Arghhh...hvorfor kan jeg ikke give slip....

Jeg burde have lært det, men det er faktisk blevet værrer med alderen. Jeg kan simpelhen ikke slippe mine børn!!!

Min ældste bliver 17, den yngste er 4 (har 5). Og jeg elsker dem så forbandet højt. 

Den mindste har netop været på overnatning, og nu sidder jeg og venter på at han kommer hjem indenfor en times tid. Allerede da jeg havde afleveret ham, havde jeg lyst til at hente ham hjem. Jeg får det fysisk dårligt, med ondt i maven og tristhed. Jeg savner ham helt ind til knoglerne. Jeg burde selvfølgelig nyde at jeg ikke skulle dele min seng med andre end min mand......men det kan jeg bare ikke. Faktisk kunne jeg ikke sove fordi jeg savnede ham. Jeg vendte og drejede mig og sov først ved 1.30 tiden!

Jeg er meget bevist om det, og forsøger virkelig at holde på mig selv, så børnene ikke "opdager" det. 

Jeg har talt med min mand om det, og han griner bare af mig, og siger at jeg da nok får det svært når børnene flytter hjemmefra...hø..hø

Har talt med min mor...hun mener jeg skal genoptage min gamle interresse for at sy. Men problemet er bare at jeg ikke kan konsentrere mig om det. Mine tanker er hele tiden omkring børnene. Jeg er så bange for at der skal ske dem noget, eller at de ikke bliver trøstet eller at de bliver bange om natten....ja alt muligt åndsvagt - tiltrods for at det selvfølgelig er kompetente voksne de er sammen med....

Jeg ville ønske at jeg kunne læne mig tilbage og nyde roen med min mand.......Men ungerne er hele mit liv. For pokker da......hvordan får jeg det lært?

LunaLykke skriver:

Nu er jeg bare nysgerrig, for har ingen erfaring da min datter kun er 7 mdr Men jeg tænker om der er sket noget der gør at du har svært ved at slappe af når de er ude? Altså om du har oplevet at de er blevet kede af det, behandlet dårligt eller andet?

Nej de er altid blevet passet godt på Men jeg har da selv tænkt om det kunne hænge sammen med at jeg selv mistede en bror for en del år siden. Han var 15 da han døede. Han boede hos min far og min mor nåede ikke frem før han var død! Men jeg mener bare at det er blevet bearbejdet, og jeg synes ikke at det er noget der fylder i mit liv i dag.

Jeg tænker på det, men ikke hver dag da.

Jeg kan love dig, at jeg synes det er pokkes svært. Jeg følger med i alt omkring deres liv, og har da også et tæt forhold til vores børn. Jeg har gået hjemme i flere år, men begyndte for knap 2 år siden på job igen, og det betyder at børnene ikke længere kan fylde hele mit liv, og det både stresser og irreterer mig at jeg må have farmand sendt til læge besøg eller andet......jeg vil selv være der hos dem, og det begynder faktisk at blive et reelt problem for jeg slapper aldrig af. Er altid "på".

Jeg skal have lært at takle det, for engang er de jo voksne og så gider de ikke have mig rendene konstant jo.

Hej.

Jeg synes, det lyder som om, det fylder rigtig rigtig meget psykisk ved dig. Jeg trænker på, om du har overvejet at snakke med din læge om evt psykologhjælp.

Ikke ret tit jeg tænker i psykolog-baner, men jeg tror virkelig, det her vil æde dig op. Jeg tror du ubevist gør dine børn en bjørnetjeneste og du er i en nærmest evig pine.

Vi ved jo alle godt, at vi bør "udsluse" vores børn til det selvstændige virkelige liv, så de som 18 årige er voksne nok til at kan have mulighed for at flytte hjemme fra. Men hvis hele dit liv er dine børn, ville noget i dig "dø", når dine børn begynder at flytte hjemmefra. Og hvis du holder på dem, vil I ødelægge jeres gode forhold. Og det ville jo være skrækkeligt.

Jeg tror på, man skal leve sit eget liv også. Så man netop har et liv uden for sine børn. Det er self sundt at savne, men det er ikke sundt at savne så meget som du skriver, du gør. Det er så vigtigt, vi har interesser ved siden af arbejdet som mor og det bør du finde, så du kan give slip på dine børn. Som jeg læser det, er det dét, du ikke kan. Også bør du have hjælp til det. (vil jeg i hvert fald anbefale)

Held og lykke med det og  til dig...

Kloster skriver:

Hej.

Jeg synes, det lyder som om, det fylder rigtig rigtig meget psykisk ved dig. Jeg trænker på, om du har overvejet at snakke med din læge om evt psykologhjælp.

Ikke ret tit jeg tænker i psykolog-baner, men jeg tror virkelig, det her vil æde dig op. Jeg tror du ubevist gør dine børn en bjørnetjeneste og du er i en nærmest evig pine.

Vi ved jo alle godt, at vi bør "udsluse" vores børn til det selvstændige virkelige liv, så de som 18 årige er voksne nok til at kan have mulighed for at flytte hjemme fra. Men hvis hele dit liv er dine børn, ville noget i dig "dø", når dine børn begynder at flytte hjemmefra. Og hvis du holder på dem, vil I ødelægge jeres gode forhold. Og det ville jo være skrækkeligt.

Jeg tror på, man skal leve sit eget liv også. Så man netop har et liv uden for sine børn. Det er self sundt at savne, men det er ikke sundt at savne så meget som du skriver, du gør. Det er så vigtigt, vi har interesser ved siden af arbejdet som mor og det bør du finde, så du kan give slip på dine børn. Som jeg læser det, er det dét, du ikke kan. Også bør du have hjælp til det. (vil jeg i hvert fald anbefale)

Held og lykke med det og  til dig...

Jeg blev faktisk først gjort opmærksom på det iforbindelse med en samtale jeg havde med en bekendt der er uddannet psykolog.

Herefter er jeg blevet meget mere bevist om, hvad det gør ved mig. Synes jo egenlig ikke at jeg er "syg", såsom at lægen skal hjælpe, og forstår heller ikke helt hvordan det egenlig er blevet sådan.

Mine børn er heldigvis selvstændige trods alt, og de store sender bare øjnene mod himlen når jeg er bekymret for det ene eller det andet....tror bare at de har accepteret det.Men det er jo også mere de  ting de kan se/høre..

Det der tærrer på mig er hvordan jeg har det indeni når de ikke er her, alle de bekymringer om HVAD der kan ske, mens jeg ikke er der osv Det er frygtelig opslidene i længden, ikke at kunne give slip fuldt ud.

Måske skulle jeg tale med en psykolog, så jeg kunne få nogle redskaber til det. Det er bare så pokkers dyrt,  men kan vel på sigt være det hele værd.