synes klart, han skal vide, hvordan du har det.

Det lyder PRÆCIS som min kæreste (engang). Han har nemlig ændret sig FULDSTÆNDIG efter MANGE diskutioner og skænderier, og trusler om at forlade ham. Vi har så også en laaang, indviklet og kaotisk historie bag os. Idag har vi det godt, der er stadig ting vi skal blive bedre til begge 2 , men jeg synes det bliver bedre hver dag . Vi er også blevet SÅ meget bedre til at slukke tv'et og lave noget kaffe og sætte os ned og snakke sammen. Alt fra hvordan er din dag gået, til hvordan får vi en god fremtid sammen som par og familie. Og er der nogen ting der irretere hinanden så fortæller vi det så det kan blive taget i opløbet, så vi ikke når dertil hvor vi bare bliver sure og snerre af hinanden. Håber du kan bruge noget af det, og at i finder ud af det sammen 

Dot D skriver:

Print dit indlæg ud, vis ham det, og spørg hvad han ville gøre, hvis det var ham det drejede sig om... Kan han ikke regne den ud, så må du hjælpe ham.

Jeg synes klart, han skal vide, hvordan du har det.

Kan ikke sige så meget omkring at han ikke hjælper til og gider lave ting med dig og den lille..

Men min jordmoder forklarede mig at man godt kan miste lysten, til at kramme, kysse, holde om og have sex med sin partner efter man får en lille fordi man som mor er meget sammen med sit barn og defor får sit omsorgs og berørings behov dækket...

Er måske kun en lille del af jeres problemer, men tænkte jeg lige ville nævne det.

Jeg får simpelthen kryb over mænd, som ikke tager deres del af ansvaret, når de får børn. Jeg kan SÅ godt forstå dig. Nogle mænd tror simpelthen, at hvis de går på arbejde 37 timer om ugen, svarer det til at være på barselsorlov og tage sig af baby 24/7. Men sådan er det IKKE, og derfor er det vigtigt, at din kæreste bliver overladt med ansvaret ind imellem, så han kan lære at forstå det.

Til at starte med kunne I eventuelt aftale, at han står fast op med jeres datter hver søndag og lader dig sove, så længe du har lyst.

Det lader desværre til, at der er lang vej til ligestilling i dit forhold, men hvis du ikke kræver det, så bliver det ihvertfald ikke til noget.

Held og lykke!

Anonym skriver:

Jeg kan godt have dage, hvor jeg frygter for mit parforholds fremtid.. Vi blev forældre for 6 måneder siden til vores første barn, og gnisten mangler VIRKELIG! Har forsøgt at få den igen uden held, og er bekymret fordi jeg efterhånden mister lysten. Jeg sidder ikke rigtig og savner ham, når han er på job. Jeg får ikke sommerfugle i maven, når han kommer hjem fra job og giver mig et kys. Jeg har egentlig ikke det store behov for hverken at kysse ham, ligge i hans arme eller have sex med ham.. jeg klarer mig fint uden.

Vores parforhold er SÅ kedeligt og ensidigt. Han gider ikke være med til at lave noget. Han har lange arbejdsdage, så i hverdagene har vi ikke mulighed for at lave det store sammen, men han gider heller ikke i weekenden. Han har lige haft en uges ferie, og vi lavede INTET sammen som en familie! Prøvede flere gange at tage initiativ til at tage i svømmehallen med den lille, gå en tur osv., men han gider ikke. Så sover han hele formiddagen, helt til middag, bruger hundrede år om at komme op og gøre sig klar, og pludselig er det eftermiddag, og så mister jeg FULDstændig lysten til at lave noget, fordi jeg altså har været oppe og klar siden 5-6 om morgenen med vores datter, og bare har ventet og ventet.

I hele min datters halve års lange liv har jeg ikke fået lov at sove længe EN eneste gang! Hun er på flaske, så der er ingen undskyldning. Første gang han lovede at stå op med hende, kunne han ikke tage sig sammen alligevel, fordi han var gået for sent i seng og ikke rigtig kunne vågne op og var doven. Jeg endte med at blive rasende på ham, fordi han havde LOVET det, og så tog lillen og jeg hjem til min mor for dagen. Anden gang fik jeg ham ud af fjerene efter meget lang tids diskussion (han havde lovet det), men han endte med at stampe i gulvet, smække med døre og hvad ved jeg over han skulle op, så jeg kunne ikke sove, fordi jeg vidste han var så vred.

