kald mig tudemarie /;

idag stod jeg lidt og kiggede i mit tøj, fandt et par bukser som jeg kunne passe inden jeg blev gravid, var før i tiden en slank pige og gik meget op i ''at jeg skulle ALDRIG blive fed''(undskyld udtrykket) , og der kunne jeg så sidde og dunke mig selv oven i hovedet med en stor fed grim hammer fordi jeg kunne overhovedet slet ikke det der ligner det, være i de bukser mere, jeg tudede i en halv time over de skide bukser , har mest bare lyst til at hoppe i mandens tøj, det kan jeg da ikke fylde ud endnu, det er desuden lidt over et halvt år siden jeg har født og har bare helt glemt at tænke på mig selv, så det indlæg om at jeg ville tabe mig 12 kg, skid hul i det, for det holdte da bare slet ikke , øv, men kan da nå det endnu...   

og får at sige noget positivt midt i min bukse-krise , så er min søns første tand dukket frem, tihi , så det er da ikke det hele der er noget bæ

hilsen tudemarie i buksekrisen

nej du er ikke en tudemarie overhovede syntes jeg... jeg kan godt forstå hvordan du har haft det og du ikke ønsker at blive super store og ikke kan komme i dine bukser igen... men jeg tror helt klart du kan nå dit mål og få de 12 kg smid igen

og jubii hvor er det bare fatastisk med den første tand

Ih hvor jeg kender det.

Jeg har det meste af mit liv kæmpet med min vægt. Med at tage på vel og mærke.

Da jeg blev gravid var det lykkedes mig, at blive normalvægtig (50 kg).

Nu vejer jeg 55 kg og det sidder naturligvis rundt om livet og mest på maven.

Det lykkedes mig faktisk at slanke mig ned på 50 kg, men alligevel kunne jeg ikke passe mine mindste bukser fra før jeg blev gravid. For fedtet sidder helt anderledes og jeg har langt om længe accepteret, at jeg aldrig nogensinde får min figur igen. Den er og bliver anderledes efter jeg er blevet mor.

Og jeg kæmper ikke for at holde vægten oppe længere. Nu tager jeg på bare jeg ser andre spise kage.