Hej,
min dreng på 4 mdr. har altid været relativt nem at putte, men her den sidste lille uge vil han simpelthen ikke sove når vi lægger ham. Til lurene i løbet af dagen brokker han sig i 5-10 minutter inden han "giver op" (sådan har det været i en måneds tid), men om aftenen når han skal lægges for natten, tager det nu en time. Sådan plejer det ikke at være.
Putningen plejer at foregå sådan her: Den forælder der putter, bærer ham stille og roligt ind på værelset. Han bliver lagt i sin sovepose og får sutten. Han begynder at brokke sig/græde med det samme. Vi siger til ham "nu skal du sove skat", beroliger ham med en "sshhh"-lyd. Aer/nusser ham på hovedet. Lægger en hånd på hans bryst og rokker ham stille og roligt. Hvis han bliver rigtig ulykkelig, tager vi ham op på skulderen og vugger ham indtil han falder til ro, og lægger ham forsigtigt ned igen. Hvorefter det hele så typisk starter forfra, indtil han til sidst falder i søvn, som sagt efter en times tid. Nogle gange brokker han sig bare, andre gange er han hyper, og nogle gange græder han.
Jeg kan godt gå lidt fra ham - men aldrig ud af rummet, kun lige hen til døren f.eks. Han kan hele tiden fornemme at jeg er i rummet. Nogle gange falder han til ro når jeg lader ham være lidt alene, andre gange virker det ikke, og så går jeg tilbage til sengen med det samme.
Jeg prøver at lade være med at holde øjenkontakt, da det virker som om han bliver opildnet af øjenkontakt. Men det virker også så "koldt" at skulle undgå hans øjne der ligger og kigger på mig. Hvad ville I gøre her?
Jeg har også prøvet at amme ham for at få ham til at falde til ro/i søvn - det virker ikke.
Er der nogen der har idéer til hvad vi kan gøre? Min kæreste er ikke vild med at synge en sang, og jeg synes at et putteritual skal være noget vi begge synes er hyggeligt. Hvis min kæreste ikke gider at synge en sang, er jeg sikker på at vores søn vil kunne mærke det på ham. Jeg har prøvet at give ham en bamse, men det resulterer bare i at han ligger med store øjne og kigger på bamsen, tager fat i den, propper den i munden o.s.v. Ikke lige den reaktion vi har brug for.
Han er midt i et heftigt tigerspring, kan det hænge sammen med det? Og gå over når tigerspringet er færdigt? Eller kan vi regne med at det her bliver ved?
Undskyld at det blev lidt langt, men jeg synes det er vigtigt at få detaljerne med.
Jeg håber at der er nogen der kan komme med input. 