Synes det er så pisse egoistisk. Jeg får ikke mere søvn end ham til dagligt, faktisk mindre, fordi det er mig der står op om natten og giver sutten/mad, og hun vågner kl. 5. Så jeg har lige så meget brug for noget ekstra søvn i weekenden, som han selv har, men jeg får det bare aldrig. I dag da han endelig snøvlede sig op 10.30 (efter laaaang tids kamp) snakkede jeg med ham om det, og så sagde han: "Du kan da bare gå i seng nu!!" - Ja, men nu har jeg jo ligesom været i gang siden kl. 5, min dag ER startet, jeg vil ikke tilbage i seng nu! Jeg vil have lov til bare lige at skubbe til ham og sige "baby" kl. 5 om morgenen, og så sove videre med trygheden og visheden om, at den klarer han da bare.

Den første lange tid efter fødslen havde vi mega krise fordi han IKKE hjalp i det huslige og kun tog den lille, hvis jeg bad ham om det, ikke på eget initiativ. Begge dele er blevet meget bedre, men det tog så lang tid, og jeg var frustreret så længe, at jeg tror jeg mistede en masse for ham der. Han gør aldrig noget for at gøre mig glad. Han gider aldrig ud at gå en hyggelig kærestetur. Han vil hellere spille på sin xbox, eller bare slappe af derhjemme. Hold kæææææft det er kedeligt!

På samme tid kan jeg blive lidt angst ved tanken om at undvære ham. Det ville være så underligt efter 2 år hvor vi har gået op af hinanden hver dag. Og han har et ret stort temperament (altså ikke med fysisk vold og den slags, men han hidser sig SÅ let op og kan så slet ikke se fornuften i noget), så jeg VED bare, at hvis vi går fra hinanden, bliver det en lang kamp om hvem der skal have hvilke møbler, han vil ikke kunne tage en stille og rolig snak om vores datter, men vi ville ende i statsforvaltningen, og lur mig om ikke han ville forsøge at stille mig i dårligst muligt lys..

Jeg ved ikke hvad jeg ville.. Håber på jeres råd!!!

Altså nu siger du at det med at hjælpe til derhjemme er blevet meget bedre, men at det tog sin tid, så måske dette også er noget der tager tid.

Hvad med at vise ham dit indlæg og tag hjem til din mor i et par dage så han virkelig kan tænke over det og så kan i tale sammen en gang til om det hele.

Jeg tror ikke det er unormalt at have det sådan og at fokus ændres.

Har i prøvet at snakke om hinandens behov, for kan jo være i er kørt i hårdknude i egne behov, at i måske sammen snakker om dine og hans behov og hvordan i løser det bedst muligt, feks ture ude med veninder eller gutterne, deles om at stå op i weekender og hygger. Måske få den lille passet en aften hvor i sammen kan slappe af eller tage ud at spise

Håber i finder en god løsning for jer

Det havde jeg simpelthen ikke fundet mig i. Det er én ting at han ikke gider noget i weekenden. Hvis han hellere vil stene end gå en tur, kan du ikke tvinge ham. Men han skal selvfølgelig deltage i jeres datters liv.

Og det dér med at han aldrig tager baby om morgenen og natten, specielt når hun tager flaske, det er bare for dårligt. Jeg var ærligt talt blevet rasende.

Jeg ved desværre ikke hvad du skal gøre. Det lyder som om din kæreste er ret umulig at tale fornuft med. Jeg ville nok gøre det klart for ham hvor alvorlig situationen er fra din side. F.eks spørge om han ikke ville være med til at gå i parterapi fordi du har brug for at få snakket nogle ting igennem med en upartisk deltager. Fordi du er bange for at jeres parforhold går i stykker hvis det fortsætter på den her måde. Han skal i hvert fald vide hvor kritisk situationen er fra din side.